Leder

Bro til Helvede

Debat
4. september 2008

NÅDA, EN MOTORVEJS-forbindelse over Femern! Er det lige sådan én, Danmark har brug for? Rå fakta er, at motorveje - hvad enten de er plastret gennem landskabet eller sat på stylter over vand - er en årsag til den trafik- og klimakrise, som vort land og den hele verden er røget i. Enhver ny motorvej øger biltrafikken og dermed kultveilteindholdet og atmosfærens varme.

I går blev underskrevet en dansk-tysk aftale: Danmark garanterer for betalingen af de mindst 40 milliarder kr., som danske landanlæg og forbindelsen til Tyskland koster. Tyskland hæfter kun for de anslået syv milliarder til tyske landanlæg.

Påfaldende deling af omkostninger. Lige så påfaldende, at statsminister Fogh på samme dato holdt et internationalt 'klima-dialogmøde', hvor han bød eksperterne velkommen med ordene: "Udfordringen frem mod klimakonferencen i København i 2009 er kolossal, og en løsning på klimaproblemet kræver, at alle er parate til at løfte med."

Skizofrenien er synlig som et øksehug, der kløver en pandeskal.

KLØVNINGEN HAR været et gruelig syn hele vejen gennem beslutningerne om først en motorvejsforbindelse over Storebælt og siden én over Øresund og nu - som den ustoppelige konsekvens - én til over Femern. Forud for Storebæltsbeslutningen havde Socialdemokraterne taget en kongresbeslutning om at kræve en boret jernbanetunnel med plads til biltog. Kun dén udformning ville lade vandgennemstrømningen til Østersøen uberørt og give den nødvendige styrkelse af kollektiv transport.

Men den svenske industrilobby, der ønskede sig en direkte vejadgang til Tyskland, havde snedigt allieret sig med den del af den danske fagbevægelse, der fandt det i sine medlemmers interesse at bygge en bro. Fagbevægelsen drejede på skruer internt i Socialdemokratiet, og vups drejede partiet væk fra tunnelbeslutningen. Daværende partiformand Svend Auken gav de radikale og SF skylden: De ville ikke være med til nogen forbindelse overhovedet, og så måtte S bøje af for at få én.

På Øresund lovede S at stå fast på den borede jernbanetunnel, og R og SF skyndte sig at erklære sig enig. Og vups, drejede stærke lobbykræfter igen på skruerne i S. Ud gled tunnelen. Ind svang broen. Denne gang lagde S skylden på de svenske socialdemokrater: De ville kun have Øresunds-forbindelsen, hvis den blev med egen motorvej.

OG NU, FEMERN: Hvem kunne tro, at nogen ville stå fast? Også R og SF er gået med til en selvstændig motorvejsdel. De radikale dog undskyldende med, at der i forvejen var et flertal. Alle jubler skingert over, hvor meget en Femern-forbindelse vil bidrage til at styrke den kollektive trafik. Tilsvarende jernbanejubel udsendte broflertallene ved beslutningerne om udformningen af forbindelserne over Øresund og Storebælt.

Se, hvor de har bragt os hen: En kollektiv trafik, der går ad helvede til. Og en bil- og lastbiltrafik, der buldrer derudad. Mod et stadigt hedere klima. Det luner på polerne. Alt sammen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Energistyrelsens rapport ’Danmarks olie- og naturgasproduktion 2007’ (se www.ens.dk/sw72004.asp) har en prognose for olieproduktionen i den danske del af Nordsøen. Den viser, at under de gældende forhold (dvs. med dagens teknologi og de felter, der allerede er operationelle), vil produktionen kunne dække forbruget frem til ca. 2017. Hvis der tages højde for indførelse af ny teknologi til olieindvinding og tilkomst af nye felter, regner Energistyrelsen med, at olieproduktionen kan dække det danske forbrug frem til omkring 2035.
Disse tal er uhyre interessante set i lyset af regeringens aftale med Tyskland om bygningen af en bro over Femern Bælt – en bro, der forventes at koste den ganske betragtelig sum af 32 milliarder kroner i anlægsudgifter, som skal lånes og betales ved brugerbetaling.
Broen forventes færdig i 2018. Under de gældende forhold for olieindvinding i Nordsøen, vil Danmarks selvforsyning af olie være ovre omkring dette tidspunkt. Optimisterne regner med, at der kan ske teknologiske fremskridt og opdages nye felter, der gør, at dette tidspunkt udskydes.
En sådan optimisme bygger muligvis på realiteter, men prognoser er jo ikke altid så sikre, som prognosemagerne gerne vil give indtryk af. Rapporten hævder, at alene et væsentligt teknologibidrag (f.eks. ved at øge indvindingsprocenten) ville kunne udskyde tidspunktet for selvforsyningens ophør med omkring 10 år.
Alle disse prognoser forudsætter selvfølgelig, at hverken produktion eller forbrug stiger alt for meget i perioden. Begge dele vil afkorte selvforsyningen, idet den olie, vi sælger til højstbydende i andre lande, ikke kan genindvindes. Den er en tabt ressource.
Produktionen tager imidlertid ikke hensyn hertil, men sker efter princippet: jo mere, jo bedre, og de private firmaer, der er involveret tager såmænd deres del af den kage, som retteligt tilhører det danske folk. Deres adfærd er legaliseret ved den ’aftale’, som regeringen og olieselskaberne indgik i 2003 om indvindingsrettigheder i Nordsøen.
Derfor (for)bruges den danske olieressource uden hensyntagen til den også kunne være anvendt som en nødvendig sikring af samfundets omstilling til bæredygtighed, hvad angår energiforsyning og med det formål – i denne nødvendige omstillingsproces - at strække den slags uerstattelige ressourcer så langt det er muligt. Og for øvrigt bruge dem med størst mulig hensyntagen til miljø og bæredygtighed.
Sådan skal det altså ikke være, og i det værste scenario vil situationen være, at samme år – så nogenlunde – som broen er klar, så ophører Danmarks selvforsyningsgrad med olie definitivt og ganske endeligt. Herefter skal vi ud på det globale marked for at købe olien, og der er nok flere købere end der er sælgere, og ikke alle sælgere vil os det godt.
Hvis ikke dette sker omkring 2020, så sker det sikkert kort tid efter, og i denne sammenhæng betyder nogle år fra eller til ikke ret meget. Inden vi når 2020 er det imidlertid ikke urealistisk – i en anden prognose – at oliepriserne vil stige ganske betragteligt. På globalt plan er der kun lige balance mellem forbrug og produktion og det daglige globale forbrug er ganske enormt. Intet tyder på, at det vil falde.
Man kan altså komme i den situation, at olie og olieprodukter vil være så bekostelige, at der ikke vil være nogen brugere af betydning, der til den tid kan være med til at finansiere broen. Olien vil en svindende ressource og erstatningerne er ikke på plads – og heller ikke altid bæredygtigt acceptable.
Man kan jo så forsøge at få dækket det kolossale underskud ved at gøre dens 20 km til en etape i Tour de France, hvor også alle følgebilerne bliver drevet frem af rugbrødsmuskler, hvis de ellers vil med over. De andre broer vil kunne inddrages.
Det vil blive flotte etaper. Og togene kører forhåbentlig stadig, hvis passagererne ellers har råd til at betale for at komme den bro, som ingen andre har råd til at køre over.
Det er jo ganske mærkeligt, at samtlige – næsten – politikere uden at blinke og uden i øvrigt at forholde sig til miljø og bæredygtighed bare slår ud med hånden og siger. So ein ding müssen wir haben, mens tyskerne tænker: Die dumme dänen, som de derefter lader betale.

Jeg vil lade T. S. Eliot tale for mig:

Vi er de hule mænd
Vi er de udstoppede mænd
Lænet mod hinanden
Hoveder fyldt med halm
Ak!

Det er ikke motorvejsdelen, men togforbindelsen, der er langt det mest interessant ved Fehmernbroen. Det er motoren til at få elektrificeret bane-nettet, og når der ikke længere er benzin nok (men der kommer nok andre drivmidler, skal I se), er toget - ikke mindst godtoget - bedste alternativ.

Vi bygger broer fordi vi føler os rige, og vi får at vide, at vi er rige fordi vi producerer meget olie.
En motorvejsbro koster olie at bygge og olie at bruge - og denne dobbelteffekt vil naturligvis gøre os fattigere end vi er idag, fordi vi efterfølgende ikke længere har den forbrugte olie.
Man bliver jo heller ikke rigere af at tømme sit køleskab!

Dansk olie giver os en helt unik mulighed for at blive varigt rigere - nemlig hvis den omsættes til noget der enten sparer eller producerer mere energi, end vi får ud af at brænde den af i biler og maskiner.... f.eks. vindmøller og 0-energi bygninger.