Leder

DR-skat

Debat
30. september 2008

VEJEN TIL helvede er som bekendt brolagt med rationaliseringsgevinster. I går foreslog Venstres kulturordfører, Ellen Trane Nørby, således sammen med Socialdemokraternes ditto, Mogens Jensen, at erstatte medielicensen med en medieskat. Og det kan være svært at argumentere imod forslaget fra de to: Hvis DR ikke selv skulle kradse pengene ind, ville man spare et tocifret millionbeløb på administration, man ville få fat i de cirka 300.000 danske sortseere svarende til en halv milliard kroner, og man ville slippe for den stadig mere komplicerede definition af, hvem der skal betale licens.

Endelig ville man ifølge Nørby og Jensen skabe en mere socialt retfærdig ordning. Som de skrev i en fælles kronik i Jyllands-Posten i går: »Licensgirokortet finder lige så godt vej til Hellerup som til Gellerup.«

Billigere og bedre, fremtidssikret og socialt retfærdigt. Hvordan kan man næsten være imod?

ARGUMENTET FOR den eksisterende ordning er vakkelvornt. Det lyder: Hvis DR, TV 2-regionerne og de efterhånden mange andre modtagere af licensen fik deres penge over skattebilletten, ville bevillingen principielt kunne diskuteres, hver gang finansloven godkendes i Folketinget. Der er en lille psykologisk gevinst ved, at DR som institution selv kræver sine penge ind, men det er en lille gevinst. Så når argumenterne så overvældende er på medieskattens side, hvordan kan det så være, at forslaget sætter alle alarmklokker i gang?

DR VIRKER som et troldspejl. De fleste danskere ser deres modstandere spejlet overalt i stationens virke: Højrefløjen ser røde lejesvende, den kulturelle elite ser forfladigelse, jyderne ser københavneri. Det er båden legitimt og nødvendigt, at borgere såvel som politikere højlydt diskuterer DR, for stationen indtager en helt særlig rolle i den offentlige debat. Det er også legitimt, at politikere sender SMS'er til DR's generaldirektør og brokker sig over en TV-Avis, som det eksempelvis kom frem, at Venstres daværende medieordfører Jens Rohde gjorde. Men netop derfor er det så afgørende ikke at tilbyde rastløse politikere adgang til at skrue op og ned for bevillingerne, alt efter hvilket debatprogram de netop har hørt på P1.

SOM DISSE linjer læses, samles de danske medie-pinger til en konference i det indre København. Her vil de varme op til det næste års helt store slagsmål om mediestøtten. Det er mange millioner og mange mediers eksistens, der er på spil. Det er nemlig ikke blot DR, der er på støtten. Det er langt størstedelen af det danske medielandskab. Det er altid sjovere at love store milliardgevinster end at holde fromme taler om armslængdeprincippet. Men jo mere man gør sig klart, i hvilket omfang det pluralistiske danske mediebillede er båret oppe af statsstøtte, des vigtigere bliver det at holde politikerne på lidt mere end en armslængdes afstand. Medieskatten er et lille skridt i den forkerte retning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"... man ville slippe for den stadig mere komplicerede definition af, hvem der skal betale licens."

Fuldstændig rigtigt. Ta' f.eks mobilt bredbånd, der lover "op til" 7,2 Mbps - men ikke nogen minimumhastighed.

Da kritereriet i loven for at skulle betale medielicens på en internetforbindelse er en forbindelse med en hastighed på 256 Kbps eller derover, og at ovennævnte mobilbredbånd har en hastighed på fra 0 (nul) og op til 7,2 Mbps vil denne ikke være medielicenspligtig.

Desuden er grænden på 256 Kbps fuldstændig uegnet til billedvisning - internet TV. Selv med en hastighed på 1 Mbps får man kun et lille gnidret billede der hakker.

Mette Hartmeyer

Det vil være absurd at finansiere DR's public service forpligtigelse, af følgende årsager:

1. Det vil være en trussel mod den kritiske uafhængige presse, forestil jer at DR's økonomi skal til sendes til finanslovsforhandlinger hvert år, så ville det ikke være utænkeligt at en journalist udøvede selvcensur og syltede et kritisk modstykke til dansk politik, i perioden op til og under en sådan forhandling. (Som det er nu forhandles public servicekontrakten mellem DR og kulturministeriet, hvert 4. år)

2. Folketingspolitikerne vil ikke være forpligtet til at lytte til seer- og lytterorganisationerne, hvilket vil gøre at kritiske samfundsborgere mister en vigtig klage mulighed.

3. Det vil bringe folkets ejerskabsfølelse i fare overfor DR. Public service et vigtigt fundament for at demokratiet kan opretholdes og derfor skal DR sikre at vi har en oplysende og politisk uafhængig kanal. Et skræk scenarium, som i dag virker som utopi, er at vi får Amerikanske tilstande, hvor kommercielle virksomheder konkurrer på et frit marked om at sende nyheder til befolkningen og hvor begrebet public service stort set ikke eksistere.

Der bør være en proffessionel distance imellem de, som finansiere public service og de som fastlægger programfladen. Det bør fungere efter "armslængdeprincippet".

Vi må sikre at DR's finansiering ikke bliver til at prioriterings spørgsmål i forholdet mellem hele det politiske spændingsfelt. Vi har ikke råd til at gå på kompromis med oplysning, hvis vi stadig skal leve i et demokrati.

Thomas Ole Brask Jørgensen

Mette Hartmeyer

Den kritiske presse?! Hvilken planet lever du på?

Vil du kalde de lavkvalitets-programmer som begge kanaler leverer for demkratibevarende? Er det public service? Godmorgen mand! Det er tydeligt, at public service er noget helt andet for dig end det er for mig.

Jeg er ret ligeglad hvad angår et fælles ejerskab. Privatiser DR! Hvorfor er et frit marked så frygteligt?
Amerikanske tilstande kunne blot undgå ved at indføre nogle minimumsregler for alle tv-medier.