Irerne forstod ikke rigtigt, hvad det handlede om. Derfor stemte de nej til Lissabon-traktaten. Det viste en længe ventet, men absolut ikke overraskende, undersøgelse, som den irske regering offentliggjorde i sidste uge.
Men irerne er helt sikkert ikke de eneste i Europa, der ikke helt har forstået det. Altså hvorfor det egentlig er så vigtigt med den traktat. Den traktat, der blev taget det første spadestik til allerede i december i 2001 i Laeken uden for Bruxelles, og som med den daværende belgiske ministerpræsident Guy Verhofstadts ord skulle bygge bro over »kløften mellem befolkningerne og de europæiske institutioner«.
Det var Anders Fogh Rasmussens første topmøde som nyudnævnt statsminister, og her syv år efter ser det ud til, at vi højst sandsynligt kommer af med ham, før vi kommer af med Nice-traktaten, som Lissabon-traktaten skal afløse.
For selv om det var aftalen, har irerne allerede meddelt, at de ikke har nogen plan med i tasken for, hvordan man skal få sparket liv i traktaten igen, når EU-landenes stats- og regeringschefer mødes i Bruxelles til oktober. Og med de indenrigspolitiske problemer den irske regering står med i form af dårlig økonomi og en høj upopularitet, er der ikke længere nogen, der reelt tror på, at en ny irsk folkeafstemning kan komme på tale i den nærmeste fremtid.
Udover det franske EU-formandskab er der nemlig ingen af de andre medlemslande, der vil presse Irland til noget, de ikke er klar til. Det er ikke comme il faut, og i øvrigt er der en del lande, der græder tørre tårer over, at Lissabon-traktaten ikke er klar til at træde i kraft.
Dér er det så, man taber forståelsen og begynder at undre sig over, hvorfor der er ikke er mere pres på irerne, hvis den traktat er så forbandet vigtig, som alle stats- og regeringschefer gennem de sidste syv år har givet udtryk for. Retorikken har hele tiden gået på, at traktaten er nødvendig, ellers kan EU ikke fungere i praksis. I syv år har en ny traktat været EU’s vigtigste prestigeprojekt. Undervejs er det kuldsejlet tre gange. Først med et hollandsk, siden med et fransk og nu med et irsk nej. Alligevel er projektet åbenbart ikke vigtigt nok til, at nogen får sat stolen for døren. Efter de to første nej’er, blev der dømt tænkepause i to år, før man kom videre med et nyt forslag, som til forveksling lignede det gamle.
Selv om det denne gang giver problemer for både Europaparlamentsvalget og valget af en ny Kommission, at Nice-traktaten stadig vil være den gældende traktat i 2009, så skal de problemer såmænd også nok blive løst af EU’s hær af dygtige jurister.
For det er det, der sker hver gang. På trods af dommedagsprofetierne, de dystre miner og talen om dyb krise, hver gang traktaten er blevet fældet, så er dagligdagen fortsat uændret. Hver dag fortsætter man i Bruxelles fremad på fuld kraft med at godkende selskabsfusioner, undersøge tilfælde om ulovlig statsstøtte, holde møder og udarbejde direktiver.
Der er ingen tvivl om, at Lissabon-traktaten ville gøre en masse ting lettere for dem, der arbejder med EU i dagligdagen. Den ville forbedre det institutionelle maskineri og gøre det nemmere for de i dag 27 lande at blive enige, hvis de kunne ty til flertalsafgørelser frem for enstemmighed. Ligesom man ville strømline organisationen ved at sætte en formand og en slags udenrigsminister i spidsen for det hele, så andre lande ikke behøver at være i tvivl, når man ringer til Europa, som Kissinger en gang så berømt formulerede det.
Alt det er blevet forklaret, og det er såmænd forståeligt nok.
Problemet er bare, at det er svært at se og mærke, at tingene ikke kan fungere uden Lissabon-traktaten. I de syv år har borgerne ikke set et tydeligt eksempel på, at dommedagsprofetierne bliver virkelighed, fordi traktaten endnu ikke er blevet til noget. Ikke bare Lissabon-traktaten er tabt. Det er argumenterne for, hvorfor den er vigtig også. Argumenterne er yderligere blevet degraderet ved, at ingen vil presse på for at finde en løsning efter det irske nej.
Derfor er det på høje tid, at vi får en reel forklaring på, hvad der nu skal ske, og hvorfor de europæiske tanker bliver ved med at svirre om noget, som vælgerne har forkastet tre gange. Hvis irerne ikke kan komme med en løsning, så kan man med al rimelighed forlange, at de andre stats- og regeringschefer kommer med den forklaring i oktober.
Og hvis de ikke én gang for alle kan forklare os, hvad de reelle konsekvenser af en udebleven traktat er, så er det måske på tide at lægge den i skuffen og komme videre. For hver eneste gang der bliver råbt ulv, og den ikke viser sig, mister EU og Unionens ledere endnu en bid troværdighed og en del af den folkelighed, som efterhånden er alt, alt for tyndslidt.
Kløften mellem befolkningen og de europæiske institutioner bliver bare dybere og dybere.
Er man tilhænger af det europæiske projekt, kan det ikke være til gavn for nogen. wendt
