Leder

Husk 'sorte søndag'

Debat
17. september 2008

FOR ET HALVT ÅR siden var der fem store hæderkronede investeringsbanker på Wall Street. I dag er der to tilbage. I morgen er der måske ingen, og i overmorgen vil det 20. århundredes finanskapitalismes ansigt være uigenkendelig. En af de ting, det er vanskeligt for mennesker at vænne sig til, er foranderlighed. Hvad vi ser i dag, kan være forsvundet i morgen. Det gælder både livet og de institutioner, som vores eksistens hviler på.

De sidste dages lukning af Lehman Brothers og brandsalget af Merrill Lynch er utvivlsomt to af de skelsættende begivenheder, der vil blive husket som en historisk vending i USA's og kapitalismens historie.

Eftertiden vil huske 'sorte søndag' i New York, fordi det kendetegner afslutningen på en æra, hvor investeringsfirmaer uden tilstrækkelig regulering, gennemsigtighed og overvågning fra myndighederne fik lov at investere borgernes dyrt opsparede kapital i højst risikable papirer uden at have et minimum af kapitalreserver til at dække eventuelle tab med.

Grådigheden syntes ikke at have nogen grænser. Unge universitetsuddannede amerikanere strømmede til finanssektoren for at deltage i gildet. I dag står titusinder af dem uden et job, og mange af dem vil sikkert blive nødt til at søge arbejde i erhvervssektorer, som skaber velstand fremfor gæld. Ikke en dårlig ide.

FINANSKAPITALISMEN vil også blive husket som en periode, hvor forbundsstaten, den private sektor og forbrugerne i USA satte sig i gæld til op over begge ører og dermed undergravede landets stilling som økonomisk supermagt. Der er mange grunde til, at Amerika næppe kan bevare sin status som verdens uomtvistelige supermagt på sigt. Hertil hører ikke mindst et loft over tilgængelige fossile brændstoffer, som har været 'primus motor' i udviklingen af USA's dominerende økonomi.

USA opfattes som et imperium, fordi det har behov for at beskytte sine økonomiske interesser gennem et militært engagement kloden rundt.

Når amerikanske ledere taler om at sprede frihed og demokrati, går det hånd i hånd med bevarelsen af den amerikanske økonomis interesser. Det er der intet nyt i. I den forstand er det amerikanske imperium ikke spor anderledes end det britiske og før det de nederlandske og spanske imperier, skønt amerikanerne gerne benægter det.

IMPERIER KOMMER og går. Deres fald sker sjældent i forbindelse med et eklatant krigsnederlag; snarere i kraft af økonomiske investorers overmod og spekulation - at systemet lever over evne og til sidst går op limningen. Et nøgtern vurdering af USA's økonomiske sundhed i dag leder let til den slutning, at landet står ved en korsvej. I de sidste tre årtier er finanssektorens andel af bruttonationalproduktet vokset fra 11 til 21 pct., mens industriproduktionens andel er faldet fra 25 til 13 pct. Ingen ved præcist, hvor mange tusinde milliarder dollar investeringsbanker, virksomheder og forbrugere skylder væk, ikke mindst til udlandet. Men det er ikke småting for en økonomi, hvis infrastruktur er totalt uforberedt på omstillingen til et nyt energiparadigme, hvis industrivirksomheders internationale konkurrenceevne er sakket langt bagud, og hvis arbejdsstyrke hører til en af de dårligst uddannede i den vestlige verden.

Når man hertil lægger voksende indre sociale og økonomiske spændinger udløst af stigende ulighed og en dyb økonomisk recession, som lurer lige om hjørnet, har vi opskriften på en epokegørende krise.

DET ER DESVÆRRE en krise, som ikke kun berører USA, men hele verden. Amerika er stadig det finansielle og økonomiske center for den globale kapitalisme. Investorer verden over har tilgodehavender placeret i Wall Street, som nu er fordampet. Det internationale finanssystem er uløseligt forbundet. Når centret kollapser, breder krisen sig som ringe i vandet.

DET ER SVÆRT at vide, hvorvidt Bush-regeringen - hvis ansvar for den løsslupne finanskapitalisme er evident - tog den rigtige beslutning ved at afvise investeringssektorens anmodning om medfinansiering af en redningspakke for Lehman Brothers. Måske vil regeringen og centralbanken skifte linje og træde til, hvis forsikringsgiganten AIG ikke formår at finde tilstrækkelig kapital til at undgå betalingsstandsning i disse timer.

Det har allerede kostet statsfinanserne umådelige summer at redde Bearns & Stearns i marts og at overtage de to hypotekbanker Freddie Mac og Fannie Mae for en uge siden. Et er sikkert: Det Hvide Hus har ført en ad hoc-politik og gamblet med USA's og hele det internationale finanssystems integritet.

Trods tegn på en forestående krise undlod regeringen at pålægge investeringsbanker krav om kapitalreserver, som almindelige pengeinstitutter efterlever.

Nu skal prisen betales, og det bliver dyrt for alle. burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her