Leder

Irak på ret kurs

18. september 2008

IRAK er på ret kurs. Det er der ingen tvivl om. Der er stadig store udfordringer og problemer, men stort set alle indikatorer peger den rigtige vej.

Antallet af civile tab er styrtdykket til et gennemsnit på 15 om dagen mod 130, da det stod værst til for et år siden. Antallet af udenlandske kidnapninger er nede på nul, antallet af dræbte amerikanske soldater nede på 20 om måneden mod 135, da det gik hedest for sig, briterne har ikke haft tab i månedsvis, antallet af dræbte journalister er på syv i 2008 mod 30 året før, den irakiske hær kan efterhånden mønstre 242.000 mand, hvoraf to tredjedele er i stand til at gennemføre operationer på egen hånd, udenlandske investeringer er tidoblet i forhold til sidste år, og sådan kan man blive ved.

Der er selvfølgelig stadig et stykke vej, før irakerne for alvor kan ånde lettet op efter det mareridt, de har været igennem. Men der er for første gang i fem år et reelt håb om, at Irak kan undgå den totale borgerkrig, som landet havde kurs imod indtil for få måneder siden. Der er både glædeligt, at den irakiske hær ser ud til at have fundet sine ben og er i stand til at levere en stor del af den sikkerhed, som befolkningen har så hårdt brug for. Det er også et sundhedstegn, at premierminister Nuri al-Maliki er begyndt at optræde selvstændigt i forhold til USA og f.eks. stille krav om, at samtlige 169.00 amerikanske soldater forlader landet.

At den irakiske regering fortsat har store problemer at løse, er oplagt. Men ingen havde vel forestillet sig, at Irak ville være fuldstændig på fode igen, fem år efter de internationale koalitionsstyrker jævnede alle statslige strukturer og al samfundsmæssig organisering med jorden.

Det, der nu tegner sig, er konturerne af en regering, som er ved at få styr på opgaven, og en hær, der nyder befolkningens tillid. Og det er netop de to institutioner, der skal bære Irak videre.

DE POLITISKE udfordringer, som premierminister Maliki står over for, er mange og alle potentielt eksplosive. Men det afgørende er, at irakerne får lov til at finde irakiske løsninger på problemerne. Det skal være irakerne, der bestemmer, hvordan landets olieindtægter skal fordeles, det skal være irakerne, der bestemmer, hvor meget selvstyre henholdsvis kurdere og sunnier kan få, hvordan en kommende valglov skal skrues sammen, hvordan militserne skal afvæbnes, hvordan mindretallenes rettigheder skal sikres, og ikke mindst hvordan landets fremtidige regering skal se ud.

Det får de mulighed for ved næste års lokal- og parlamentsvalg, som forhåbentlig vil resultere i en regering og et parlament, der bedre afspejler befolkningens sammensætning af 60 procent shiitter, 20 procent sunni-muslimer og 20 procent kurdere end den nuværende.

PRISEN for at lade irakerne bestemme selv, bliver et Irak styret af landets shiamuslimske majoritet. Og det er som bekendt ikke lige det, USA havde som mål, da præsident Bush besluttede at vælte Saddam Hussein. Men sådan er Irak nu engang sammensat, hvilket også betyder, at en kommende irakisk regering i stigende grad vil alliere sig med USA's ærkefjende, det shiamuslimske Iran.

Et eksempel på de varmere forbindelser mellem Bagdad og Teheran er den nylige våbenhvile, som Iran fik den magtfulde Sadr-milits til at indgå.

Båndene til Iran bliver fulgt med stor opmærksomhed i USA, men er ikke desto mindre en naturlig udvikling i et område, der ligger i Irans interessesfære. Det værste, der kan ske for irakerne lige nu, er imidlertid, at der endnu en gang går storpolitik i sagen. Hvis USA igen beslutter sig for sætte alt ind på at begrænse Irans indflydelse, vil det fuldstændig underminere den spirende stabilitet, som Irak oplever i øjeblikket.

Ingen irakisk regering kan overleve i længden, hvis den ikke viser selvstændighed i forhold til USA. Man må derfor håbe, at en ny præsident i Det Hvide Hus vil forstå at acceptere det indbyggede nederlag, som succes i Irak indebærer. Og så i øvrigt se at få de amerikanske styrker ud af landet så hurtigt, som det overhovedet kan lade sig gøre, uden at landet kastes tilbage i kaos. Både for irakernes skyld men også for amerikanernes. Idéen om at opretholde amerikanske baser i Irak er dødfødt, for det vil de nationalistisk indstillede irakere aldrig acceptere. Alle meningsmålinger viser, at irakerne ønsker koalitionsstyrkerne hen. hvor peberet gror - en lektie, amerikanerne og deres allierede under alle omstændigheder burde have lært af de sidste fem års blodbad.

Det Irak har brug for nu er først og fremmest, at det internationale samfund står bi med mægling og rådgivning, når og hvis de politiske konflikter går i hårdknude.

Og så bliver vi iøvrigt nødt til at acceptere, at det irakiske projekt aldrig bliver så pænt, som vi gerne vil have det. Irak er som bekendt et stammesamfund, opdelt i sekter og klaner, hvor parlamentarisme og demokrati fungerer som et vedhæng til den traditionelle magtstruktur. Det skal ikke undskylde hverken korruption, magtmisbrug, ineffektivitet, menneskerettighedskrænkelser eller andre dårligdomme, som kommende irakiske regeringer bør og skal rette op på. Men vi må erkende, at det kommer til at tage væsentlig mere end fem år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer