Leder

Krig uden grænser

DRONERNES SUMMEN har længe lydt fra den pakistanske himmel, og i overenstemmelse med landets stolte tradition for skjulte krige har amerikanske specialstyrker efter al sandsynlighed opereret hemmeligt i Pakistan siden Afghanistan-krigens start
16. september 2008

'Beskeden til det nye civile lederskab i Pakistan er klar: Vi gav jer alle disse legesager. Hvis I ikke bruger dem til at gøre noget ved de områder, der giver os problemer, så gør vi det selv.'

Anonym amerikansk efterretningskilde til The Christian Science Monitor

DRONERNES SUMMEN har længe lydt fra den pakistanske himmel, og i overenstemmelse med landets stolte tradition for skjulte krige har amerikanske specialstyrker efter al sandsynlighed opereret hemmeligt i Pakistan siden Afghanistan-krigens start. Men at helikoptere den 3. september firede specialstyrker ned på pakistansk jord og dræbte mindst 12 mennesker, var ikke bare 'business as usual'. Angrebet i Sydwaziristan markerede et skift i krigen, der kan vise sig at få vidtrækkende konsekvenser.

Ifølge New York Times udstedte præsident George W. Bush i juli en ny ordre, der gav de amerikanske styrker i Afghanistan myndighed til at gennemføre operationer på pakistansk jord "uden forudgående godkendelse fra Pakistans regering". Der blev givet frie hænder til at sætte efter fjenden ind over grænsen fra Afghanistan, og det kan der findes en række overordentlig gode militærstrategiske argumenter for.

Enstemmigt lyder det nemlig fra de militære kommandanter i Afghanistan, at Taleban-krigernes uhindrede adgang til Pakistan, er en af de største udfordringer i krigen.

MEN DET ændrer ikke ved, at USA krænker Pakistans suverænitet. Uanset hvordan man vender og drejer det, har USA angrebet Pakistan, og det er der ikke mange stater, der vil acceptere. Selv om Taleban krydser grænsen, som om den ikke eksisterer, betyder det ikke, at de krigsførende kan operere, som om det er tilfældet.

Og reaktionen fra Islamabad var da også resolut. Pakistans nye hærchef, general Asfhaq Kayanai, understregede, at retten til at gennemføre operationer imod de militante på pakistansk territorium "alene tilkommer Pakistans væbnede styrker".

Og medierne spekulerede i, hvorvidt Islamabad ville reagere ved at melde sig helt ud af krigen mod terror og stoppe al transport til NATO's styrker via Pakistan. Og i går slog pakistanske soldater så igen ved at skyde mod en gruppe amerikanske helikoptere, der var i færd med at krydse grænsen ind til Sydwaziristan.

Sammenstødet blev dog fulgt op af en mere forsonende udmelding fra Islamabad, hvor det lød fra den nyudnævnte præsident Asif Ali Zardaris kontor, at man ville gøre alt for at finde en diplomatisk løsning på den tilspidsede situation.

OG DET er helt, helt nødvendigt, at Washington er lydhør overfor præsidenten. Pakistans økonomi lider, og forholdet til nabolandet Indien er det værste i flere år efter fornyet uro i Kashmir-provinsen samt en række terrorangreb, senest i weekenden, der peger mod Pakistan. Samtidig er sikkerhedssituationen i Pakistan katastrofal. I årets første otte måneder har 471 mennesker mistet livet ved 28 selvmordangreb i landet. Til sammenligning har selvmordsangreb i Afghanistan 'kun' kostet 436 dødsfald. Zardaris popularitet er derfor skrøbelig, og de anti-amerikanske strømninger stortrives. Og som det altid er tilfældet i Paksitan, står militæret klar med et alternativ.

ZARDARI er det, man kalder 'følsom overfor amerikanske interesser', og han har fra første dag signaleret, at han vil slå hårdt ned på de militantes bevægelser i stammeområderne. Det kan derfor virke som meget dårlig timing, at Washington fejrer Zardaris indsættelse ved at angribe på pakistansk jord. Flere peger på, at det var det voldsomme angreb, der den 13. juli kostede ni amerikanske soldater livet i det østlige Afghanistan, der overbeviste præsident Bush om, at hans styrker skulle have løbepas ind i Pakistan. Andre mener, at det var efteretninger om, at angrebet på den indiske ambassade i Kabul havde direkte link til den pakistanske efterretningstjeneste, ISI. Men der er to andre forhold, der måske har haft større betydning for præsident Bushs beslutning. Der er mindre end to måneder til det amerikanske valg. Bush ønsker et trofæ. Republikanerne krydser fingre for, at man i Pakistan kan finde Osama bin Laden - eller bare en, der lugter af ham.

MEN MEST afgørende er nok, at Washington har mistet sin mand på stedet, præsident Pervez Musharraf, der i otte år har været den eneste, som USA har haft brug for at kende i Islamabad. To valg er gennemført i Pakistan. Det politiske billede er blevet mere kompliceret med en præsident, der ikke er hærchef og et parlament, der ikke kan sættes på plads efter forgodtbefindende. Det er det, der kaldes demokrati. Og at bevare det kræver koldt vand i blodet. Ingen tror længere på, at krigen i Afghanistan kan vindes hurtigt. Giv den nye ledelse i Pakistan tid til at finde sine ben. Den kan aldrig vindes uden den. ansp

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu