Leder

Kultur uden kamp

Debat
11. september 2008

DET VAR ikke det, de havde håbet på. Da en række kunstnere i forgårs blev spurgt, hvem de gerne så som kulturminister, blev der nævnt navne som Erik Clausen, Steffen Brandt og Olafur Eliasson. Der var ikke nogen, der nævnte tidligere familie- og trafikminister Carina Christensen, den konservative møbelfabrikant fra Middelfart, der nu er kommet til sit tredje ministerium på mindre end tre år. Man satsede på nogen 'der elsker kulturen' og fik...tja, en trafikminister.

Men det er heller ikke kulturen, der står tilbage som den store udfordring i Kulturministeriet og venter på Brian Mikkelsens afløser. Det var ikke dansk litteratur, som Brian Mikkelsen var lige ved at lukke, selvom forfatterne fik det til at lyde sådan. Det var ikke samtidskunsten, der blev marginaliseret af den mere salgbare malerkunst, selvom kunstnerne fremstillede det som den eneste mulige konsekvens af Mikkelsen politik. Der produceres stadig danske film. Folk morer sig stadig over Storm P, selvom han ikke kom med i en kanon. Derimod var Brian Mikkelsen tæt på at lukke helt for både DR og TV2.

BALLADEN KOM sig af den ellers fine ambition om at skabe øget pluralisme i det danske mediebillede: Et opgør med ensretningen i DR, et nyt forsøg på privatisering af TV2 og et brud med det sidste store monopol i medielandskabet: DR's radiokanaler. "Vores ønske er et frit mediemarked med så mange medievirksomheder som muligt, og her klarer de kommercielle virksomheder sig altså bedst," som en lidt anonym kultur- og medieordfører, Carina Christensen, formulerede den konservative mediepolitik i 2004.

Resultatet blev imidlertid et helt andet: Brian Mikkelsen måtte blot se til mens DR blev svagere og svagere, mens TV2 næsten gik fallit, og mens ambitionen om et kommercielt alternativ på radioen kostede den ene kommercielle medievirksomhed efter den anden dyrt. Brian Mikkelsen efterlader sig ikke et mere pluralistisk mediebillede. Hans efterlader sig frit marked i frit fald.

INDEN CARINA CHRISTENSEN tager over, hvor Brian Mikkelsen slap, kunne man ønske sig, at hun ville gøre sig den ulejlighed at stoppe op, tænke sig om og evaluere de sidste syv års mediepolitik, som hun selv har været med til at formulere.

Der er ikke noget principielt galt med liberalisering af mediemarkedet eller med ønsket om et begavet alternativ til P3. Tværtom. Det har blot vist sig i praksis, at denne markedsgørelse har haft katastrofale konsekvenser for pluralismen og kvaliteten af de danske medier. Det er måske på tide at overveje, om der er andre veje, der fører til øget pluralisme.

Det er nu ikke på grund af medierne, at finkulturen betyder mindre i kulturministeriet, end da Mikkelsen kom til. Kort efter sin udnævnelse som kulturminister satte Brian Mikkelsen sig for at gennemføre en mindre men fornuftig omlægning af bibliotekspengene. Ambitionen var at målrette pengene til de forfattere, som faktisk ville kunne leve af at være forfattere. Forslaget fik forfatterne til i en storstilet protestaktion at besætte Kulturministeriets fortrappe - med en sådan vrede, at man skulle tro, at der var blevet begået alvorlige menneskerettighedskrænkelser bag ministeriet dør. I forgårs var det så det et år gamle rygeforbud, der var anledning til fire ældre musikere 'protestryging' på samme trappe. Førhen var kulturlivet frygtet som en væsentlig opposition, man som minister måtte tage alvorligt. Men kunstnerne har miskrediteret deres egen autoritet som opposition, og da Brian Mikkelsen senere gennemførte en liberalisering af det danske bogmarked, var der kun få, der overhovedet bemærkede, at begge de danske forfatterforeninger højlydt protesterede.

DET ER VÆRD at bemærke, at kulturlivet ikke blot er sluppet af med Brian Mikkelsen, men også af med en uvant central position i regeringen. Med Brian Mikkelsens exit mister Kulturministeriet sin position i regeringens midte. For kulturen betyder ganske enkelt mindre. Det er ikke normalt, at danske kulturministre bliver fundet i partiernes første geled, som det var tilfældet med Brian Mikkelsen, der sad i den konservative ledelse og sidenhen i regeringens magtfulde koordineringsudvalg.

Med Carina Christensen som minister vender tingene tilbage til deres lidt mere normale tilstand. Ny i koordineringsudvalget er til gengæld klimaminister Connie Hedegaard. Måske har man i regeringen efter syv års kulturkamp konkluderet, at kultur ikke er helt så vigtigt, som man troede i 2001. Finkulturen forbliver sammen med underholdningsindustrien og dopingen og medierne i kulturministeriet, mens kulturkampen - undervejs omdøbt til værdikampen - er rykket videre. Til justitsministeriet og klimaministeriet eksempelvis. /nt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her