Leder

Luk Bendt Bendtsen

5. september 2008

"STØRSTE BRØLER i dansk politik" og "politisk dilettant". Det var ellers noget af et angreb, SF-formand Villy Søvndal satte ind i Politiken i går mod økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen.

Baggrunden for angrebet? At Bendt Bendtsen i 2003, som forhandlingsleder, videreførte en gammel dansk politisk tradition for at sælge Nordsøens olie alt for billigt til private selskaber. Shell, Mærsk og Chevron fik tildelt rettighederne til olien frem til 2042, uden at Bendt Bendtsen samtidig sikrede sig, at den skatteprocent, olieselskaberne skal betale for olien, går op med prisen på olie. Prisen på olie er som bekendt gået meget op siden 2003. Sidste år tjente de tre olieselskaber derfor 27 milliarder på aftalen med Bendtsen, mens den danske stat tabte et sted mellem 7,5 og 12 milliarder på ikke at lade skatten følge olieprisstigningerne.

Formanden for Det Konservative Folkeparti er ikke den eneste danske politiker, der har afhændet danske oliereserver på en uansvarlig måde. Den danske stats tab er dog i Bendtsens tilfælde så enestående og unødvendigt stort, at det er interessant at dvæle lidt mere ved Søvndals pointe om Bendtsens (manglende) kompetencer som minister.

TO RESSORTOMRÅDER har Bendt Bendtsen under sig. Den økonomiske politik og erhvervspolitikken. Økonomidelen er let klaret. De store linjer, altså rentepolitikken, tager Den Europæiske Centralbank og i anden omgang nationalbankdirektør Niels Bernstein sig af. Resten, altså den daglige drift, tager Økonomiministeriets dygtige embedsmænd sig af.

Så er der den erhvervspolitiske del. Anerkendte internationale undersøgelse viser igen og igen, at erhvervsklimaet i Danmark er blandt de bedste i verden. Udenlandske virksomheder vil hellere end gerne investere og drive forretning i Danmark.

Umiddelbart må det vel give Bendt et 12-tal på den nye skala for den fremragende præstation. Men kun umiddelbart. For ser man nærmere på, hvad det er, undersøgelserne fremhæver ved det danske erhvervsklima, så er topplaceringerne lige så lidt Bendtsens fortjeneste, som det er den nuværende velfærdsministers fortjeneste, når undersøgelser placerer danskerne blandt de lykkeligste befolkninger i verden.

Erhvervsklimaet er godt i Danmark, først og fremmest fordi det danske arbejdsmarked er så fleksibelt, som det er. Det er simpelthen nemmere at ansætte og afskedige medarbejdere i Danmark end i andre lande. Æren for det må gå til tidligere statsminister Poul Nyrup, der i 1990'erne begyndte de store reformer af arbejdsmarkedet. Og den nuværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, der fulgte op på reformerne. Undersøgelserne peger også på, at Danmark har en stor og velfungerende offentlig sektor. Det er nemt at få sine børn i skole osv. For virksomhederne i Danmark er det også en fordel, at danskerne er så veluddannede, som de er, og sådan bliver det ved: Parameter efter parameter, der ikke har noget med erhvervsministerens ressortområde at gøre.

TILBAGE ER så de få områder, Bendt Bendtsen kan påvirke, som for eksempel konkurrencelovgivningen. Det er stadigvæk ikke muligt for Konkurrencestyrelsen at efterforske monopoldannelse og lignende på linje med kollegerne i resten af Europa. Resultatet, nemlig de uhørt høje prisstigninger.

I Danmark starter hvert år rigtigt mange nye virksomheder. Det er altafgørende for en økonomi, men endnu mere afgørende, at de nye virksomheder ikke forsvinder igen, og det gør de fleste i Danmark. De seks regionale vækstfora har svært ved at blive enige, fordi de partout skal blive enige på tværs af regioner, kommuner, uddannelsesinstitutioner og virksomheder. Problemet - eller udfordringen som det hedder på managementsk - er todelt. Bendt Bendtsen kan ikke gøre noget som helst i forhold til langt de fleste af erhvervslivets største udfordringer: Uddannelse af fremtidens arbejdsstyrke, den manglende arbejdskraft, den stagnerede danske produktivitet og den hullede infrastruktur. Ansvaret for de områder ligger i dag i andre ministerier, og Bendt Bendtsen har aldrig slået hårdt nok i bordet for at få indflydelse på dem. På de områder, hvor ministeren har mulighed for at gøre noget, bliver meget lidt gjort.

'Vækst med vilje' hed et af regeringens første politiske programmer. Nu er den danske vækst næsten nul, så måske skulle programmet have heddet 'Uvilje mod vækst'. Eller måske skulle man bare lukke Bendt Bendtsen som erhvervsminister. Ikke lukke Erhvervsministeriet. Slet ikke. For lige nu, på vej ned fra højkonjunkturen, er der - som aldrig før - brug for en erhvervspolitik, der udstikker rammerne for erhvervslivet og sammentænker dem med resten af den førte politik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I går bad i Birthe Rønn Hornbech om at tage sit gode tøj og gå, og i dag er det så Bendt Betjents tur.

Men ville det i virkeligheden ikke være mere overkommeligt, hvis man i stedet, nævnede de ministre, som man med rimelighed kan opfordre til at blive siddende på taburetten?

Christian de Coninck Lucas

Arbejder Bndt Bendtsen for det danske folk eller for mulitnationale selskaber? "Salget" af vores olie til 2003 pris er utilgiveligt, især set i kyset af selvsamme selskabers fråds og over-pricing på irakisk olie.

Farvel, hr. Bendtsen.

Og hvad med Komiske Anders ? Oliefadæsen er vel trods alt hans ansvar. Hans tamme konservative ekko har vel bare gjort, hvad han havde fået besked på !

Så kammerat Rasmussen har sikkert ligeså stor tillid til vicestatsministeren som han har til Fru Hornbeck.

Jamen skal de da så gå alle tre ? Jeg vil lige bare sige, at det altså er for meget, når nu befolkningen for ikke ret længe siden valgte Komiske Anders for tredie gang.

Og hvad med Komiske Anders ? Oliefadæsen er vel trods alt hans ansvar. Hans tamme konservative ekko har vel bare gjort, hvad han havde fået besked på !

Så kammerat Rasmussen har sikkert ligeså stor tillid til vicestatsministeren som han har til Fru Hornbeck.

Jamen skal de da så gå alle tre ? Jeg vil lige bare sige, at det altså er for meget, når nu befolkningen for ikke ret længe siden valgte Komiske Anders for tredie gang.