Leder

Magien er væk

22. september 2008

DET VIL KRÆVE mere end den samlede magiske sagkundskab, der findes på Hogwards skole for magi i Harry Potter-bøgerne, hvis Gordon Brown og New Labour skal vinde næste parlamentsvalg. Da det britiske partis konference begyndte i lørdags, var partiet over 25 procent bagud i forhold til de konservative. Det borgerlige oppositionsparti står til 52 procent. Den største tilslutning siden Margaret Thatcher højdepunkt i 1988.

At vi blander Harry Potter ind i sagen skyldes, at J.K. Rowling, succesforfatterinden til børnebogsserien og personlig veninde af Gordon Brown, har doneret Labour den nette sum af en million pund - rundt regnet 10 millioner danske kroner. Det er et anseeligt beløb, også i britisk politik. Og pengene falder på et tørt sted. Labour har en gæld på over 18 millioner pund. Som situationen er nu, har partiet ikke råd til at føre valgkamp.

MEN PENGE ER IKKE ALT. Gordon Brown har ikke medfødte evner som Harry Potter. Han er ikke kvik som Ron Weasley. Og det er - hvis vi skal blive i Potter-universet - svært at se, at nogen af Browns kvindelige eller mandlige ministre har blot en brøkdel af den intelligens, som Hermione Granger har i bøgerne.

Det sidste er ikke uvæsentligt. For det betyder, at Brown næppe vil blive udfordret af sit parti. En leder bliver kun afsat, hvis der er et troværdigt alternativ. Det er der ikke for nærværende. Indenrigsminister Jacqui Smith er falmet, udenrigsminister David Miliband opfattes som en letvægter, det samme gør justitsminister Jack Straw, og sundhedsminister Alan Johnson vil ikke. Men faktum er, at Brown er den mest upopulære premierminister siden Neville Chamberlain i slutningen af 1930erne.

GORDON BROWN hævder i denne tid, at han - med over 10 år som finansminister på cv'et- er den eneste, der har erfaringen og indsigten til at styre Storbritannien gennem det økonomiske stormvejr, som verden nu er ude i. Det er korrekt, at Brown i sin periode som finansminister bidrog positivt til at klæde sit land på til globaliseringens udfordringer. Men det er ikke længere nok at hvile på de berømte laurbær. Mange af de løsninger, som Brown nu kommer med er baseret på erfaringerne fra 1990'erne. De vil næppe virke i dag.

Brown er en politiker, som har overskredet sidste salgsdato. Det er derfor symbolsk, at han får penge fra J.K. Rowling. For New Labour er - ligesom Harry Potter - et fænomen, der tilhørte gårsdagen. Bøgerne sælger ikke længere så godt, og efter 10 års begejstring er det ved at gå op for de fleste, at R.K. Rowling mangler både dybde og kvalitet.

Nogle mener endog, at bøgerne er et plagiat. Det er en parallel til New Labour. Ligesom J.K Rowling har New Labour ikke formået at forny sig. Men problemet er, at der hverken i litteraturen eller i politikken findes nogen oplagt arvtager, der kan følge efter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu