"Det kan jeg ikke genkende."
Orlogskaptajn Niels Markussen fra Forsvarskommandoens Kommunikationssekretariat
INDEN FOR BRYDNING kender man begrebet en 'Halv Nelson', hvor man med venstre underarm skal presse sin modstanders hoved ned i gulvet for senere med højre arm at få ham vendt om på ryggen. Og inden for militærhistorien kender man fortællingen om den navnkundige admiral Lord Nelson, der under slaget på Reden i 1801 satte kikkerten for det blinde øje, da han med signalflag blev beordret til at indstille skydningen mod de danske skibe.
Når Forsvarskommandoen ved orlogskaptajn Niels Markussen skal tage stilling til kritikpunkter som f.eks. dem, oberst Lars R. Møller fremfører i sin nye bog Det danske Pearl Harbor, vælger man en tilgang, der mest af alt ligner en kombination af brydergrebet og det blinde øje.
Det ses, når Møller skriver om en tiltagende rivalisering mellem forsvarets tre grene, som udpiner forsvarets kampkraft, ikke mindst i de internationale missioner. Standardsvaret fra Forsvarskommandoen lyder: Det kan vi ikke genkende.
Når Møller beretter om et omsiggribende bureaukrati, der siden forsvarets omstrukturering i 2005 har ført til, at det åbenbart skal tage måneder eller halve år, før man kan få en ny mus eller en memory stick til en computer, fordi ordren først skal gå gennem nyetablerede centrale tjenester, så svarer Forsvarskommandoen uden om med en henvisning til, at man altid i en stor organisation kan finde ting, der ikke er optimale.
Når Møller kritiserer, at det tre år gamle forsvarsforlig har fritaget regimentschefer for det overordnede ansvar for deres egne tjenestesteder, så de ikke længere har bemyndigelse til at udstyre deres soldater med tørre uniformer efter en regnvåd øvelse, så svarer Forsvarskommandoen med giv tid-giv tid: Mange i forsvaret skal lige lære strukturen at kende.
Når Møller frygter, at det danske forsvar - på grund af voksende personelafgang, på grund af overbureaukratisering, på grund af ansvarsløshed, på grund af værnsrivalisering og på grund af et manglende fælles koncept for hær, søværn og flyvevåben - kan ende med at sende inkompetente enheder af sted på internationale missioner til fare for soldaternes sikkerhed, så svarer Forsvarskommandoen med en generel og derfor intetsigende henvisning til, at forsvaret skam rummer mange dedikerede folk, der arbejder hårdt for at få systemet til at fungere.
NU KUNNE DET jo være, at Møller bare har skrevet sin bog i surhed over, at den nys afgåede forsvarschef Jesper Helsø i sommer valgte at forflytte ham fra posten som chef for Hærens Kampskole i Oksbøl til en mindre betydende post i Hærens Operative Kommando efter endnu en omgang, hvor Møller havde fremført kritik. Det er derfor værd at notere, at kerneindholdet i oberstens kritik over for Information bakkes op af andre officerer med frisk erfaring fra aktiv tjeneste.
Det gælder f.eks. chefen for Livgarden, der er med til at trække læsset i Afghanistan, det gælder chefen for 1. Brigade, der står for uddannelse af de soldater, der skal sendes til Helmand-provinsen, og det gælder tillige en tidligere chef for den danske styrke i Helmand. Uanset om de tre officerer måske ikke er enige i alle Møllers kritikpunkter, og uanset at de måske ville vælge at formulere sig på en mindre ramsaltet facon, så er de grundlæggende enige i, at det danske forsvar er i krise. Og at krisen udvikler sig hurtigere end forsøgene på løsninger.
Præcis af den grund virker Forsvarskommandoens hidtidige reaktion på Møllers bog mildest talt ikke optimal. Man må håbe, at reaktionen ikke afspejler nogen dybere reflektion i forsvarsledelsen, men kun nogle første hastige overvejelser.
Hvis Møller har ret - og det kan i sagens natur være vanskeligt for udenforstående at bedømme, og derfor er opbakningen fra andre officerer afgørende - så er det i allerhøjeste grad skuffende, at den nytiltrådte forsvarschef, Tim Sloth Jørgensen, tyer til det gamle brydergreb kombineret med det blinde øje. Som chef for en offentlig virksomhed med tusindvis af ansatte og et årligt skattebetalt budget på mange milliarder kroner er den reaktion ikke tilstrækkelig. For sammenligningens skyld kan man forestille sig, at en håndfuld erfarne piloter i SAS kritiserede en konsekvent manglende vedligeholdelse af selskabets flymotorer, hvorefter SAS-ledelsen trygt forskanset bag skrivebordet nøjedes med et: Det-kan-vi-ikke-genkende. Hvor mange passagerer ville så vælge SAS, næste gang de skulle tilbringe nogle timer oppe i ti kilometers højde?
Hvis Møller har ret, vil hverken en mindesten over faldne soldater, en national flagdag eller den øgede respekt for krigsveteraner, som forsvarschefen for nylig her i avisen har slået til lyd for, kunne sikre Danmarks aktivistiske udenrigspolitik med 2.000 soldater i internationale missioner.
