Leder

En radikal selvmordsbombemand

Debat
19. september 2008

ET FREDENS PARTI var førhen Det Radikale Venstre. Partiet vendte på skift højre og venstre kind til, når udenlandsk fjende slog løs. Sådan er det ikke mere. Nu har de radikale forsvoret sig til krudt, kanoner og NATO-fremstød i Khyber-passet.

Den udadrettede krigeriskhed synes at smitte af på de indre linjer.

I Berlingske Tidendes kronik i går retter det 31-årige radikale folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll et uhørt skarpt angreb på partiets leder, gruppeformand Margrethe Vestager.

Ammitzbøll skriver, at det var de radikales "stålsathed" i modstanden mod VKO-udlændingepolitikkens 24-årsregel og tilknytningskrav, "der gav Det Radikale Venstre en historisk valgsejr ved folketingsvalget i 2005".

OPSIGTSVÆKKENDE forsætter Ammitzbøll:

"Og det var forræderiet mod denne principfasthed, som var en af hovedårsagerne til den voldsomme tilbagegang ved efterårets folketingsvalg.

Hans anklage dirrer videre:

"I dag er Det Radikale Venstre atter stålsat i sin modstand mod regeringens politik på familiesammenføringsområdet. Men man må være opmærksom på, at kritikken af SF for at give efter over for Socialdemokraterne på netop dette punkt klinger hult, når man tænker på, at Det Radikale Venstre for mindre end et år siden havde nøjagtig samme position i dette spørgsmål, som SF har i dag."

Hvorpå Ammitzbøll insinuerer:

"Men måske var tanken om ministerbiler for lokkende i de dage i november, da principperne for nogen tid blev gemt af vejen."

Oveni påpeger Ammitzbøll, at VKO og S-SF efterhånden er ét fedt i udlændingepolitikken, og at de radikale derfor lige så godt kan gøre haneben til VK. Men også her har Vestager svigtet sit parti, skriver Ammitzbøll:

"Partiledelsen turde i valgkampen ikke en gang følge folketingsgruppens og hovedbestyrelsens beslutning om at se mulighederne i et samarbejde med VK, hvis der ikke blev flertal for en SR-regering."

UENIGHED HOS de radikale er ikke noget nyt. Gennem hele sin historie har partiet haft delelinjer mellem socialt-radikale, der hældede mod Socialdemokraterne, og liberalt-radikale, der lænede mod Venstre og siden også de konservative.

Men de radikale har haft en særlig indre debatkultur, hvor de har kastet vældig energi i at tale sig til rette med hinanden og holde fælles maske udadtil. Historikeren Bo Lidegaard har fremhævet, at det vægelsind, som de radikale traditionelt er blevet anklaget for, har skyldtes de lange samtaleforløb, som partiet har haft brug for internt. Eksempelvis var de to radikale ledere fra 1930'erne til 1960'erne, Jørgen Jørgensen og Bertel Dahlgaard, ikke enige om ret meget andet end at snakke sig enslydende. Det tog tid og førte til orakel-formuleringer.

I den radikale kultur er også indgået, at de, der i diskussionen trak det korte strå, ikke skred i vrede, men blev og diskuterede videre - resten af livet.

Derfor har udbrud fra den radikale folketingsgruppe praktisk talt aldrig forekommet.

FØR, ALTSÅ, at Khader & Samuelsen gik og stiftede deres eget parti sidste år. Et radikalt traditionsbrud - som de fik svært ved at håndtere.

Og nu Ammitzbøll! Hans fordømmende ord ytret udadtil og på køligt forberedt skrift er også et radikalt traditionsbrud. De vil næppe blive ham tilgivet. Hverken af den partileder, som han politisk truer på livet, eller af den folketingsgruppe, som han bringer i uføre.

Hvad kan Ammitzbøll selv have forestillet sig, at der kunne komme ud af hans bombeaktion? At den går løs umiddelbart inden weekendens radikale landsmøde, hvor Ammitzbøll ikke selv deltager, fordi han rejser fire uger til FN-forsamling i New York, gør aktionen endnu mere selvmordspræget.

Som hans gruppefælle Johs. Poulsen fastslår:

"Det er helt utilstedeligt at aflevere en sådan svada i en stor landsdækkende avis og så rejse til New York i stedet for at være til stede og diskutere det. Det er umodent. Han havde sidste sommer travlt med at sige, at vi andre i gruppen var for gamle, men det her er et godt eksempel på, at der ikke skal flere unge ind."

BAG BATALJEN ligger de radikales abstinenser som følge af partiets indflydelsesnarkomani. Den radikale livsstil er at dulme indre spænding ved at indgå forlig med andre. Forlig om hvad som helst med hvem som helst. Bare man får indflydelse. Og den har de radikale ikke haft siden 2001.

Og hvordan får de den igen: Ved at skrue ned for standpunkter? Skrue op? Gå til højre? Gå til venstre? Eks-leder Jelveds enegang ligeud gik ikke, synes partiet næsten forenet om at mene. Men hvorhen da? Til hvad og med hvem?

Der er meget både at tale og hviske om på landsmødet. Udover den fraværende Ammitzbøll. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

David Rehling:

"Oveni påpeger Ammitzbøll, at VKO og S-SF efterhånden er ét fedt i udlændingepolitikken,..."

Jamen det har Ammitzbøll da også fuldstændig ret i, David Rehling.

Bortset fra det, har Rehling naturligvis ret i at angrebet på Margrethe Vestager både er dumt og selvmorderisk...

Niels-Holger Nielsen

Hvad er Ammitzbøll dr. i?

Niels-Holger Nielsen

Sprogets inflation: Ammitzbøll=selvmordsbombemand

Ja, ingen tvivl om at Ammitzbøl må betale en dyr pris for dette opgør, men samtidig bør han også roses for at kradse i den stivnede facade af fornuft og fordragelighed, som også før Vestagers lederskab var symptomatisk for partiets placeringsvanskeligheder efter valget i 2001.

Jeg tillader mig desuden at linke til et Søren Villemoes' blogindlæg om Ammitzbøl og den lidenskabsløse mumie på

www.konflikten.dk