Leder

Samarbejdsivrige Folkeparti

Debat
4. september 2008

Om et par dage indleder Socialdemokraterne sin kongres i Ålborg. Trods sidste års historisk dårlige valgresultat, finder kongressen sted i en forholdsvis positiv atmosfære, fordi regeringen i øjeblikket er ramt af en række belastende sager. Og fordi dyb uenighed med Dansk Folkeparti har trængt VK i defensiven. Men kongressen finder også sted, mens der for første gang i mange år tegner sig et reelt politisk alternativ til Fogh Rasmussens regering - nemlig en ny og stærk alliance mellem Socialdemokraterne og SF, som blev besejlet, da de to partier præsenterede et fælles udlændinge- og integrationsudspil på Socialdemokraternes sommergruppemøde. Den genforenede opposition har umiddelbart givet bonus i meningsmålingerne, hvor der for nylig for første gang længe tegnede sig et flertal til venstre for VKO.

Ikke desto mindre er der fortsat stor skepsis internt hos Socialdemokraterne over det nære samarbejde. Et rødt kabinet kan skræmme endnu flere højresocialdemokrater i armene på Venstre og Dansk Folkeparti og en ny mere venstreorienteret profil står i kontrast til, hvad partiet har stået for de seneste par år. Helle Thorning-Schmidt har, siden hun blev formand, stået for en midtersøgende kurs, som har bragt partiet tættere på VK og med i store forlig med regeringen. Tankegangen har været at søge derhen, hvor vælgerne er, og så forsøge at fremstå mere dynamisk og mere sympatisk i skønhedskonkurrencen med Venstre og Konservative, uden at den politiske forskel er iøjnefaldende. Med den tættere alliance med SF og den populære Villy Søvndal tegner der sig en mere klar oppositionsrolle for Socialdemokraterne, som bliver mere og mere frigjort fra de radikales indflydelse.

SF har flyttet sig i udlændingepolitikken, hvor partiet har accepteret 24 års-regel og tilknytningskrav, stemmer for finansloven i år, er med i et forlig om Femern-forbindelsen, har ændret sin tone betydeligt i rets- og udlændingepolitikken og siger ja til dansk deltagelse i krigen i Afghanistan. SF har rykket sig så langt på en række vigtige politikområder, at det efterhånden er svært at få øje på forskellene på de to partier. Spørgsmålet er om vælgerne er klar til en mere rød politisk kurs? Onsdag fremlagde SF en spareplan, som barberer de offentlige udgifter med 13,6 milliarder kroner frem til 2015. Pengene skal bruges på bedre velfærd. SF'erne forventer næppe, at planen bliver gennemført med den nuværende regering, end ikke at blive indbudt til forhandlinger om den. Dertil indeholder kataloget for meget Robin Hood-økonomi og træder på for mange borgerlige ligtorne. Nej, kataloget er møntet på dem, der mener, at SF er et økonomisk uansvarligt parti - især de radikale, som gang på gang har afvist SF som regeringsdueligt med henvisning til partiets økonomiske uansvarlighed. Da Poul Nyrup Rasmussen i en kort årrække sad i spidsen for en flertalsregering bestående af S, R CD og Kristendemokraterne, gennemførte man en række reformer af blandt andet arbejdsmarkedet, som SF var imod. og det har de radikale ikke glemt. Og selv om et stort flertal blandt de radikale vælgere mener, at et regeringssamarbejde med SF vil være en god ide, så afviser partiet det pure med henvisning til den manglende økonomiske ansvarlighed. Det ændrer spareplanen næppe på, og set fra SF's side er det også nok blot at gøre det sværere at henvise til den ødsle økonomiske politik.

Ser man på indholdet af kataloget, så er der forslag om at fjerne børnecheck og folkepension fra de mest velhavende og mindre besparelser på folkekirken og Nationalbanken, men det mest overraskende er, at de besparelser, som forsvaret ifølge SF skal underlægges, ikke er i nærheden af, hvad partiet tidligere har foreslået. Ifølge spareplanen skal forsvaret undergå en 1,5 procents årlig besparelse, hvilket vil kunne hentes gennem effektiviseringer og billigere indkøb, forudser partiet. Hjemmeværnet skal bibeholdes og væk er tidligere tiders forslag om en halvering af forsvarsbudgettet. Som Ole Sohn siger til Jyllands-Posten. "Vi har støttet en række af de FN-missioner, som danske soldater har deltaget i, og så kan vi jo ikke bare bagefter sige, at vi ikke vil være med til at tage ansvar for den økonomi, der skal til for at drive et forsvar." Det er nye toner og markerer en helt ny realisme hos SF.

For det er SF og ikke Socialdemokraterne, der er på march til gavn for den nye alliance. De fælles udspil kommer kun i den takt med, at SF er parat til at rykke sig. For Socialdemokraterne er den historiske erfaring, at hver gang man har givet slip på de radikale, så er man kommet længere væk fra regeringsmagten. Det nye er, at en stærk alliance mellem S og SF alene formentlig vil kunne trække mange stemmer, fordi der for første gang tegner sig et mere solidt alternativ. Og de radikale kan kun være tredje hjul til den vogn, hvis Socialdemokraterne tør sætte den i fart. Det får vi et fingerpeg om, når socialdemokraterne mødes i Ålborg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"SF har rykket sig så langt på en række vigtige politikområder, at det efterhånden er svært at få øje på forskellene på de to partier."

Det er sikkert fordi der i virkeligheden ikke længere eksisterer nogen reel forskel på S, DF og SF...

Danmark er godtnok en gammel sømagt, men alligevel tror jeg nu man 'besegler' forbindelser istedet for at 'besejle' dem.