DER VAR ENGANG - for ikke så længe siden - hvor studenterpolitikerne lignede en yngre udgave af rektorer, dekaner og studieledere, når de diskuterede budgetter og STÅ-tal i universitetets styrende organer. Det var dengang, hvor en demokratisk valgt ledelse styrede landets universiteter. I dag er ledelsen ansat, og de få reminiscenser fra de glade dage med medarbejderdemokrati giver ikke meget lyd fra sig. Til gengæld er en ny generation af aktive studerende begyndt at røre på sig. Ikke ved i stor stil at melde sig ind i de studenterpolitiske organisationer eller ved højere valgdeltagelse på universiteterne. I stedet har de taget helt konkrete initiativer til at hjælpe studerende i Den Tredje Verden, gøre uddannelserne bæredygtige eller lave happenings, der gør opmærksomme på de årelange nedskæringer på uddannelse. Studenteraktivismen er tilbage efter i mange år at have ført en stille tilværelse, konstaterede studenterpolitikere og forskere derfor i gårsdagens Studiestarts-tillæg.
Som Jens Christian Nielsen fra Center for Ungdomsforskning siger, har universitetsloven fra 2003 mindsket de studerendes indflydelse betydeligt, derfor er det blevet nødvendigt at finde nye platforme for det politiske arbejde. Og det har de så gjort. Grøn Agenda, Reboot68 og Tre-procent-netværket er eksempler på tiltag, der ikke udspringer af studenterrådene, som på de fleste uddannelser har haft monopol på studenterpolitik i årtier.
DET ER BEFRIENDE at møde nye aktive studerende, der ikke lyder som politikere, som tør at brænde for noget, lave syrede happenings og være vidt forskellige. At der i den nye studenteraktivisme også er vilje og mod til at bryde med Studenterrådets monopol på politik på universiteterne, er også glædeligt. For hvordan kan nogen organisation have eneret på at repræsentere de studerende, som Simon Kollerup fra den socialdemokratiske studenterbevægelse Frit Forum spørger. Det er udemokratisk og gør, at mange studerende har svært ved at tage studenterpolitik seriøst.
Studenterrådene på landets to største universiteter, Københavns og Aarhus Universitet, opfatter sig mere som de studerendes fagforening, men hvorfor så stille op til valg, som var de et parti, og som om der var et reelt alternativ? Det er der ofte ikke, fordi et sindrigt system af lister gør, at den studerende, der får flest stemmer, ikke nødvendigvis er den studerende, der bliver valgt ind. Når ledelsen på Københavns Universitet vælger kun at give penge til den absolut største studenterorganisation, er det svært at lade være med at tænke på diverse ubehagelige et-parti-systemer.
Tanken bag et-parti-systemet blandt universiteternes studenterpolitikere er, at de studerende står stærkere med en stemme. Men måske det er tid til at lade sig inspirere af de nye engagerede græsrødder i de store veletablerede studenterorganisationer. Det kunne jo være, at det ville lokke flere studerende til stemmeurnerne på deres uddannelsesinstitutioner, hvis der rent faktisk var noget at vælge imellem.
