Det kapitalistiske system befinder sig i dag i en situation uden fortilfælde i moderne historie. Man skal helt tilbage til krakket i Wall Street i 1929 og den efterfølgende dybe økonomiske recession i USA for at finde paralleller og fatte situationens alvor. Dengang begik den amerikanske centralbank en fatal brøler ved at føre en stram monetær politik, hvilket kastede landet og store dele af verden ud i The Great Depression. Denne gang holder Federal Reserve renten på et lavt niveau, men det er selvsagt ikke løsningen på en systemkrise. Den ekstraordinære lave rente på amerikanske statsobligationer (næsten lig nul) hindrer ikke panikslagne investorer i at søge tilflugt i disse sikre papirer. Alle andre værdipapirer, der lige nu flyder rundt i systemet, er ifølge investorerne værdiløse eller også er deres valør simpelthen umulig at bestemme. Hvad burde man kalde denne tingenes tilstand? Et totalt sammenbrud i investorernes tillid til det internationale finanssystem.
I sidste uge var dette system på randen til at bryde sammen. Kun redningen af USA's største forsikringsselskab A.I.G. fra konkurs og Bush-regeringens efterfølgende løfte om at bruge de amerikanske skatteborgeres penge til at opkøbe alle de værdipapirer - hypoteklån, credit default swaps, etc. - som investeringsbanker, hypotekbanker, forsikringsselskaber og kapitalfonde er brændt inde med, genoprettede et minimum af tillid på finansmarkederne. Ugen sluttede med, at børsindekserne i Wall Street havde genvundet alt det tabte.
Men ingen gør sig nogen illusion om, at det værste er overstået. Krisen er tværtimod lige begyndt. Ikke overraskende er det blevet lidt af en sport at pege fingre ad de ansvarlige for dette kolossale rod. Demokraterne lægger ansvaret på Bush og republikanerne, der konsekvent har afvist at gå ind og tæmme løsslupne bankers og investeringsfondes hazardspil med deres kunders penge. I de sidste otte år har regulering været et fy-ord. Forbundsstaten skal lade finanssektoren i fred, fordi markederne er bedst til at regulere sig selv og til at forsyne industrien med lånekapital. Nu ser man de katastrofale følger af denne filosofi, siger demokraterne.
Det er selvfølgelig rigtigt nok. Problemet er imidlertid, at det var præsident Bill Clinton og hans finansministre, Robert Rubin og Larry Summers (nu rådgivere for Barack Obama), der i ledtog med tidligere centralbankformand Alan Greenspan tilskyndede fremfor at begrænse udskejelserne i den amerikanske finanssektor. De fik endda fjernet en barriere opbygget i 1930'erne mellem pengeinstitutter og investeringsbanker. I 1999 blev demokrater og republikanere i Kongressen enige om at ophæve the Glass-Steagall Act. Efterfølgende kunne amerikanske banker og forsikringsselskaber deltage i det store gilde; de havde nu lov til at bruge deres kapitalreserver (kundernes opsparingskonti) som garanti ved investering i tvivlsomme papirer og Ponzi-netværk. Derfor skal man ikke forvente, at Bush-regeringens redningsplan kun vil rense ud i investeringsbanker og kapitalfonde. Almindelige banker og forsikringsselskaber sidder også inde med 'giftige' værdipapirer.
Roden til dette råddenskab begrænser sig ikke til de politisk ansvarlige. Hele det demokratiske system i USA har desperat behov for fornyelse. De folkevalgte står i et dybt afhængighedsforhold til finanssektoren. Sværme af lobbyister i Washington har fået adgang til at skrive med på de love, som styrer deres branche, mod at yde kampagnebidrag. Hvis amerikanerne skal gøre sig håb om snarligst at vende tilbage til normale økonomiske tilstande, skal lobbyisters indflydelse beskæres drastisk.
Det indgreb, som Bush-regeringen nu presser Kongressen til at godkende, indebærer en statslig finansiering på mindst 700 mia. dollar. Hertil skal lægges de 300 mia. dollar lagt ud til at redde Bear Stearns, to hypotekbanker og A.I.G. En samlet pris på 1.000 mia. dollar. Indskuddet er utvivlsomt det værd, hvis USA kan undgå en dyb og varig økonomisk recession. Men det må ikke medføre, at Obama og demokraterne siger ja og amen af frygt for, at en debat om alternative løsningsmodeller fører til børsmarkedernes kollaps i dag eller i morgen.
Hvis skatteborgerne skal redde bankfolk og ejere af kapitalfonde, må det være et minimumskrav, at forbundsstaten kommer hundredetusinder af trængte husejere til undsætning og at ledige og mindre bemidlede modtager ekstra bistand under en økonomisk krise.
Demokraterne bør ligeledes forlange, at banker, der modtager subventioner, pålægges krav om at begrænse ansattes gevinster, og accepterer fuld gennemsigtighed og et strammere opsyn. En redningsplan, der kun gavner de ansvarlige for katastrofen i finansverden, vil udløse en folkelig protest, som kan ryste grundvoldene i USA's politiske system.
Jeg vil mene, at der også er noget rablende galt med, hvad økonomer og politikere lærer under deres uddannelser. For hvordan kan man forklare disse tilbagevendende kriser med andet end udbredt faglig inkompetence?
Der er noget vedvarende krænkende over at leve i en verden styret af dette magtsyge klovneri uden, at man kan stille noget som helst op imod det.