Leder

Drab og udsatte unge

Debat
9. oktober 2008

"Jeg bad om at få ham anbragt, efter at han havde truet mig. Men jeg fik at vide, at de ikke havde ressourcer til at få ham undersøgt."

Mor til 15-årig, der er mistænkt for drab på 16-årigt avisbud, til TV 2

"Nej, man skal ikke kunne afvise den her hjælp. Det duer ikke, at der er familier, der er ligeglade. Vi skal være meget konsekvente."

Tom Behnke (K) i Urban onsdag om regeringens planer om flere sanktioner over for kriminelle unge under 15 år

IFØLGE ET DOKUMENTARPROGRAM vist på TV 2 i tirsdags har både den 15-årige dreng, der i fjor slog og sparkede en 48-årig mand ihjel i Aalborg, og drengen, der var sigtet for drabet på avisbudet i København, været tilbudt forskellige ting, bl.a. familiebehandling i hjemmet. I stedet for som moderen til den 15-årige københavnske dreng havde ønsket: en anbringelse uden for hjemmet. Københavns Kommune har siden erkendt, at det var en fejl, at forvaltningen ikke holdt kontakt til den 15-åriges belastede familie. I forhold til den 15-årige drabsmand fra Aalborg fremgår det af familiens journal, at de sociale myndigheder i 2005 betegnede drengen som meget voldelig. De anbefalede massiv støtte eller anbringelse uden for hjemmet. To år senere blev en familiefar brutalt sparket ihjel.

I en tredje af sagerne om meningsløse drab begået af unge kriminelle - mordet på den italienske turist Antonio Curra - havde de sociale myndigheder lige-ledes modtaget et tocifret antal indberetninger fra det lokale politi og klubberne i Tingbjerg, hvor de to tyrkiske drenge, der blev dømt for mordet på Curra, boede. Familien til den yngste af de to fætre havde flere gange bedt om at få sønnen anbragt uden for bydelen.

DET ER TIL FARE for borgernes sikkerhed, at de lovgivende politikere igen og igen fremstiller de socialt belastede familier som nogle, der ikke vil modtage hjælp til at få deres børn på ret køl. Strengere straffe og familiesanktioner er langtfra nok. Og alle andre end de nultolerante politikere ved, at det kræver en massiv socialpolitisk indsats, hvis man skal nå denne type udsatte unge, inden de kommer så langt ud, at de en dag sparker en tilfældigt forbipasserende på gaden ihjel.

Den socialpolitiske indsats har kommunerne i dag ikke mulighed for at yde. Det fremgik med al ønskelig tydelighed af en omfattende SFI-rapport om anbragte børn, der kom mandag. Et hovedbudskab fra SFI er, at forældrene til de anbragte børn "på alle områder er samfundsmæssigt marginaliseret". Men, hedder det videre, "ud fra resultaterne er der ikke meget, der tyder på, at forvaltningerne i dag socialpolitisk råder over de programmer og foranstaltninger, der skal til for i stor skala at ændre situationen for de anbragte børn og deres familier". Politiet fik en blankocheck til at bekæmpe bandekriminalitet. Det er på tide at give kommunerne noget tilsvarende for at hjælpe socialt udsatte familier, og så droppe den politisk bekvemme påstand om, at det er forældrenes skyld og ansvar alt sammen. meth.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her