Leder

Enigheden der blev væk

4. oktober 2008

TOGETHER WE STAND - DIVIDED WE FALL, lyder en sekvens i Pink Floyds værk 'The Wall' fra 1979. De store landes regeringschefer og deres nationalbankdirektører har sikkert andet at snakke om end rockmusik på deres topmøde her i weekenden. Også selvom både Gordon Brown og Nicolas Sarkozy har sagt, at de har Pink Floyd på deres respektive iPod. Men hvis de i pausen fra deres møder i Paris i dag lytter lidt til deres - påståede - favoritmusik kunne de måske reflektere lidt over, hvor forudseende Roger Waters var, da han i slutningen af 1970'erne komponerede sit opus.

TIDLIGERE PÅ UGEN var der ingen grænser for, hvor meget de store toneangivende lande i EU - og det er i denne forbindelse Tyskland, Frankrig og Storbritannien - ville gøre for "i fællesskab" at løse den igangværende finansielle krise.

"Den internationale finanskrise er global. Den kræver en international løsning. Det er jeg den rette til. Dette er ikke nogen opgave for en novice," sagde den britiske premierminister Gordon Brown i forrige uge på Labours landsmøde. Hans tyske kollega, Angela Merkel, udskrev den samme medicin: "Fælles foranstaltninger for at sikre fremtidens finansmarked," blev hun citeret for at sige.

Nicolas Sarkozy var endnu mere direkte. Den hyperaktive franskmand gjorde sig til talsmand for en konkret pakke, der ligesom det lovforslag, der behandles i den amerikanske kongres, skulle sikre Europas bankvæsen. Men i går sagde han, at han var blevet "fejlciteret". Han havde fået kolde fødder. Det er nu, fællesskabet skal stå sin prøve. Det er formålet med EU at stå sammen i krisesituationer.

DA EUROPA LÅ i ruiner efter Anden Verdenskrig, blev stats- og regeringscheferne enige om, at de for fremtiden ville samarbejde for at undgå både økonomiske og militære kriser. 1930'ernes økonomiske krise og den militære tragedie viste dem, at samarbejde og enighed er at foretrække frem for krig og ufred. En af deres erkendelser var, at den økonomiske nationalisme, som havde betydet, at landene førte protektionistisk politik og opstillede toldmure i 30'erne, ikke var nogen farbar løsning. Det var ikke nogen ny indsigt - i hvert fald ikke i teorien.

KNAP 150 ÅR tidligere havde den store tyske filosof Immanuel Kant i sit berømte skrift 'Zum Ewigen Frieden' argumenteret for, at "fælles samhandel mindsker muligheden for krig".

At 'De Seks', de første medlemslande af EF (det senere EU), gjorde teorien til praksis, var revolutionerende. Men det har ikke betydet, at problemerne er løst. Skabelsen af et fælles marked skulle sikre dette, og dette marked skulle derefter bindes fast i en fælles europæisk og monetær union.

DET VAR teorien. Men de seneste dages udvikling har vist, at denne teori ikke holder i praksis. Forudsætningen for en økonomisk union er solidaritet. Indtil 1930'erne var der en monetær union mellem Belgien, Frankrig og Schweiz. Det var derfor, møntenheden i alle lande hed franc, indtil belgierne og franskmændene gik over til euro'en. Men den økonomiske krise i 1930'erne betød, at landene begyndte at tænke mere på sig selv. Og de opsagde derfor samarbejdet.

Det samme skete i Skandinavien. Sverige, Danmark og Norge stod sammen i Den Skandinaviske Møntunion. Da krisen kom, gik de hver til sit. De store og floromvundne taler om det nordiske samarbejde faldt til jorden, da det mødte modgang. Som Jens Otto Krag - den senere danske statsminister - sagde engang: "Det nordiske samarbejde er tomhed hængt op på taler."

DET ER ENDNU for tidligt at sige, om den Europæiske Unions økonomiske og monetære union vil bryde sammen. Det er næppe sandsynligt i overskuelig fremtid, om end man aldrig skal føle sig sikker. Historiens spor skræmmer. Men hvad, der er klart for enhver, er, at alle de europæiske lande, ikke mindst de små lande som Irland og Grækenland, allerede er begyndt at marchere ude af takt. Den irske premierminister Brian Cowen lovede i forgårs, at hans regering ville dække 100 procent af bankkundernes eventuelle tab. Det samme lovede hans græske kollega Kóstas Karamanlís. Efter disse beslutninger er pengene fosset fra f.eks. engelske og tyske banker til de to lande. Den irske regerings beslutning blev kaldt usolidarisk af den britiske premierminister Gordon Brown. Men denne kritik er kun snak.

De floromvundne idealer om solidaritet er blevet sat på en hård prøve. Det er let at sige "Together we stand" i opgangstider. Sværere er det at undgå: "divided we fall" i krisetider. Alle må - uafhængigt af politisk ståsted - håbe, at landene bliver enige i Paris i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu