Leder

Guantànamo.dk

Debat
24. oktober 2008

"Det er dybt bekymrende, at udlændinge, der er til fare for statens sikkerhed, kan gå frit omkring i Danmark, fordi vi ikke kan sende dem retur til de lande, hvor de stammer fra."

Vicestatsminister Lene Espersen (K)

AT DANMARK IKKE uden videre kan sende en tuneser, mistænkt for mordplaner, retur til det nordafrikanske ørkenland, har vakt anskrig blandt en række politikere. De danske udlændingemyndigheder har i forgårs vurderet, at tuneseren risikerer tortur, hvorfor tvangsudsendelse er uladsiggørlig i henhold til såvel FNs torturkonvention som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Derfor er der ikke andet at gøre end at lade tuneseren forblive i Danmark på såkaldt tålt ophold. Den udgang på tuneser-sagen finder vicestatsminister Lene Espersen "dybt bekymrende", Venstres Inger Støjberg foreslår, at det gøres "helt utåleligt" at være på tålt ophold, mens Pia Kjærsgaard ønsker tuneseren fængslet straks "uden omgang med omverdenen".

LAD OS LIGE rekapitulere sagen: Midt i februar blev tuneseren og en landsmand frihedsberøvet, fordi de ifølge PET omgikkes med mordplaner mod Jyllands-Postens karrikaturtegner Kurt Westergaard. Det samme gjorde - stadig ifølge efterretningstjenesten - en dansk-marokkaner, men ham skete der intet, han er nemlig dansk statsborger. Og PET afviste af hidtil ikke-oplyste årsager at lade grundlaget for mordmistanken nærmere efterprøve ved en domstol, og derfor var løsningen at lade dansk-marokkaneren gå, mens de to tunesere blev varetægtsfængslet med henblik på administrativ udvisning. Trods udtalt ubehag bakkede integrationsministeren op bag en sådan løsning, det samme gjorde justitsministeren uden spor af ubehag, hvorefter det var overladt udlændingemyndighederne at vurdere, om udvisning kunne effektueres uden at komme i modstrid med Danmarks internationale forpligtelser. Undervejs har en enstemmig Højesteret udtalt kritik af den manglende domstolsprøvelse af de to varetægtsfængslede tuneseres farlighed.

FORELØBIGT ENESTE konkrete resultat af Espersen & Co's raske udmeldinger er en ordre til det arbejdsudvalg om administrative udvisninger, som integrationsministeren nedsatte i sommer, om også at overveje, om Danmark på en snedig måde alligevel kan udvise til lande, der er kendt for at anvende tortur. En mulighed, som de konservatives forhenværende legal eagle, Lene Espersen, selv varmt anbefaler - trods modstand fra FN - er, at Danmark stiller sig tilfreds med en såkaldt "diplomatisk forsikring" fra modtagerlandet om at lade knojernene, ståltråds-pisken, elektroderne og waterboardet hænge på væggen.

Hvis vi skal undgå Guantànamo-lignende tilstande spreder sig i dansk retspleje, er det en anden vej, vi skal gå: Lad en domstol afgøre, om tuneseren har gjort noget kriminelt. Alt andet vil ikke bare være dybt bekymrende, men direkte alarmerende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her