Leder

De Herrens stridsmænd, M/K

31. oktober 2008

"Hold de hellige i ro; ellers er fanden løs." Den visdom udtrykte statsminister Thorvald Stauning tilbage i 1930'erne.

At holde de højlydt troende fra at få en politisk platform i folkekirken har et stort folketingsflertal i generationer været enige om. Det er en grund til, at Folketinget aldrig har villet indfri grundlovens 159 år gamle løfte: "Folkekirkens forfatning ordnes ved lov." For en lov måtte gøre op med det hidtidige sammensurium, der reelt lader Folketinget og kirkeministeren råde over kirken og dens forkyndelse. En lov måtte skabe noget i retning af et kirkeråd til at give folkekirken dens mæle.

Allerede inden hun blev kirkeminister, udtalte Venstres Birthe Rønn Hornbech i DR's P1:

"Det nuværende rod er en fordel. En elite ville sætte sig på et kirkeråd, og det ville føre til en gang lummer hellighed."

KIRKEN SOM MAGTBASE får danske kristne altså ikke. Men hvad med Folketinget som magtbase? Kan man forestille sig et parti, der bygger magt på udtrykkelig appel til kristne vælgere? Ja, det kunne i hvert fald en gruppe kristenttroende, der havde sat hinanden stævne på Unge Hjems Højskole i Århus 13. april 1970. De var oprevne over, at den borgerlige VKR-regering med dens pæne justitsminister Knud Thestrup i spidsen havde frigivet pornografien og aborten. De oprevne endte med at stifte et Kristeligt Folkeparti.

Men er det overhovedet kristeligt at stifte et parti i Kristi navn? Og hvorledes finder man ud af, hvad det på den politiske dagsorden er ægte kristeligt at mene? Hvordan går man balancegangen mellem det himmelske og det jordnære? De spørgsmål har plaget den kristne partidannelse lige siden.

For nogle år siden tog den - som et led i en af sine mange indre renselser - navneforandring til Kristendemokraterne. Uden at dét bragte lindring.

INDRE STRID om graden af fromhed har afskåret Det Kristelige/Kristne Parti fra at øve indflydelse. Tilbage i 1980'erne havde partiet en opblomstring, da Chr. Christensen som miljøminister var partiets enerådende repræsentant i Poul Schlüters firkløverministerium. Chr. Christensen oversvømmede fromme delegationsbesøg fra sit parti med ministeriel kaffe og flødeskumskage og førte socialdemokratisk politik i den borgerlige regering. Christensens aktivisme ærgrede især Venstre, og Schlüter bragte den til ophør ved i 1987 at udvide den kristne repræsentation til to, nemlig med Flemming Kofod-Svendsen som boligminister. Den salvelsesfulde Kofod-Svendsen og den lavmælte Chr. Christensen var inderligt uenige om det meste og satte hinanden skakmat i regeringen.

Ny kristelig glanstid oprandt, da Poul Nyrup Rasmussen 1993 dannede fireparti-regering af S, R, CD og med den unge Kr. F'er Jann Sjursen som sympatisk energiminister. Sjursen klædte sit stofområde, og han gjorde ikke væsen ud af sin tro.

Sjursen kunne dog ikke dække sit parti mod rasende VK-anklager om at have "svigtet det borgerlige Danmark" ved at støtte Nyrup. Ved valget i 1994 røg Sjursens parti ud af Folketinget.

SIDEN ER STRID i partiet gået på netop dette: Hører et kristent parti pr. definition hjemme i den borgerlige lejr? Eller tværtom i den modsatte lejr?

I lørdags blev principiel splid sat på spidsen ved det kristendemokratiske landsmøde i Middelfart. Ledelsen, anført af landsformand Bodil Kornbek, ville stryge partiprogrammets hyppige henvisninger til Bibelen og kristendommen og nedtone abortmodstanden. Kornbek vil nøjes med at bygge på "et kristent livs- og menneskesyn". Ikke noget med patent på den rette tro.

Den slags gør hendes modstandere i partiet rasende. De mener, at partiet bygger på "dét kristne syn". Og at "loven om fri abort er principielt uacceptabel". Det havde Kornbeks modstandere formuleret som ændringsforslag til hendes forslag. Ud af landsmødets tilstedeværende 237 stemte de 165 for modstanderens forslag, mens 69 stemte imod, og tre stemte blankt.

Derpå væltede forsamlingen Kornbek som formand og indsatte modstandernes kandidat, bornholmeren Bjarne Hartung Kirkegaard.

Forløbet fik Bodil Kornbek og hendes støtter til at udmelde sig. Kornbek affyrede denne slutsalut:

"Endelig har man efter 30 år besluttet, hvad man vil. I har besluttet, at Kristendemokraterne er et parti, som har valgt et højresving, som har valgt religiøsiteten."

Hvad kristentroen nødvendigvis må føre til af politisk lejrvalg, henstår dog stadig uafklaret. Til gårsdagens Berlingske Tidende siger Kristendemokraternes lokalformand i Ringkøbing-Skjern, som støtter afsættelsen af Kornbek: "Socialdemokraterne og ikke mindst SF ligger jo på mange måder tættere på kristendommen end de liberale partier. Mennesket kommer før penge, hvor den liberale politik kun handler om penge. Det kan jeg personligt simpelthen ikke klare."

Ak, vi mennesker bliver nok nødt til at afvente Jesu genkomst for at få et endeligt ord om, hvilke partier det er kristent at støtte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu