Hysteriske kællinger

HVEM KA'? BOCIAN. I lørdagens og dagens udgave af Information rejser flere professorer kritik af de danske mediers brug af bankøkonomer og danske journalisters forudsætninger for at dække den komplicerede finanskrise. Professorerne peger på, at bankøkonomer - med Danske Banks cheføkonom Steen Bocian i spidsen - i årerne op til den nuværende internationale finanskrise har fået lov til at tale uimodsagt og skygget for en usund finanssektor og uforsigtig finanspolitik.

Som en reaktion på finansminister Lars Løkke Rasmussen (V), der har antydet, at de danske mediers massive dækning er med til forstærke finanskrisen, slår professor i økonomi på Syddansk Universitet, Christen Sørensen, i dagens avis fast, at problemet ikke er dækningen af krisen; problemet er danske journalisters forudsætning for at dække krisen.

KÆLLINGER ER SEJE. De skærer præcist igennem og ryster ikke på hånden, når tingene spidser til. Helt anderledes står det til med hysteriske kællinger. De lader sig styrer af følelser, rygter og flygtige sindsstemninger.

For de danske medier handler kritikken, dybest set om dette eksistentielle spørgsmål: Sej eller hysterisk kælling? Svigtede medierne i perioden op til finanskrisen, fordi man inspireret af bankøkonomerne blev grebet af en jubelidiotisk optimisme a la den, der greb førerbunkerens festende og skrålende beboere, mens russerne buldrede frem? Og gør medierne nu ondt værre med en dækning, der i bedste fald er mangelfuld, og som i værste fald puster til ilden?

Som medie er det naturligvis ikke helt ligetil at svare på kritikken. Finanskrisen er endnu ikke forbi. Dertil kommer, at det aldrig virker helt overbevisende, når den anklagede taler sin egen sag. På den anden side har den anklagede ret til at blive hørt, og debatten om forholdet mellem medier og marked er under alle omstændigheder en af de vigtigste overhovedet lige nu.

Bankøkonomerne fik utrolig meget plads i årerne med det store økonomiske opsving. I årene fra 2003 og frem blev friværdi og flexlån hver mands terminologi, hvorimod boligbobbel og overforbrug kun var udtryk for gamle gnavne mænd, der stadig hang fast i kartoffelkuren.

Den udvikling skal bankøkonomerne ikke høre et ondt ord for. De har bare dygtigt udnyttet den voksende platform af især elektroniske medier, og den stigende interesse for økonomisk stof. Meget af det bankøkonomerne har sagt om forbrug og boliglån, har været himmelråbende naivt, men bankøkonomernes rolle er ikke at nuancere. Den er alene at repræsentere bankens interesser.

Kæden hopper først af i de tilfælde, hvor medier ukritisk skrev artikler om økonomien, der struttede af sundhed kun baseret på bankøkonomernes udsagn. Når de samme medier samtidig lavede portrætter og ranglister over de mest citerede økonomer, blev det til en dysfunktionel selvforstærkende spiral, hvor medier opbyggede bankøkonomernes autoritet, samtidig med at de indirekte retfærdiggjorde ukritiske artikler med denne autoritet. I går kunne man i øvrigt i Berlingske Tidende læse, at Steen Bocian fyldte 37 år. Tillykke med det!

Med hensyn til mediernes nuværende dækning af krisen, så er det - med Christen Sørensens ord - absurd at forestille sig, at medierne ikke skulle dække noget så voldsomt og vigtigt i den økonomiske historie. Sørensen kan også have ret i, at flere økonomer på de danske mediers redaktioner, kunne hæve niveauet. Vigtigt er det dog at holde fast i, at det ikke alene kræver økonomisk indsigt at skrive om økonomi. På samme måde som det ikke kræver en baggrund i militæret at skrive om krig. Journalisterne Charlotte Aagaard og Jørgen Steen Nielsen har skrevet noget af det bedste journalistik - også efter internationale standarder - der overhovedet er skrevet om Irak-krigen uden en militær baggrund. Under finanskrisen har Berlingske Tidendes Louise With skrevet nogle - også efter internationale standarder -fremragende artikler om krisen. Artiklerne bærer præg af økonomisk indsigt, men det der gør dem så læseværdige er først og fremmest, at de stråler langt væk af traditionelle journalistiske dyder som kildekritik, interessebalance og sprogligt overskud.

HVER KRIG OG KRISE sin mediemæssige udvikling og erkendelse. 11.september var mobiltelefonerne og de brugerdrevne mediers gennembrud. Under finanskrisen er markedet og medier endegyldigt gledet sammen i en stor blævrende global enhed. Det er blevet tydeligt, hvordan psykologien ligner hinanden. Dag-til-dag tankegangen og den konstante nervøsitet for ikke at være først med det nyeste. Som markedet har medierne også sine hysteriske kællinger, der ikke er i stand til at hæve sig op over flygtige sindsstemninger. Heldigvis har danske medier også sine seje kællinger, der kan netop det. Og det er så i virkeligheden en af finanskrisen eneste positive nyheder: Den tykke streg under behovet for kvalitetsjournalistik og de dyder, der driver den. Den journalistik der koster penge, og hvis død er stærkt overdrevet.