Leder

Islandsk kløgt

Debat
24. oktober 2008

DET HAR IKKE VÆRET let at være islænding på det sidste. Men nu ser det ud til at lysne. I skrivende stund har den islandske premierminister Geir Haarde indgået en aftale med den Internationale Valuta Fond (IMF)- en aftale, der ifølge den islandske avis Morgenbladid - giver Island nye såkaldt "specielle trækningsrettigheder" i valuta-fonden.

Det betyder - meget populært sagt - at Island får en slags kassekredit hos IMF. Med denne vil landets nationalbank - der ledes af den tidligere premierminister David Oddson - få mulighed for at opkøbe islandske Kronur på valutamarkederne, noget som igen vil få kursen på den kriseramte valuta til at stige. Dette vil gengive den islandske økonomi noget af den tillid, som gik fløjten, da landet - næsten - gik konkurs for en lille måned siden.

MEN NORMALT gives den slags lån - eller 'specielle trækningsrettigheder' ikke gratis. Det er normen, at lande, der indgår aftaler med IMF skal love, at de vil føre en ekspansiv finanspolitik. På godt dansk betyder det, at mod til gengæld at få lån skal et land spare på de offentlige udgifter og bevillinger. Det er det man kalder the Washington Consensus.

Det er den regel, der gælder for lande, der går tiggergang til den store internationale finansinstitution i Washington DC. Sådan er det for Pakistan, der også i disse dage forhandler om et lån fra Valutafonden. Og sådan var det for den britiske regering, da den i midten af 1970'erne reelt blev sat under administration af IMF. Da briterne fik et lån dengang, måtte den daværende Labour-regering love at føre en stram finanspolitik.

MEN DEN AFTALE, som Island har indgået, er - selvom detaljerne stadig er uklare - ikke specielt restriktiv. Der er ikke stillet betingelser på samme måde, som tidligere.

Nogle har set det som et bevis for, at IMF er blevet mere lempelig i sin udlånspolitik, og at man ikke længere slavisk holder sig til det nyliberale evangelium, som IMF tidligere sværgede til. Det er en rimelig tolkning. IMF har under den nuværende direktør, den tidligere franske finansminister Dominique Strauss-Kahn, reformeret lånepolitikken og taget andre hensyn end blot økonomiske.

MEN DET FORKLARER ikke Islands situation. Da forhandlingerne begyndte for tre uger siden, var kravene betydelige. Men siden er de blevet mindre.

En af grundene er, at den islandske regering har forstået at spille sine politiske kort godt.

Kort efter at forhandlingerne med IMF begyndte, lod den islandske regering sive - via de allestedsnærværende spin doctors - at man også overvejede at optage lån i Rusland.

"Man må finde nye venner, hvis de gamle svigter," sagde statsminister Geir Haarde.

Det skabte frygt i NATO-landene. Andre lande har i de senere år optaget lån i Rusland. Disse lande - heriblandt lande i Latinamerika - har til gengæld for russiske rubler lovet at støtte Rusland i internationale forsamlinger. Det samme kunne ske med NATO-landet Island. Nok har amerikanerne ikke længere en base i Keflavik - den forlod de for fire år siden. Men udsigterne til en tilnærmelse mellem Rusland og Island fik tilsyneladende USA til at gribe ind. Amerikanerne har den dominerende indflydelse i den Internationale Valutafond. Det betyder, at Washington - under hånden og uformelt - kan lægge pres på IMF. Det tyder det på, at USA har gjort. Da muligheden for et russisk lån viste sig at være realistisk, skiftede IMF kurs og trak deres krav tilbage. Islændingene begyndte at forhandle og efterlod Rusland i den iskolde polarvinter. Politisk kløgt betaler sig.

Den islandske regering har klogt udnyttet, at der er stigende interesse for polarområdet. Det har de brugt til at sikre sig en aftale.

DET ER MULIGT, at Island har verdens mest inkompetente 'finansvikinger', men landet har til gengæld nogle af verdens mest snu politikere. At den islandske regering via politisk kløgt har formået at få en kreditaftale på deres glatte ansigter - tilsyneladende uden at være blevet sat under administration er imponerende, når man tænker på landets katastrofale økonomiske situation. De tre nationaliserede banker skylder mere end 200 procent af Islands bruttonationalprodukt til udenlandske banker, men alligevel har Geir Haarde fået en aftale med IMF. Det er imponerende.

MEN DET ER ikke den eneste lære af dette lille afsnit af finanskrisen. Den mere væsentlige konklusion er, at hvert enkelt land må bruge netop de midler og de talenter, som står til deres rådighed. Ikke alle lande har muligheden for at spille det geopolitiske kort, men man må tage hatten af for Island, der har spillet de store ud imod hinanden og som har draget fordel heraf.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her