Leder

Kernefamilier

15. oktober 2008

UNDER FORSVINDENDE lidt medieopmærksomhed underskrev USA og Indien fredag endelig aftalen om handel med atomart brændstof og isenkram. Og som en geografisk spejling kom reaktionen prompte fra de to lande, der med god grund ser parløbet som en trussel. Pakistans præsident, Asif Ali Zardaris besøg i Kina i går handlede blandt andet om at sikre en atomaftale med Kina. "Det, vi har brug for fra vores kinesiske venner, er nye atomreaktorer, og indikationen er allerede, at de ikke vil skuffe os," sagde en talsmand.

Ingen kan kvalificeret bestride, at Pakistan i dag er en fejlslagen stat og derfor en af verdens mest uforudsigelige atommagter. De fleste husker atomvidenskabsmanden A.Q. Khan, der i 2004 erkendte at have videresolgt bl.a. kinesisk produceret atomudstyr, der siden blev lokaliseret i både Libyen, Iran og Nordkorea. Det er det, der hedder atomspredning. Det kan derfor undre, at der i USA stort set ikke har været debat om følgerne af aftalen med Indien. Enhver kender af Indien og Pakistans historiske fjendskab og af et atomkapløbs dynamik fornemmer en næsten kedsommelig forudsigelighed.

Officielt skal aftalen blot opfylde Indiens energibehov og skabe amerikanske arbejdsplader. Men det er gået præcist, som de mest pessimistiske kommentatorer forudså: Lige meget hvor mange gange USA og Indien lover, at der ikke er militærstrategiske motiver bag aftalen, er det sådan, den bliver opfattet i de lande, der bliver berørt af balanceforskydningen. Godt nok tillader aftalen kun handel inden for den civile atomkraft, men Indien kan blot kanalisere det uran, der i dag bruges til at producere strøm, over til det militære program for derefter at gå på verdensmarkedet og erstatte det. Hvor meget det drejer sig om, kan ingen følge med i, da Atomenergiagenturet i praksis kun får fri adgang til 14 af Indiens 22 atomreaktorer.

Så kineserne og pakistanerne er ikke paranoide. Når USA nu går så langt for at ruste Indien til fremtiden, er det fordi Indien som det eneste land kan udfordre Kinas dominans. Og hvis Pentagons strateger er deres løn værd, har de længe arbejdet på en ny bedste ven i regionen som erstatning for det stadig mere ustabile Pakistan.

MUTUAL ASSURED DESTRUCTION (MAD) hed det dengang under Den Kolde Krig, hvor en atombombe var en forsikring mod, at krigen blev varm, mens den kollektive nethinde effektivt blev visket fri for billederne af de to japanske byer, hvor bomben havde demonstreret, hvad den kunne. Og ligesom dengang, følger hele cirkuset en uhyggelig lovmæssighed. Pakistan sprang i 1998 ud som atommagt som reaktion på de første militære indiske prøvesprængninger. Nu indtræder Kina som Pakistans atomare leverandør som svar på den amerikanske interesse i at klæde sin protege godt på. Det er ikke bare et trist tilbageslag for den globale nedrustning. Det er en tragisk tilbagevenden til et balancespil per stedfortræder og til en global oprustningsmekanisme, som vi kender alt, alt for godt. ansp

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu