Leder

Kunst eller industri?

Debat
3. oktober 2008

Fem millioner kroner. Så meget har den nye Far til fire-film, den tredje af slagsen, der har premiere i dag, fået i statsstøtte fra Det Danske Filminstitut (DFI). Det samme har den seneste og femte Anja & Viktor-film i den tilsyneladende endeløse række af film om det unge pars genvordigheder.

Det er umuligt at spå om, hvad publikum vil se, og når man laver film, er der ikke noget, som hedder en sikker succes. Men man kommer alligevel ret tæt på med de såkaldte romertals-film, Far til fire, Anja & Viktor, Min søsters børn og Tempelriddernes skat, der alle har stærke brands og signalerer familievenlig underholdning.

Den nye Anja & Viktor-film er indtil videre blevet set af ca. 180.000 mennesker. De tre foregående film i serien solgte hhv. 340.000, 346.000 og 572.000 billetter, og de to første Far til fire-film solgte hhv. 507.000 og 331.000 billetter. Flotte tal for film, der ikke koster mange penge at lave.

Det store spørgsmål er så, hvorfor romertals-filmene overhovedet får støtte fra DFI? Der er ingen kunstnerisk begrundelse for at lave filmene, der til forveksling ligner hinanden og hverken udfordrer filmsprog eller publikum. Der skal være plads til at lave den slags film, men de bør kunne klare sig selv på markedets vilkår og ikke finansieres af de skattekroner, der bruges til filmstøtte.

Hovedparten af filmstøtten, som administreres af DFI, placeres i to støtteordninger: Konsulentordningen, hvor man kigger på de kunstneriske kvaliteter, og 60/40-ordningen, hvor man kun ser på indtjeningspotentialet. Er det ok, får man pengene.

Far til fire- og Anja & Viktor-filmene er alle støttet af 60/40-ordningen, der blev etableret i slutningen af 1980'erne for at sætte gang i en stagneret dansk filmproduktion. Til at begynde med var det kun Regner Grasten, som søgte ordningen og gav den et dårligt ry med film som Bananen - skræl den før din nabo og Elvis Hansen, en samfundshjælper. Siden er der kommet flere og mere velsmagende boller på suppen i form af velfungerende folkekomedier som Solkongen og Sprængfarlig bombe og kvalitetsmainstream som Brødre og Kandidaten.

60/40-ordningen har dog stadig et lidt skidt navn, og takket være den automatik, der er indbygget i støttevilkårene, minder den om industristøtte, hvilket ikke harmonerer med DFI's ambition om at uddele kunst- og kulturstøtte.

I gårsdagens avis erkendte Claus Ladegaard, DFI's direktør for Produktion & Udvikling, at 60/40-ordningen ikke fungerer, og at instituttet og branchen er begyndt at diskutere mulige forbedringer af støtteordningerne til det næste filmforlig i 2011. Det kan ikke gå hurtigt nok. Ved det seneste filmforlig flyttede man penge fra konsulentordningen til 60/40-ordningen, mens medieforliget gav de kommercielt tænkende tv-stationer, DR og TV 2, mere magt i forhold til, hvilke film der bliver produceret.

Resultatet er, at den smalle, kunstneriske film og dermed mangfoldigheden er truet, og hver gang man bruger støttemidler på Far til fire eller Anja & Viktor, bliver dansk film på alle måder lidt fattigere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her