Leder

Missionæren og drageungen

13. oktober 2008

DET ONDE SÅ han i kirken. Som skoleelev kom Jan Lindhardt i Århus Domkirke, hvor han så et kalkmaleri, der gjorde indtryk. Det forestillede kampen mellem det gode og det onde: Det afbildede en legende om en stor drage, som holder til uden for byen. For at få fred har byens konge indgået en pagt med dragen om daglige ofringer af et menneske og et dyr til den. Men en dag lykkes det den noble ridder Skt. Georg på den hvide hest at nedkæmpe dragen. Man skulle tro, at byen nu var blevet fri, men det viser sig, at dragen har efterladt en lille drageunge i sin hule. Ondskaben er alligevel ikke udryddet, og byens beboere må indstille sig på at fortsætte kampen mod de mørke magter.

DET ER NÆRLIGGENDE i dag at se kampen mellem Skt. Georg og dragen som en legende om den flotte og gode humanisme, der ikke er i stand til at udrydde menneskets dæmoniske og destruktive sider. Og hvis man i den logik tror, at de mørke magter er nedkæmpet og sparket ud af verdenshistorien, vil man igen og igen blive overrumplet af de drageunger, som venter i hulerne. De, som virkelig tror, at man med uddannelse, oplysning og socialteknologi kan udrydde dragerne, vil blive et nemt bytte for dens unger, som ligger på lur. Ord som 'dialog' og 'koeksistens' bliver noget, som man bestemt ikke vil identificeres med. Man tror ikke på ridderen på den hvide hest og de store ord om menneskeheden. Man tror på drageungen i hulen. Man ved, den ikke forsvinder.

Dette 'man' dækker forskellige positioner fra borgerlige politikere, som aldrig har troet på humanismens løfter, til desillusionerede humanister som Karen Jespersen, der altid gerne slår fast, at naivitetens tid er forbi, og at det aldrig nogensinde kan blive samfundets skyld.

Dette 'man' foretrækker til enhver tid kynismen frem for troen på moralske fremskridt.

DRAGEUNGEN HAR som motiv fulgt Jan Lindhardt, fra han var skoleelev i Århus, til han blev biskop i Roskilde. Da han blev pensioneret i foråret, blev der malet et portræt af Lindhardt, hvor drageungen var gengivet som en øgle, der i bunden af billedet kravler frem mod beskueren. Og i Lindhardts erindringsbog Det skal råbes, som udkom i den forgangne uge, udlægger han selv motivet på portrættet: "Dyret kravler ud mod betragteren som et udtryk for, at vi aldrig får bugt med det ondes magt. At vi altid har en drageunge i vores nærhed, er også en grund til at søge ind i kirken."

Denne indsigt er omdrejningspunktet for Jan Lindhardts kobling af modernitetskritik og mission. Han påviser drageungen i den moderne verden som humanismens falliterklæring. Han maler fanden på væggen i den moderne verden og tilbyder sin egen kirke som fronten i kampen mod fanden.

Det får den interessante konsekvens, at ethvert eksempel på moralsk forfald og politisk sammenbrud bliver et argument for Lindhardts protestantisme. Jo værre det går med moderniteten, jo bedre for den lindhardtske mission. Det skal råbes fra tagene, hedder det i bogen, og "kirken må sætte alle sejl til for at finde en vej, som kan sikre, at den også i de kommende generationer bliver leverandør af danskernes åndelige rugbrød". Moderne marketing og klasssisk mission tænkes sammen. Og i weekendens Information gjorde Lindhardt regeringen Foghs opgør med 'pladderhumanisme' og 'tolerance' til et kristent korstog: "Vi har været for blødsødne," sagde han: "Men det værste er, at vi er gået ud fra, at de er ligesom os. Gu er de ej. Mange af dem foragter os, og det er der ikke så meget at gøre ved."

Mange muslimer hader ifølge Lindhardt de kristne danskere. Og vi glemmer drageungen i hulen, hvis vi tror, at de er interesserede i vores kultur, livsstil, principper og demokrati. De er spærret inde i deres kultur og religion. Og vi skal ikke gøre os nogen forhåbninger om at slippe dem ud.

Jan Lindhardts virkeligt missionerende pointe er naturligvis, at når de er og bliver muslimer uafhængigt af deres job, uddannelse, sociale position og politiske orienteringer, så er og bliver vi andre kristne. Når islam bliver deres individuelle skæbne, bliver kristendommen også vores individuelle skæbne.

Det er jo et for så vidt latterligt ræsonnement: Mange af de principper og rettigheder, som danskere vil forsvare over for ydre trusler, er netop udviklet i kamp mod kristendommen. Jan Lindhardt, som eksempelvis har hævdet, at etikken blev ophævet med p-pillen, kan ikke med nogen troværdighed gøre sig til modernitetens prædikant imod de fremmede. Men det er ikke det vigtige: Det påfaldende er, at ræsonnementet ligger fint i forlængelse af en udbredt konsensus om, at 'de' er regeret af deres religion, og vi skal 'stå fast'.

Det er i nærheden mellem den skandaløse mission og den almindelige enighed, at drageungen viser sig på en helt anden måde, end missionær Jan Lindhardt forestiller sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole E. Mikkelsen

Jeg mener ikke Rune Lykkeberg har forstået pointen i Jan Lindhardts holdning. Nemlig drageungen. Det er netop drageungen der udgør forskellen til islam.

Rune Lykkebergs slutargumentation omkring Jan Lindhardts p-pille teser, synes jeg endvidere er noget 'billige'. Jan Lindhardt har (tør jeg godt påstå uden at vide det konkret) ikke noget imod p-piller, præservativer eller andet af den art. Men p-pillens eksistens tjener fint som en illustration af etikkens fravær. Ud over at det dog også efter min mening er en mærkelig etik at prioritere fisse højere end de børn der kan komme ud af det.

Jeg mener heller ikke argumentet om at danskernes 'kamp mod kristendommen' har udviklet danskernes forsvar for ydre trusler.

Nej det er danskerkes kristne indre værdier, der har sikret kampen mod enhver magthaver hvadenten den er kirkelig eller 'verdslig'. Det der jo kendetegner enhver magt er at den forsøger at prostituere 'den sande tro' som en nødvendighed for at få statslig modydelse. Det har vi set i Danmark, hvis vi går et par hundrede år tilbage og vi har set det i totalitære stater (f.eks mod øst).

Det er værdier som islamisk dannelse ikke har kunnet præstere.

Samtidig må det fastslås at det enkelte islamiske menneske ikke skal tages som gidsel. Det er det som Rune Lykkeberg forsøger at gøre ved at påstå at Lindhardt er 'modernitetens prædikant mod de fremmede'. Som om nogen skulle have noget imod de fremmede. En fejlslutning, som netop tager 'de fremmede' som gidsler ved at påstå at nogen er 'fremmedfjendske' osv osv.

Ole E. Mikkelsen

Korrektion:
'Jeg mener heller ikke argumentet om at danskernes 'kamp mod kristendommen' har udviklet danskernes forsvar for ydre trusler, holder'