Leder

Produkter af en taberkultur

25. oktober 2008

"Normalt er jeg meget påpasseligt med at bruge ordet racisme, men holdningen blandt sagsbehandlerne var, at jeg var iraner og dermed en mandschauvinistisk patriark, som ikke kunne finde ud at opdrage min søn"

- Hamid Farah Bakhsh, far til Daniel som lider af ADHD

Tosprogede børn lider ikke af adfærdsforstyrrelsen ADHD, de ved bare ikke, hvordan man opfører sig ordentligt, og det er ikke så mærkeligt, for indvandrerforældre opdrager ikke deres børn. Sådan kan man groft sagt beskrive holdningen blandt mange af de professionelle i det offentlige system, og det betyder, at de sjældent slår alarm, når et tosproget barn viser symptomer som hyperaktivitet, mangel på social empati eller opmærksomhedsforstyrrelser.

Konsekvensen er, at de tosprogede elever er ekstremt underrepræsenterede i det børnepsykiatriske system og i de skoletilbud, som kommunerne tilbyder børn med ADHD.

Og selv om man kan og bør diskutere, om det er positivt, at flere og flere børn i Danmark får en psykiatrisk diagnose, og dermed udelukkende får forklaret deres sociale og indlæringsmæssige vanskeligheder med dårlige gener og mangel på signalstoffer i hjernen, er der alligevel grund til bekymring, når det viser sig, at det kun er lyse børn med gode danske navne som Anders og Emil, som får diagnosen ADHD.

Ikke kun fordi en diagnose som ADHD udløser millioner af støttekroner og en generel omsorg og bevågenhed, som i heldige tilfælde kan blive brugt til at støtte et adfærdsforstyrret barn, så det kan gennemføre et skoleforløb og dermed få en fremtid på arbejdsmarkedet frem for en tidlig førtidspension eller endnu værre en kriminel løbebane.

Heller ikke kun fordi psykologer og psykiatere fremhæver, at mange af disse tosprogede ADHD- børn dukker op igen i systemet, når de umulige unger er blevet til kriminelle teenagere, som er så langt ude, at de hører til på en lukket institution. Og at der derfor er grund til at antage, at unge tosprogede ville være mindre repræsenterede i kriminalstatistikkerne, hvis de blev set og hjulpet af deres pædagoger og lærere, før politiet fik øje på dem.

Nej, måske er det mest bekymrende ved historien om underdiagnostisering af ADHD blandt tosprogede børn i virkeligheden, at den sladrer om, at alt for mange af de professionelle tager for givet, at indvandrerfamiliernes 'kulturelle' omgangsformer er så særprægede, at den forhindrer dem i at lære deres børn helt almindelige regler for god opførsel.

Derfor bliver den opførsel, der betragtes som sygelig hos lyse børn, opfattet som helt normal hos de mørke.

"Vi ved jo, at muslimske forældre ikke opdrager deres børn, før de er over seks år gamle" sagde en kilde under researchen til gårsdagens historie og repeterede dermed en forestilling, som Information stødte på igen og igen: At muslimske forældre med vilje lader deres (drenge) børn gøre præcis hvad de vil, indtil de når skolealderen, og at der derfor er en kulturel forklaring, når indvandrerdrenge kaster rundt med stolene, bider lærerne eller nægter at sidde stille mere end to minutter ad gangen. De har jo ikke lært andet hjemmefra.

Hvor den muslimske familie tidligere blev idylliseret som et paradis af stærke gode relationer, der tog sig af de gamle og svage og værnede om ægteskabet og slægten, har samfundets forestillinger i dag skiftet markant. Den muslimske familiekultur er så dårlig, at den bærer ansvaret, når de tosprogede børn klarer sig elendigt eller opfører sig forfærdeligt.

Det er derfor, at politikerne falder over hinanden for at drage indvandrerforældrene til ansvar, når tosprogede unge slår sig sammen i bander og hærger byen. Det sker sjældnere, når det er sortklædte akademikerbørn, som protesterer over rydningen af Ungdomshuset ved at brænde biler af.

At ADHD tilsyneladende ikke bliver fundet hos de tosprogede bør give anledning til eftertanke hos pædagoger, lærere og i kommunernes Pædagogisk/Psykologisk Rådgivningscentre. Ikke kun fordi de tosprogede ADHD-børn bør få den støtte, som de ifølge loven har krav på, men også fordi de lave forventninger til de tosprogede børn sandsynligvis går ud over flere end dem, der kunne have fået diagnosen ADHD.

Alt for meget tyder nemlig på, at en professionel cirkelslutning gør de tosprogede børns kulturelle baggrund til en skæbne, som man ikke kan lave om på.

Myndighederne og de professionelle behandlere vil uden tvivl alle det bedste, men der er en hel gruppe af børn som med alt for stor naturlighed ses som taberprodukter af en taberkultur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"indvandrerfamiliernes 'kulturelle' omgangsformer er så særprægede, at den forhindrer dem i at lære deres børn helt almindelige regler for god opførsel."

Det er en racistisk holdning de efterhånden gennemsyrer det danske samfund. Selv SF er jo på det seneste på en meget demonstrativ måde begyndt at forsøge at (bort)forklare psykosociale problemstillinger med et ikke nærmere defineret kulturbegreb…

Travis Malmzon

Nu er vi jo i 20 år blevet belært om at udadvendte reaktioner fra indvandrebørn var en sund reaktion på den racisme samfundet udsætter dem for, og at de indvandrere som tog en uddannelse og i det hele taget opførte sig normalt, var Onkel Tom typer, som lod sig slavebinde af det undertrykkende samfund..

Omkostningen ved dette argument er at vi ikke søger forklaringen i det enkelte barn, eller i den enkelte familie, men opfatter dem som soldater i et kultursammenstød.

Det er den omkostning de færreste gør sig klart, når de gør samfundet eller generne til problemernes årsag.
De fratager nemlig det enkelte menneske muligheden for at ændre (eller få ændret) sin egen situation.
Al individuel handlen er jo ligegyldig, når det er samfundet der er årsagen.

Det er også derfor man i Enhedslisten og DF hader de indvandrere, som er i stand til at skabe sig et godt liv i Danmark, for de påviser jo at det kan lade sig gøre, og at det derfor ikke kan være samfundets eller genernes skyld.