Leder

En rigtig fjende

Debat
14. oktober 2008

HVIS MAN VIL være på det rigtige hold, skal man være imod Det Radikale Venstre. Og hvis man vil være en vinder i dansk politik, skal man udpege Margrethe Vestager som modstander. Det har virket for Dansk Folkeparti og kulturkæmperne i regeringen Fogh. Og det virker stadig for kommentatorer med ord som 'radicool' og 'café latte-parti' at stille sig oven på partiet og ryste på hovederne i triumf: Dem har man i hvert fald gennemskuet. Da partiet tidligere kendt som Ny Alliance skabte et spektakulært momentum i foråret 2007, var det også i opposition til Det Radikale Venstre. To af partistifterne, som var forhenværende radikale, erklærede, at de ville erobre den midte, som Det Radikale Venstre havde forladt.

MEN PROBLEMET for Det Radikale Venstre er, at det ikke er partiet selv, der har flyttet sig. Det står, hvor det hele tiden har stået, men spillet omkring det har bevæget sig. Partiet fungerer som retorisk kontrast for både regeringen Fogh og Dansk Folkeparti. Når Socialdemokraterne prøver at overbevise om, at de kan være lige så faste og straffende som regeringen Fogh, bevæger også de sig væk fra Det Radikale Venstre. Da Socialdemokraterne sagde 'skattestop', gjorde de et hop endnu længere væk fra den gamle partner. I erkendelse af, at Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Venstre var blevet midten i dansk politik, udpegede Marianne Jelved som leder af Det Radikale Venstre en 'anden vej' og et Danmark baseret på 'kreativitet' og 'tillid'. Dette projekt centrerede sig omkring fem ultimative krav, der blev så stor en fiasko, at de har status på linie med Nyrups efterlønsløfte som det absolut forkerte i dansk politik. Det er blevet en talemåde i oppositionen, at man jo ikke stiller ultimative krav, for den, der stiller disse krav, stiller sig uden for indflydelse.

DET ER IKKE MERE kun borgerligheden, som definerer sig i opposition til R. I foråret 2008 begyndte SF at tale Fogh-sprog med folkesocialistiske variationer og kræve konsekvens. Socialdemokraterne valgte side, og det var ikke Vestagers side. Farcen med de radikale og Vestager som den store modstander kulminerede, da partiets egen kultur- og retsordfører, Simon Emil Ammitzbøll, først hævdede, at de gamle i den radikale gruppe burde gå af, fordi de var gamle, og bagefter kaldte Vestager en 'forræder', fordi hun havde givet efter ved valget i 2007. Det var, som om Ammitzbøll ikke havde forstået, at man ikke både kan turnere med absolutte ideer, ultimative krav og fordringer til de andre om 'samarbejdende folkestyre' og 'ansvarlighed'. Den store elefant, Ammitzbøll, buldrede ordet 'forræder' mod sin leder, inden han som en lille mus forrådte sin egen kritik og forsvandt til New York. Nu har han valgt at træde ud af den radikale gruppe for at blive løsgænger. Han kårer i den anledning sig selv til 'en borgerlig ,humanistisk fritænker'; det er en bemærkelsesværdig fritænker, der vælger den samme fjende som alle modstanderne på det rigtige hold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her