Leder

En snu rad

7. oktober 2008

STATSMINISTEREN ER EN mand, for hvem ligestilling mellem kønnene ligger helt fremme i pandelappen. Det ved alle. Se blot, hvordan hans hustru hver fredag får lov til at leve sin inderste drøm ud. Han kunne ikke drømme om at begrænse hende.

Så derfor er det vel også helt naturligt, at statsministeren træder i karakter som feminist og kræver tronfølgeloven lavet om. Det skal ske ved en afstemning, der af praktiske grunde lægges sammen med afstemningen til Europa-Parlamentet den 7. juni næste år.

Der skal være lige adgang til tronen, proklamerede han i går. Og det er da heller ikke et sekund for tidligt. "Vi vil have ligestilling i det danske samfund, også når det gælder adgang til den danske trone. Det er jo i dag sådan, at drenge går forud for piger", sagde Anders Fogh Rasmussen bestemt og understregede, at det ikke skal tages personligt, men er et spørgsmål om principper og kun handler om én ting "nemlig ligestilling mellem kønnene. Derfor kommer vi med forslaget".

Sådan. Klar tale. Men det manglede da også bare. Hvis USA, som mange danskere ikke holder sig tilbage fra at kalde både reaktionært og tilbagestående, kan vælge en sort præsident, så skal vi da også kunne tåle en kvindelig regent, uanset hvor mange små brødre hun så måtte have.

For det er det, ændringen skal sikre: At tronen overgår til den afdøde regents førstefødte uanset køn.

OG STATSMINISTEREN AFSLØRER med udspillet ikke bare, at han feminist. Han afslører også, hvilket man kun alt for godt vidste i forvejen, at han altid er et skridt eller to foran. For i og med, at kronprins Frederik skal til fadet først, og det derefter er hans førstefødte søns tur, kan meget være hændt monarkiet, inden det førstefødte pigebarn står for tur. Der er i hvert fald et godt stykke tid til.

Det er da også derfor, at den kritiske presse, der ser det som sin fornemste opgave at grave et spadestik dybere, straks anede, at der måtte ligge noget andet bag. Efter en anelse analysearbejde var det oplagt at konkludere, at sandheden sikkert skulle søges i kombinationen af tronfølgeafstemning og EU-parlamentsvalg. For hvem er det lige, statsministeren håber at få fat i her, hvis ikke Billed Blads-segmentet. Og hvem er det lige af de danske politikere, der optræder mest i den kulørte ugepresse. Ja, det er nok ikke Dan Jørgensen fra Socialdemokraterne. De færreste ved vel i virkeligheden, hvordan han ser ud. Nej, det er nok snarere den omvandrende slipseknude, Morten Løkkegaard, også kendt fra tv, og det løsgående missil, Jens Rohde, også kendt fra radioen, dog ikke for noget særligt.

Hvem har ikke fortabt sig i Billed Bladets beretninger om de to friske fyres gøren og laden, mens man alligevel sad hos frisøren. Ved at kombinere royalisterne og EU ved en og samme afstemning har statsministeren endnu en gang bevist, at der godt nok skal stås tidligt op, hvis man vil følge med. Han er snu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu