LANDETS TRE STØRSTE universiteter målt på økonomi er gået sammen om at foreslå, at universiteternes midler fremover skal fordeles efter en model, hvor evnen til at forske vejer tungt - og evnen til at undervise samtidig nedprioriteres. Sjovt nok er det de samme tre universiteter - Københavns Universitet (KU), Aarhus Universitet (AU), og Danmarks Tekniske Universitet (DTU), der vil få flest penge ud af at indføre en sådan model. De tre har nemlig traditionelt fået flest penge og har derfor relativt flere forskningsaktiviteter end de små universiteter, og på den måde kan magtforholdet bestå. De store drenge - personificeret i rektorerne Ralf Hemmingsen (KU), Lauritz Holm-Nielsen (AU) og Lars Pallesen (DTU) forsøger altså at bevare deres magt i skolegården. Ofrene er de små drenge i klassen: Aalborg Universitet (AAU), Handelshøjskolen i København (CBS) og Roskilde Universitetscenter (RUC), som med den foreslåede model ikke vil få nær så mange af de eftertragtede basismidler som de tre store. Men forslaget, som de tre store universiteter nu har sendt til videnskabsministeren er ikke bare tarveligt - for nu at blive i skolegården - over for de små. Det vil også være en direkte trussel imod det allervigtigste princip for universiteterne overhovedet - ja, faktisk selve definitionen på et universitet, nemlig princippet om den forskningsbaserede undervisning.
SELVE IDÉEN om at fordele basismidler - de frie midler, som universiteterne helt selv råder over - efter en konkurrencemodel er selvmodsigende. Normalt er basismidlerne det modsatte af konkurrencemidler, og man kan diskutere, om der overhovedet er tale om basismidler, når politikere skal bestemme de kriterier, som midlerne skal fordeles ud fra. Omvendt er det på sin vis rimeligt, at der opstilles klare og gennemsigtige kriterier for, hvordan pengene fordeles, så universiteterne ved, hvad de har at rette sig efter. Men man skal gøre sig klart, at man i det tilfælde foretager politisk.
For hvis man lader forskningen veje tungest, så vil man også fremover indbyde - og indirekte tvinge - de danske universiteter til at prioritere forskning frem for undervisning. Universitetsledelserne vil blive fristet til at bede deres forskere om at prioritere opgaver, som tilfredsstiller de kriterier, politikerne har opstillet - typisk at få publiceret en pokkers masse artikler i nogle pokkers anerkendte tidsskrifter i en pokkers fart - gerne så det kan ses på universitetets basisbevillinger allerede året efter.
SET I DEN optik vil det derfor samtidig være alt for dyrt at have sine stjerneforskere til at stå og bruge tid på noget så økonomisk urentabelt som at undervise de studerende. I stedet vil man ansætte flere eksterne lektorer og undervisningsassistenter til at forestå undervisningen. I forvejen har man alt for mange deltidsansatte på universiteterne. 18.000 for at være mere præcis, og deres arbejdsforhold er i sig selv et problem. Men det er et endnu større problem for de studerende, når den undervisning, de modtager, ikke varetages af personer, der også forsker. Universitetsuddannelserne vil blive degraderet til udvidede gymnasieuddannelser, hvor hver enkelt eksterne lektor underviser i noget, som andre har forsket i, fordi vedkomne aldrig selv har prøvet at forske. Det er ikke kun et problem for de studerende, men også for universiteterne, og det burde de store drenge kunne gennemskue. Deres forslag virker meget kortsigtet. For nok vil det give flere penge i kassen på deres respektive universiteter i de kommende år. Men hvem skal fremover forske, hvis den forskningsbaserede undervisning nedprioriteres? Det er jo den, der skaber nye forskere og dermed grundlaget for fremtidens universiteter.
DE STORE DRENGES forslag er også arrogant og yderst belastende for universiteternes indbyrdes forhold. På Københavns Universitet lyder argumentet, at man skal satse på de store og glemme de regionale uddannelsespolitiske hensyn, hvis man vil være med i verdenseliten. Men de store får allerede mest, uanset hvordan man vender og drejer tallene, så det kommer mest af alt til at klinge af, at man vil rage yderligere til sig.
For at underbygge de store, gamle storbyuniversiteters overlegenhed blev brevet til videnskabsministeren sendt bag om ryggen på de øvrige medlemmer af Rektorkollegiet. De små universiteter blev presset til at svare igen ved sammen at foreslå den fordelingsnøgle, som allerede flere gange er blevet anvendt, hvor universitetets evne til at uddanne studerende vægter 50 procent. Dermed er det tydeligt, at universiteterne ikke er enige, og dermed står de svagere. De får ellers god brug for at stå samlet i den nærmeste fremtid - ikke mindst nu, hvor forhandlingerne om de store penge i globaliseringspuljen går ind. Dér ville de være noget kønnere, hvis man stod sammen om den hidtil brugte fordelingsnøgle. Og brugte kræfter på at skaffe flere basismidler til alle universiteterne - i stedet for at åbne et skænderi om, hvordan de basismidler, der bliver afsat, skal fordeles universiteterne imellem.
