Leder

Udsigt til stormfuldt efterår

Debat
17. oktober 2008

DA DEN FRANSKE præsident Nicolas Sarkozy i går sagde farvel og tak til sine EU-kolleger og deres udenrigsministre efter EU-topmødet, var det med udsigt til, at der er lagt op til decideret storm på den europæiske scene de kommende to måneder, inden de 27 stats- og regeringsledere mødes igen den 11. og 12. december.

Som det kan læses andetsteds her i avisen, udspillede der sig en hård kamp om EU's klima- og energipakke på topmødet, og selv om det lykkedes det franske formandskab at holde fast i målsætningen om, at pakken skal ligge klar i december, så viser de mange udfald og krumspring fra forskellige lande, at det egentlige slagsmål om, hvordan man skal løse byrdefordelingen, når det gælder EU's fremtidige CO2-udledning, kun lige er begyndt.

Mange lande, herunder flere af de østeuropæiske, vil hævde, at deres industrier mister konkurrenceevne, fordi de skal slås mod industrier uden for EU, der har mere lempelige udledningsregler for CO2 end dem selv. Modargumentet fra de grønnere indstillede lande vil være, at det netop er vigtigt at holde fast i de ambitiøse mål, fordi man så kan få en global klimaaftale, der binder konkurrerende virksomheder i USA, Kina og Indien og andre store lande til også at skære ned på deres CO2-udledning, så man på den måde sikrer lige konkurrencevilkår.

Samtidig vil de såkaldte grønnere lande, som blandt andet Danmark regnes iblandt, dog også gøre deres egne krumspring for, at deres industrier kan slippe så let som muligt. For eksempel ved at kunne få lov til at købe så mange CO2-kvoter i øst- og u-landene som muligt, så man reelt betaler andre for at reducere deres drivhusgasser i stedet for selv at gøre det.

I løbet af de næste små otte uger vil vi høre alverdens undskyldninger, begrundelser og mere eller mindre fiffige argumenter for, hvorfor nogle lande og industrier skal slippe billigere end andre, når det gælder CO2-udledning. Og ordet veto er ikke blevet kastet på bordet for sidste gang. Der er lagt op til hårde sammenstød, langvarig armlægning og besværlige forhandlinger, som fløjtes i gang allerede nu på mandag i Luxembourg, når EU's 27 miljø-, klima- og energiministre mødes i ministerrådet, hvor detailforhandlingerne i pakken skal udspille sig. Ikke mindst fordi det ikke kun er ministrene, der skal blive enige, men også fordi EU-parlamentarikerne, der er kendt for deres langt mere klimavenlige indstilling end landene selv, skal involveres i forhandlingerne.

SAMTIDIG MED at klimadiskussionerne raser, vil et andet emne også bidrage til problemerne. Nemlig spørgsmålet om, hvad man gør med Lissabontraktaten. Den irske regeringsleder Brian Cowen har umiddelbart ingen løsning på, hvordan man kommer videre, efter at hans landsmænd stemte nej til traktaten i juni. Der er enighed om, at der skal findes en køreplan for, hvordan problemet skal tackles ved topmødet i december, men som det blev sagt i korridorerne i Bruxelles i går, så er der ingen, der længere anser det for realistisk, at irerne kan nå en ny folkeafstemning inden parlamentsvalget i juni næste år. Dertil er der alt for mange juridiske elementer, der ikke kan nå at falde på plads. Man står altså med det problem, at man skal vælge et nyt Europa-Parlament under den nuværende Nice-traktat, som kun tillader 732 medlemmer mod de 785, der sidder i dag. Det lægger op til endnu et slagsmål om, hvordan sæderne skal fordeles mellem landene. Og værre endnu skal en ny EU-Kommission til november højst sandsynligt også vælges under Nice-traktaten, fordi irerne næppe vil billige, at en folkeafstemning presses igennem inden da blot for at undgå en diskussion om antallet af kommissærer i den nye kommission, der ifølge Nice-traktaten skal være mindre end antallet af medlemslande. Om der så skal være tale om 26 eller 16 er ikke specificeret, men med tanke på den diskussion, det gav, sidste gang det var på tale at reducere antallet af kommissærer, bliver det absolut ikke et slagsmål, der kommer til at gå stille for sig.

DER ER ALTSÅ i sandhed lagt op til et stormfuldt EU-efterår, men heldigvis er det Nicolas Sarkozy, der sidder i førersædet. Den mand, som lidt hånligt i starten af sit formandskab blev kaldt for "duracellpræsidenten" efter den berømte evigt hoppende kanin på langtidsholdbare batterier, kan nu vise sig at være netop den, der er behov for, hvis efterårsstormen skal rides af. Er der er nogen, der har energi til at stride sig gennem kulingen, vurderes det at være ham, og lykkes det ham at stå med både en afhandlet klima- og energipakke og en vej ud af problemerne med den manglende Lissabon-traktat på decembertopmødet, er der ingen tvivl om, at de hånlige kommentarer om et lidt for højt energi- og effektivitetsniveau vil forstumme, og Sarkozy vil få hæftet både bånd og stjerner på skuldrene af de europæiske medier.

Er man klimabekymret og EU-tilhænger, kan man kun ønske ham held og lykke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her