Leder

Den usynlige hånd

9. oktober 2008

Igennem de sidste 30 år har verden levet under den illusion, at markedet pr. definition er bedst til at træffe økonomiske beslutninger.
Jørgen Ørstrøm Møller, forhenværende ambassadør.

NÅR STØVET EN dag har lagt sig efter den verdensomspændende finanskrise, vil der står én ting tilbage, som mere end noget andet vil sætte sit præg på opfattelsen af virkeligheden i eftertiden. Kreditkrisen og krisen på aktiemarkederne vil forplante sig til resten af samfundsøkonomien og kaste verden ud i en længere periode med lavere vækst eller direkte recession. Men selv den generelle økonomiske formkurve vil en dag vende tilbage til en ny tro på fremtiden.

Det, der vil stå tilbage og som bør stå tilbage, er en dyb mistillid til frie markeder og deres selvregulerende evner. Det er derfor vi står over for ikke blot et økonomisk men også et politisk og ideologisk paradigmeskift. Siden Margaret Thatcher og Ronald Reagan styrede verdensøkonomien i 1980'erne har den politiske megatendens verden over stået på deregulering, liberalisering og privatisering af statslige institutioner. Fra England og USA har deregulering og troen på det frie markeds usynlige hånd været underlægningsmusikken ikke bare i den vestlige, industrialiserede verden, men også i ulande, de nye økonomier i Asien, i Rusland og den tidligere østblok. Mere marked, mindre stat, mindre regulering, mere privat initiativ. Statslig indblanding har været opfattet som en del af problemet og ikke en del af løsningen. Selv socialdemokratiske regeringer og den Europæiske Union, som er domineret af statsregulerede velfærdssamfund har gjort de frie markeder til den væsentligste strategi i den såkaldte Lissabon-strategi.

DEN TYRKERTRO MÅ med den nuværende krise i hukommelsen være gjort fuldstændig til skamme. I dag er de to største amerikanske långivere, Fannie Mae og Freddie Mac, i realiteten nationaliseret sammen med en række andre gigantiske finansielle institutioner, og i Storbritannien præsenterede premierminister Gordon Brown i går en redningsplan, som delvist nationaliserer landets pengeinstitutter og skyder ikke mindre end 50 milliarder pund ind i bankerne. Planen skal redde landets otte største banker fra kollaps. Hverken Bush eller Brown klynger sig normalt til nationalt ejerskab af banker eller noget som helst andet i den retning. Men af bitter nød og med udsigten til en truende total nedsmeltning af den finansielle sektor er dereguleringens fremmeste fortalere tvunget ud i disse ultimative løsninger, som nærmer sig den rene socialisme.

ENDNU HAR VI til gode at se, om disse redningspakker virker. I går tegnede det fra morgenstunden til at blive endnu en blodrød dag på aktiebørserne trods redningspakker for hundreder af milliarder kroner. Men ved middagstid satte den amerikanske og europæiske centralbank sammen med en række andre banker renten ned i en koordineret global aktion. Det satte i hvert fald for en tid bremsen på den massive nedtur, men det alvorlige dyk i verdensøkonomien er uundgåeligt. Krisen er langsomt ved at sprede sig over i den generelle økonomi, hvor den kommer til at gøre ondt på almindelige mennesker, som ikke lever af at spekulere i aktier. Og hvem har så ansvaret, hvor skal skylden placeres, lyder spørgsmålet stadig oftere. Både den amerikanske præsidentkandidat John McCain og danske Fogh Rasmussen har forsøgt at skyde skylden på letsindige spekulanter og grådige bankdirektører, og de må også tage deres del, ligesom det amerikanske lånemarked for ejendomsbelåning synes at have været opfundet i det ydre rum. Briterne skyder skylden på tyskerne, og franskmændene begræder, at de fælles europæiske løsninger led så alvorligt et skibbrud i weekenden. De kommende uger og måneder vil uden tvivl byde på mange flere skurke i det globale blamegame.

MEN ANSVARET FOR, at politikere, centralbanker og regeringer er havnet i den situation, at de ikke kan stille noget op over for en alvorlig økonomisk nedtur, vil før eller siden blive tilskrevet årtiers blinde tro på, at det blot gjaldt om at fjerne alle bånd og al regulering for at sikre evig vækst. I dag mangler der om noget en fælles mekanisme til at regulere og afbøde de negative konsekvenser af de åbne globaliserede markeder. Den dybe krise på de finansielle markeder har blotlagt et politiske niveau, på europæisk og nationalt plan, som har spillet fallit og som ikke længere har de værktøjer der skal til for at styre de økonomiske ubalancer. I de nationale økonomier havde man tidligere både finanspolitikken, pengepolitikken og handelspolitikken til at regulere de negative konjunkturer. Den tid kommer aldrig igen - heldigvis. Men i dag bør ingen være i tvivl om, at der i verden er en alvorlig mangel på globale politiske redskaber til at afbøde økonomiske nedsmeltninger, som den vi er vidne til i disse uger.

bew

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det politiske niveau regulerer nationalt over-/underskud på statsbudgettet, strukturerne på arbejdsmarkedet,skatte- og afgiftspolitik o s v - det giver skævvridninger landene imellem, som ødelægger den frie markedsmekanisme.

Olieprisen er i sit udgangspunkt politisk fastsat ( af OPEC m v) , og ikke som en funktion af markedet. Overprisen på olien kapitaliseres på nogle meget få hænder og væltes ud ud på markedet igen ud fra diverse investeringsstrategier - det er ikke en markedsmekanisme.

Vi har mislykkedes med WTO-forhandlingerne om yderligere frihandel, og på fødevareområdet ser vi anti-liberale tiltag i form af eksportbegrænsninger o s v.

Det er vel klart, at når markedsøkonoimien på væsentlige områder gives dårlige vilkår fra det politiske hold, så kommer det ikke til at fungere ordentligt i nogen sektorer.

Den dag vi ( p g a den teknologiske udvikling ) er "frie" af olien (udbytningen fra oliestaterne /-monopolerne) og har fået en ordentlig frihandel sikret via WTO o s v , så kan markedsøkonomien klare meget mere end idag.

Problemerne i dagens finansielle sektor vil nok hen ad vejen vise sig også (men bestemt ikke udelukkende ) at bero på de kunstigt skabte olieformuer, der i høj grad giver næring til hedgefunds, SIV's og andre derivater.

Steen Rasmussen

Troen, på at markedet skulle repræsentere en overordnet rationalitet og formålsmæssighed, har aldrig kunnet afsløre sig som andet end tro. Adam Smith troede, og han var på det rene med, at det var det, han gjorde. Siden er hans tro blevet fremstillet som alt andet end tro. De troendes stemmer er blevet mere skinger på det sidste, men de har altid haft dårlig samvittighed over for det, de ved, de ikke kan bevise, nemlig det at deres tro skulle være andet end overtro.

Forestillingen om markedets overordnede rationalitet bruges ideologisk som legitimering af markedets delrationaliteter. Men enhver viden om markedet vil være partikulær og falde i markedet og falde med markedet, som genstand for markedets opmærksomhed. Enhver forudsigelse om morgendagens pris, morgendagens marked, ville, når den blev kendt på markedet, negere sin egen sandhedsværdi, fordi den ville ændre markedets adfærd, og dermed den fremtid den prætenderede at foregribe.

Påstanden om markedets overordnede formålsmæssighed og formålstjenlighed tjener som ideologisk legitimering af markedets delrationaliteter, eller den er udtryk for overtro. Skulle man bevise markedets overordnede rationalitet, dets evne til at sætte et mål og nå det, ville man være nødt til at bringe en forudsigelse til verden, som ikke kunne negeres alene ved at falde på markedet som sandheden om markedets fremtid. Alene det, at en sådan viden ville negeres ved at blive genstand for spekulation, beviser at tesen, om markedets overordnede rationalitet, ikke kan bevises. Det kan, med andre ord, bevises, at det ikke kan bevises, at markedet er rationelt. Kun troen er tilbage.

Adam Smith vidste det, og kaldte derfor sin tillid til markedet for det den var, ”tro på den skjulte hånds princip”.

(http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-34.pdf)

Bent:

Det hedder ikke Bush. Det hedder Kammerat Bush - det er i det mindste hvad Chavez kalder sim amerikanske kollega, efter at manden fra Midland har nationaliseret større del af den amerikanske økonomi end både Chavez og Ortega.

Bjørn Herring

I DR2 kunne vi i gåd høre en engelsk politiker der har skrevet en bog om Hitler.
Han sagde at Hitlers økonomiske politik var baseret på ekspansion. Efter krigeriske sejre ville han lade de besejrede betale for Tysklands udgifter.

Roberts, Stephen H.
Huset Hitler byggede

J. H. Schultz Forlag, 1938
362s

Ovenstående forfatter skrev inden krigen at hvis Tyskland skulle undgå bankerot ville Hitler være tvunget til at gå i krig.

Jeg er godt klar over at man ikke på nogen måde kan sidestille USA med Hitler-Tyskland, men måske har den underliggende tankegang været parallel i og med Irak krigen.

Økonomer giver nu denne skylden for krisen, og det er jo lidt besynderligt at en republikansk regering har underbudgetteret år efter år. Hvad i al verden har de tænkt med mindre det har handlet om at skovle pengene ind igen på lidt længere sigt?

Bjørn Herring

OK, men Bush kan væltes, det kunne Hitler ikke.
I øvrigt blev Hitler ikke valgt som diktator, selv om man muligvis kan sammenligne rigsdagsbranden og 9/11. Men så skal man vidstnok være temmelig konspiratorisk i hovedet.

I øvrigt: "5) Hitler udrettede mirakler for Tysklands økonomi, mens Bush kørte den amerikanske i sænk."

Nej, han kørte Tyskland i sænk rent økonomisk. Det var ligesom pointen med min kommentar at den eneste vej ud var krig, og at det økonomiske mirakel ikke ville kunne stå på benene uden en sådan.

Det er nu åbenbart for enhver, at det må være slut med at lægge "vigtige offentlige forsyningsopgaver" i hænderne på ludomaner.

Når nu det hele er overstået, støvet har lagt sig, og samfundet har slikket sine sår, så skal der i stedet for "Den usynlige hånd" gives markedet en Jernnæve:

Bestyrelserne vælges af aktionærerne og er ikke selvsupplerende
Offentligt tilgængelige aktionærlister
Gennemsigtighed med bankers solvens og risikoprofil
Forbud mod promovering af bankers egne værdipapirarrangementer
Forbud mod stigende sælgerhonorarer for salg af stadig stigende ricisi
Forbud mod optionsaflønninger
Større krav til sektorfinansierede garantifonde

og igen - med hensyn til offentlige udliciteringer, må det være slut med at stole på det grådige markede.

Inger Sundsvald

Bill H

Jeg er helt enig i dine forslag til en 'Jernnæve'.

Hvis ikke det sker, kan vi se frem til, at vi bliver nødt til at privatisere Nationalbanken. Men det er måske det der er ønsket? Der skal da nok findes nogle investorer.

Bjørn Herring

Erik.

Nej, jeg mener sådan set heller ikke Tyskland gik i krig pga økonomien, men det blev altså sagt inden krigen af Stephen H. Roberts at dette var den eneste løsning for økonomien. Det er noget helt andet.

I DR2 mente den engelske ekspert at Hitler overhovedet ikke havde forstand på økonomi, og at han regnede med at de besejrede skulle betale eventuelle omkostninger. Altså en slags røveri.
Men årsagen var ikke penge, snarere ideologi såsom Lebensraum etc.

Dette kan minde om den amerikanske begrundelse for Irak krigen. Nemlig den neokonservative tese om udbredelsen af demokratiet, og hvor økonomien således bliver ladet hånt om. Det er blot mærkeligt at der ikke også var økonomiske bagtanker.

Jeg påstår for en gangs skyld ikke noget som helst, undrer mig blot. Jeg forstår ikke at de i regelen økonomisk ansvarlige republikanere systematisk har underbudgetteret og parallelt indført skattelettelser! Det er sgu weird.

".Lebensraum = ideologi og udbredelsen af demokratiet.."

Jeg tror Frits håbede på kornmarker så langt øjet kunne række - og slaver som slaver

Bjørn Herring

Bill H og andre.

Mit spørgsmål er hvorfor USA indlod sig på en kurs der enten ville resultere i succes eller fiasko. Hvor underskuddet på budgetet blev større og større, og hvor forventningerne til sejre skulle betale for disse.

Jeg har svært ved at forstå at verdens mest udviklede nation kunne begive sig ud på en så ricikabel vej uden det var af en slags nødvendighed.

Svaret fører mig tilbage til min marxistiske børnelærdom der forudsagde at kapitalismen ville med nødvendighed resultere i cykliske kriser.

Andre ved mere om dette end jeg, men en af teserne var profitratens tendentielle fald, hvor finanskapitalen ville være det sidste offer i denne proces. Dette er nu sket, hvorfor krisen ikke kan skyldes enkelte grådige personer, som de borgerlige forsøger at bilde os ind, men en egenskab ved selve det system vi alle bekender os til! Og dette er jo noget helt andet.

Det forekommer mig at selv om socialismen ikke er løsningen pga dens fascistiske tendens, så findes der heller ingen andre løsninger på problemet.

Der findes simpelhen ingen svar!

Dette er det egentlige problem!