Leder

Det vestlige demokratis krise

6. oktober 2008

DE SIDSTE TO sidste to ugers politiske drama i Washington har bragt minder tilbage om præsident George W. Bushs vellykkede bestræbelser i 2002-03 på at bruge frygt til at overbevise de amerikanske vælgere, medier og kongrespolitikere om at støtte en krig mod Irak - et land, der intet havde at gøre med al-Qaedas terrorangreb 11. september 2001. I nedkogt form lød hans argument således: Hvis I ikke giver mig beføjelser til at vælte Saddam Husseins regime i Irak, risikerer vi at blive angrebet med en atombombe næste gang (den berømte paddehat nævnt i præsidentens tale om Irak i efteråret 2002).

I en tv-tale 24. september - dagen før et møde i Det Hvide Hus mellem John McCain, Barack Obama og partiledere - benyttede Bush det samme trick. "Hvis Kongressen ikke handler prompte, vil USA glide ind i en finanspanik, og det vil blive efterfulgt af et foruroligende scenarie," sagde han i en andægtig tone. Oversat: Hvis de folkevalgte i Kongressen og vælgerne ikke følger min opskrift på en løsning af finanskrisen, vil hele det økonomiske hus vælte. "My way or the highway", kaldes denne enevældige attitude på amerikansk.

MEN I MODSÆTNING til 2002-03 ville hverken befolkningen eller politikerne denne gang lytte til præsidentens advarsler, der klingede hult efter de mange år med en beslutningsproces i Washington drevet frem af terrorfrygt, og hvis resultat er en øget magtkoncentration i præsidentens hænder. Fire dage senere nedstemte Repræsentanternes Hus regeringens redningsplan for finanssektoren. Folkets repræsentanter havde lyttet til protesterne fra deres vælgere, og ni ud af ti ville ikke høre tale om at punge ud for at "redde" de grådige finansgenier på Wall Street, som har skovlet milliarder af dollar ind i de sidste 15-20 år.

Bushs og partiledernes argument, at "ingen sejler sin egen sø", faldt for døve øren. Ikke alene Washington var chokeret. Hele verden var rædselsslagen. Et handlingslammet politisk system i Washington risikerede at få det globale finanssystem til at løbe løbsk. Uden et prompte politisk indgreb ville udlånernes tillid ikke blive genoprettet, hvilket kunne føre direkte til økonomisk depression og masseledighed.

ONSDAG OG FREDAG vedtog henholdsvis Senatet og Repræsentanternes Hus den samme redningsplan plus en buket skattelettelser, som forbundsregeringen ikke har råd til, og som næppe vil få en økonomisk stimulerende virkning. Folk og små virksomheder vil formentlig lægge pengene til side som forberedelse på dårlige tider. Inden finanssystemets sammenbrud var USA allerede på vej ind i en økonomisk recession. Nu er ingen i tvivl om, at afmatningen bliver den værste siden 1930'erne. Det vil med sikkerhed blive en kæmpe udfordring at håndtere for de demokratiske institutioner - både i USA og i Europa.

Det er værd at reflektere over følgende tal: Bushs tilslutning i den amerikanske befolkning er faldet fra et højdepunkt i 2001-02 på 80 pct. til 22 pct. i en meningsmåling i sidste uge. Kun 10-15 pct. af amerikanerne stoler på Kongressen. 80 pct. mener, at landet er på den gale kurs. Man bør kalde en spade en spade: I Bushs anden embedsperiode er USA blevet kastet ud i den alvorligste politiske tillidskrise, siden præsident Richard Nixon trådte tilbage under truslen om en rigsretssag i 1974. Det er ikke kun præsidenten og hans parti, der bærer ansvaret for det amerikanske demokratis krise. Det Demokratiske Parti kan ikke undsige sig et ansvar, ej heller medierne og den del af befolkningen, som har levet over evne og troet, at de gode tider fortsætter i en uendelighed - regnskabets dag kommer altid.

DET ER SLEMT nok, at mange familier må skære voldsomt ned på deres levestandard og at millioner vil miste deres stilling i de næste år. Værre kan det blive, hvis samfundet ikke reflekterer over, hvad der er sket og prøver at vriste en ny mening ud af denne systemkrise. Det er ikke alene ansvarlige politikeres opgave.

Der ligger et tungt ansvar på massemediernes skuldre, som er blevet til et gigantisk underholdsningsbranche, hvor man skyer den mindste kompleksitet, slavisk følger konventionel visdom og undgår en nødvendig grænseoverskridende kritik af status quo.

De intellektuelle og litteraturen bør gøre mere og få større plads i medierne til at stille de fundamentale afsøgende spørgsmål om vort økonomiske og politiske system, og fremfor alt om vores utroligt ødslende livsstil og individets patologiske selvoptagethed i det senkapitalistiske samfund. Helt basale værdier er blevet så relativiseret, at ingen længere magter at tænke på det kollektive vel og hvilken mening, man kan få af livet andet end at forbruge og berige sig. Der skal med andre ord læres mange lektier af denne systemkrise. Ellers er demokratiet og kapitalismen ilde stedt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Burch skriver, at samfundet herunder især medier, politikere, økonomer bør reflekterer over, hvad der har ført til den omsiggribende finanskrise i det kapitalistiske system og tage ved lære heraf. Udgangspunktet for denne proces, bør efter min mening være følgende erkendelse:
Den nyliberalistiske teori og ideologi er kun for fantaster fuldt på højde med de mest fundamentalistiske muslimske Koran fortolkere. Skattelettelser til de rigeste, privatiseringer og markedsfanatisme er det mantra, som ikonerne for denne ideologi har gentaget til ulidelighed og fortsætter med at gentage overalt i den kapitalistiske verden, fuldstændig uden nogen som helst hensyntagen til de historiske erfaringer eller den nuværende virkelighed.
Det er, hvad det er, fantaster er normalt udenfor pædagogisk rækkevidde, og denne art er det i særlig ondartet grad. Det mest fantastiske er imidlertid at de har fået lov til at udgyde deres, efter al historisk erfaring, idioti uden kvalificeret og kontant modspil fra medierne, politikere osv.
Der har i mere end 20 år været tale om et verdensomspændende mikrofonholderi af massivt og skræmmende omfang. Først nu, når det er gået galt, lufter medierne deres forundring over, at det der så indlysende burde have været fejet af banen straks, med henvisning til 30’ernes liberalistiske sammenbrud, i stedet kunne få så megen medløb uden kvalificeret historisk funderet modspil.
Først nu når virkeligheden nådesløst river tæppet væk under fantasterne fra Milton Friedman til Cepos samt deres politiske halehæng fra Reagan, Thatcher og Bush til vores hjemlige minimal statsminister, vågner presse og elektroniske medier partielt op og ryster undrende på hovedet.
”Med den globale finanskrise har virkeligheden sat et kæmpestort spørgsmålstegn ved den nyliberale teori og ideologi” hedder det således symptomatisk med et slående understatement i Information 4-5/10.
Ja det har virkeligheden, men ikke med den nuværende globale finanskrise. Den liberalistiske teori og ideologi viste sin totale fallit allerede med 1929 krakket og 30’ernes totale og verdensomspændende økonomiske sammenbrud for denne liberalistiske samfundsmodel og som hovedansvarlig for udbruddet af 2.verdenskrigs ragnarok. Efter krigen blev denne ideologi retfærdigvis betragtet som en paria af alle tænkende mennesker, økonomer som lægfolk.
Det liberalistiske spøgelses genkomst fra historiens mødding fra 80érne og til i dag, igangsat som pilotprojekt i den Chilenske diktaturstat efter militærkuppet i 1973 anført af CIA og dermed omdannet til forsøgsmark for Milton Friedman & Co’s fallerede liberalistiske teorier, er derfor bare en gentagelse af noget historien for længst har dømt ude.
Denne genkomst fra historiens mødding svarer derfor fuldstændig og aldeles til en tænkt genkomst af den Sovjetiske planøkonomis teoretiske og praktiske fallitbo fra samme mødding i dag eller engang i fremtiden. Men en sådan ville næppe få den samme applaus fra medier mv.
Det grundlæggende spørgsmål er derfor, hvorfor en hær af journalistiske og politiske ”mikrofonholdere” i samtlige dagblade, TV og Radio i årevis i hele den vestlige verden har båret disse liberalistiske fantaster på skjolde ind i alle medier i uendelige rækker, i stedet for at foreholde dem og behandle dem, som det de er, økonomiens ”Holocaust” benægtere.

Jeg ved godt, at det lugter af skadefryd, og at det måske er at tisse i bukserne, fordi det i sidste ende også kan ramme mig, men jeg synes efterhånden, at det er ganske underholdende - som en bedre sæbeopera i selskab med popcorn og slik - aften efter aften at se hele dette af fatalt inkompetente mennesker - det vil sige diverse økonomer og politikere (mon de skammer sig nu?) - opbyggede fantasipalads falde fra hinanden. Måske skyldes min afslappede holdning, at jeg konsekvent altid har afstået fra privat at spekulere i aktier, og derfor ikke i første omgang har noget særligt i klemme.