Leder

Befri Berlingske

Debat
20. november 2008

GYSELIGE NYHEDER kan gemme sig godt i bladenes spalter. Forleden bragte Berlingske Tidendes tillæg 'Business' en trespaltet historie under den usexede overskrift "Mecom rokerer i ledelsen". De indviede vil vide, at Mecom er det britisk-internationale mediekonglomerat, der også ejer Berlingske-koncernen. I artiklens anden spalte midtfor kommer oplysningen:

"Mecom Group ejer mere end 300 udgivelser i bl.a. Holland, Danmark, Tyskland og Polen og har været i store problemer det seneste år, hvor Mecom-aktiens værdi er faldet med 97 procent på grund af den faldende annonceindtjening og bekymring for den voksende gæld, som nu er på 571 millioner pund."

Hjææælp! Fald på 97 procent af værdien! Gæld på næsten fem milliarder danske kr! I artiklen afviser Berlingskes koncernchef, Lisbeth Knudsen, at det får danske konsekvenser, at der rokeres i London, hvor Mecom-mogulen David Montgomery rykker fra formandsposten over i en direktørrolle.

MEN MON DOG? I gårsdagens Børsen - som ikke ejes af Mecom (men af Bonnier) - skrives med britiske kilder, at Montgomerys formandsfarvel giver Mecoms ejerkreds af institutionelle investorer bedre chance for at bjerge deres penge i land ved et frasalg af aktiver.

Og så er vi tilbage ved Berlingske. En tænkelig fremtid er, at splitning af Mecom fører til en ophugning af Berlingske-koncernen, således at det, der også er kaldt 'flagskibet i dansk presse' saves ud i små redningsbåde. En sørgelig ende.

UHELDIGT, AT Berlingske overhovedet er kommet på den deroute, der har ført koncernen i Montgomerys klør. Derouten tog et dyk, da skibsreder Mærsk harmedes over, at Berlingske i november 1999 bragte historieforskning om hans fars rolle i den A.P. Møller-dominerede virksomhed Riffelsyndikatets iver efter at sælge våben til Hitlers hære. Så harm blev Mærsk, at han udnyttede sine aktieposter til at få chefredaktøren fyret og hele huset solgt til den norske Orkla-koncern, hvorfra det senere er sjakret videre til Mecom.

Men derouten begyndte allerede i 1977, da Berlingske ramtes af 141 dages strejke og røg i et økonomisk uføre, der i 1982 nødvendiggjorde en rekonstruktion. Ved den lejlighed var det på tale at gøre huset medarbejderejet og/eller lagt i en fondskonstruktion, der sikrede dets uafhængighed. Løsningen blev i stedet aktieposter til de danske erhvervsvirksomheder, der skød penge ind. Ingen forestillede sig, at de ville optræde unationalt ved at sælge Berlingske til udenlandske spekulanter.

Mecoms nedtur er en lykkelig adgang til at få omgjort en historisk misgerning. Gode dansksindede investorer bør finde sammen om en løsning, der sikrer Berlingske dansk ejerskab og uafhængig stilling.

Lisbeth Knudsen vil næppe have noget imod at viderebringe Mecom et tilbud, som Mecom slet ikke har råd til at afslå. dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

David Rehling:

"Befri Berlingske"

Hvis man ikke som David Rehling har en fagforeningspolitisk interesse i at bevare arbejdspladser for journalister, kan det være vanskeligt at se nogen grund til at "befri" endisige bevare Berlingske Tidende. Luk dog den reaktionære løgnefabrik!

Heinrich R. Jørgensen

David Rehling:
"Gode dansksindede investorer bør finde sammen om en løsning, der sikrer Berlingske dansk ejerskab og uafhængig stilling."

En fremragende opfordring, hvis Berlingske Tidende vel at mærke ender med at blive uafhængig af økonomiske og politiske interesser.

Hvis avisens indhold derimod kan dikteres af ejerne, giver jeg Per Thomsen ret - så er avisen ikke værd at bevare.