Leder

Brown, Sarko og Angie

Debat
12. november 2008

"EN UGE I POLITIK er lang tid!" sagde den forhenværende britiske premierminister Harold Wilson for snart mange år siden. Det følger naturligt heraf, at to måneder er en astronomisk evighed! Det er det også, når man ser på den økonomiske politik - og på de tre væsentligste europæiske statsledere: Gordon Brown, Nicolas Sarkozy og Angela Merkel.

FOR TO MÅNEDER siden var Brown dømt politisk død - alle regnede med, at det var et spørgsmål om tid, før den britiske premierminister ville træde tilbage eller blive offer for en politisk paladsrevolution. Not so good! Det var modsat i Frankrig og Tyskland. Die Bundeskanzlerin - altså Merkel - var Tysklands mest populære politiker, og hendes CDU var storfavorit til at vinde valget næste år. Sehr gut! Det var på samme måde i Frankrig. Sarkozy fik roser for at mægle mellem Rusland og Georgien, og så formåede den lille franske præsident at få vedtaget en revision af Grundloven, som ingen af hans forgængere Mitterrand eller Chirac kunne få igennem Nationalforsamlingen. Formidable! Tres bien!

OG NU HAR DET hele flyttet sig 180 grader. Gordon Brown får roser hele vejen rundt. Han er gået forrest i løsningen af den finansielle krise. Årets nobelpristager i økonomi Paul Krugman kalder Brown for "vor tids største statsmand", og vælgerne vender tilbage; Forleden vandt Labour suppleringsvalget i Skotland med det største stemmetal siden midten af 1970'erne. Men i Frankrig og Tyskland er alt forandret for Monsieur Sarkozy og Frau Merkel. Førstnævnte er i stigende grad blevet tvunget i baggrunden af sin finansminister, socialdemokraten Peer Steinbrück. Og meget tyder på, at SPDs kanslerkandidat - udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier - kan overtage Merkels kontor næste år efter valget. Merkel har slingret og er kommet med uklare udmeldinger. Modsat har socialdemokraternes formand Franz Müntefering formået at sikre, at SPD har holdt en fast kurs. Socialdemokraterne har haft et klart budskab: Der har været for meget liberalisering, og staten må gribe ind. Det klare budskab har givet opbakning blandt vælgerne.

OGSÅ SARKOZY har haft bedre tider. Hans skattereform skulle udligne sociale skel - men det har gjort de rige rigere. Han snakkede om ny dynamik i EU, men det er mislykkedes at finde en løsning på det problem, der opstod efter det irske nej. Og så var der alle de store ord om et fællesmarked med Middelhavslandene - det er efter tre måneder endt i ingenting.

UNDER TIDLIGERE kriser - f.eks. i 1980'erne - fik de borgerlige partier chancen. De overbeviste vælgerne om, at liberalisme var midlet til økonomisk genopretning. Denne tyrkertro på markedet døde med bankkrisen. Det store spørgsmål er, om den klassiske finanspolitik, som Brown fører, kan leve op til tilliden, og om den er et bedre alternativ? Det må man håbe! Q

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her