Leder

Enestående valgkamp

4. november 2008

Det er 21 måneder siden, at en relativ ukendt sort senator fra delstaten Illinois erklærede sit kandidatur til USA's højeste politiske embede, det mægtigste i verden. Hverken de amerikanske medier eller almindelige vælgere gav manden med det besynderlige navn - født på Hawaii med en far fra Kenya - nogen reel chance for at vinde Demkraternes nominering og fortsætte til Det Hvide Hus.

I dag står Barack Obama på tærsklen til Det Ovale Kontor. Det er en politisk bedrift, som USA ikke har set magen til, siden Abraham Lincoln gjorde det samme kunststykke i 1860. Uden risiko for overdrivelse er det ganske enkelt en sensation, at denne politiker på 47 år - uden særlig lang politisk erfaring - efter alt at dømme bliver USA's næste præsident.

Det siger ikke så lidt om Obamas umådelige politiske talent, imponerende management-stil, uoverstigelige talegaver og uomtvistelige lederegenskaber. Han formåede at slå den frygtede Clinton-maskine og har i de sidste par måneder distanceret en af USA's mest erfarne og garvede politikere, John MCain.

Senatoren fra Arizona stillede op for 19 måneder siden og blev øjeblikkeligt udnævnt af medierne til den mest sandsynlige republikanske præsidentkandidat. Antagelsen blev i løbet af foråret bekræftet i nationale meningsmålinger.

Men McCain skulle vise sig at være en langt bedre 'maverick'-senator end præsidentkandidat. I den første fase af sit kandidatur lod han sig styre af en kreds af rådgivere. Vælgerne kunne ikke genkende den afslappede og engagerede præsidentkandidat fra 2000, som talte åbent og uden frygt for fejltrin på vælgerdebatmøder.

I sommeren 2007 var McCain drattet ned på en 3. og 4. plads i meningsmålingerne og løbet tør for penge. Han måtte rejse i rutefly til primærvalgstaten New Hampshire med et par assistenter og bo på billige hoteller.

Noget skulle gøres. John McCain besluttede at genfinde sin frimodige stil fra 2000. I løbet af efteråret gav omlægningen gevinst. Pengene strømmede ind igen, og vælgernes anerkendelse voksede - især i New Hampshire, som han vandt i januar.

McCain havde imidlertid en akilleshæl. På den ene side skulle han overvinde de religiøse republikanske kernevælgeres skepsis mod hans midtsøgende politik; på den anden side kunne han kun vinde præsidentvalget i kraft af sin stærke 'appeal' til de såkaldte partiuafhængige vælgere, der normalt afgør udfaldet.

Derfor svingede McCain kraftigt til højre og opgav nogle af sine særstandspunkter omkring indvandring, menneskerettigheder og skattepolitik, som havde gjort ham populær blandt partiløse og mange demokrater. Kursskiftet sikrede ham partiets nominering, men blev til en tung klods om hans ben i resten af valgkampen.

McCains eneste chance i et elendigt valgår for republikanerne var at forblive tro mod sin baggrund som maverick-republikaner håbe, at de kristne evangelister og stærkt konservative i partiets base ville holde sig for næsen og stemme på ham. I stedet valgte han at holde fast i sit højresving og endda udpege den ekstremt konservative Sarah Palin til sin makker. Sammen med de stærkt personlige angreb mod Obama, nogle gange med en racistisk undertone, og den alvorlige finansielle krise, ødelagde det hans i forvejen ringe chance for at vinde præsidentvalget.

Trods slingrekursen og valget af en ny politisk personlighed er der grund til at tage hatten af for senator McCain. I en alder af 73 har han knoklet lige så hårdt som den yngre Obama. Det viser en sjælden udholdenhed. Alle andre mænd i den alder ville angiveligt være kollapset af udmattelse. Det er naturligvis stadig muligt, at McCain vinder. Hvis det skulle ske, ville det være en national tragedie. Ingen Obama-tilhænger vil kunne acceptere resultatet. Så misvisende meningsmålingerne ville kaste et lang skygge af illegimitet over McCains præsidentskab og hindre ham i at skabe et tillidsforhold til den demokratiske majoritet i Kongressen. USA risikerer at blive uregerlig indtil 2012. Alene af den grund bør alle amerikanere og hele verden håbe, at meningsmålingerne holder stik på valgdagen i dag.

Præsidentvalg er så vanskelige at forudsige, fordi amerikanske vælgere bruger andre parametre end blot partiidentifikation og verdenssyn i deres beslutningsproces.

Utvivlsomt vil flere republikanere i det nordøstlige USA - hvor partiet er mindre konservativt - stemme på Obama, end normalt er tilfældet. Forklaringen er, at vælgerne i deres vurdering inkluderer en kandidats personlige karakter og lederegenskaber.

Her synes kandidaten med den ringeste erfaring at have klaret sig bedre end veteranen. McCains slingrekurs og uberegnelige beslutningsproces under finanskrisen vil blive husket som politisk selvmord.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu