Gud og Island

"GUD VELSIGNE ISLAND". Sådan afsluttede Islands statsminister, Geir H. Haarde, sin tale til nationen forleden. Om det er Vor Herre, der er kommet dem til hjælp, vides ikke. Det mere sandsynlige er, at det skyldes statsministerens kløgt - og at aftalen er kommet i stand på trods af mildt sagt ubehjælpsomme kommentarer fra både præsidenten og udenrigsministeren.

Island er efter nogen slinger, vaklen og snublen endelig nået frem til en aftale, der - måske - kan redde sagaøens fallitbo af en samfundsøkonomi. Landet - der i de seneste 10-15 år har levet højt på finansiel deregulering og superliberalistisk markedsøkonomi - er nu tvunget til at sætte tæring efter næring og leve om ikke på en sten, så i det mindske på et meget skrabet budget.

Tragedien på Island begyndte, da de tre store virksomheder Glitnir, Baugur og Stodir blev ofre for den internationale finanskrise. Da de tre havde passiver i en størrelsesorden svarende til 280 procent af Islands BNP - og i øvrigt var storaktionærer i enten hinanden eller i mange andre virksomheder - faldt den islandske økonomi sammen som det berømte korthus. Ejerforholdene betød, at de tre virksomheder i realiteten havde investeret i det rene ingenting. Ikke nok med det, resultatet var, at en meget, meget lille elite af meget, meget få mænd egenhændigt sikrede, at Island (næsten) gik bankerot. Elitens overmod - og politikere med en tyrkertro på markedet - var årsag til, at Island gik fra at være verdens rigeste land til at være så fattigt som et u-land. En af de mere spektakulære konsekvenser af kollapset var, at realindkomsten faldt med 40 procent, samtidig med at den islandske krone dykkede med 70 procent på valutamarkederne.

DEN SITUATION FØRTE TIL, at de islandske banker ikke kunne betale småsparerne deres penge tilbage. Og det udviklede sig til en international konflikt, fordi mange britiske kommuner og privatpersoner havde sat deres penge på islandske konti. Den britiske regering greb ind og betalte pengene tilbage. Men for at sikre, at de fik pengene igen, indefrøs briterne - med hjemmel i terrorlovgivningen - alle islandske indeståender på britiske konti.

Islændingene følte sig - med en vis berettigelse - forurettede over briternes behandling. Konflikten fik politiske overtoner, da Islands udenrigsminister, Ingibjörg Sólrún Gísladóttir, aflyste en NATO-flyveøvelse med England, fordi man ikke kunne lave "en fælles militæraktion" med et "fjendtligt land".

Også Islands præsident, Ólafur Raganar Grimsson, kom for skade at sige, at "Danmark havde vendt ryggen til den tidligere landsdel" - Island var en del af Danmark indtil 1944. Det var dumt.

AT DET UNDER DISSE omstændigheder er lykkedes for statsminister Geir H. Haarde fra det borgerlige Uafhængighedspartiet at finde en løsning, er intet mindre end et mirakel. Det tyder på, at Gud - trods alt - er venligt indstillet over for Island. Skylden for krisen er ofte blevet placeret hos netop Haarde. Det er urimeligt. Faktum er, at det var hans forgænger, David Oddson, der var ansvarlig for den situation, der førte til den finansielle liberalisering og dermed indirekte til krisen.

Gennem hele konflikten har Haarde formået at sikre sig koncessioner fra både traditionelle allierede (USA, Norden og Europa), samt fra det, der er blevet kaldt "nye venner" - dvs. Rusland. Efter at have forhandlet til flere sider i de seneste uger lykkedes det den 20. november Island at få et lån på 50 milliarder fra på den ene side Verdensbanken (21 milliarder) og på den anden side de nordiske lande (31 milliarder). Udover disse penge - der tilsammen udgør det samme som Islands årlige bruttonationalprodukt, har landet også fået lån fra Polen og Rusland (i alt næsten 10 milliarder kroner). Selv briterne - der næsten erklærede krig mod islændingene - har nu lånt dem penge. Den britiske regering har lånt den islandske nationalbank to milliarder kroner. Det er anseelige beløb. Og som alle andre lån skal også disse betales tilbage - og i næsten alle tilfælde med renter.

DET ER NORMALT politisk selvmord at overbelåne sit land med over 100 procent af BNP. Men trods murren i krogene fra det store oppositionsparti Vinstrihreyfingin og dets leder, Steingrímur J. Sigfússon, tyder meget på, at Island- trods den noget nær umulige situation - har fået en favorabel aftale om afbetaling af gælden. Som for Storbritanniens Gordon Brown, har krisen styrket Haarde.

Island har nogle af verdens dårligste bankfolk, en alt for åbenmundet præsident og en ubetænksom udenrigsminister, men islændingene kan prise sig lykkelige for, at de har en af den vestlige verdens mest kompetente statsministre. Uden ham var lånene ikke kommet i hus. Måske har Gud velsignet Island - for de har stadig brug for overjordisk hjælp.