Leder

Håbet vandt

Debat
6. november 2008

HAN SAGDE DET selv i sejrstalen i hjembyen Chicago. Hvis nogen tvivlede på, at USA stadig var mulighedernes land, og at det amerikanske demokrati stadig var intakt, havde de fået svaret den 4. november 2008. Barack Obama er valgt til USA's 44. præsident. Med sine budskaber om håb og vilje til at kunne, med sin saglighed, moralske integritet og uplettede politiske fortid har han skrevet historie.

Det har han, fordi han er den første sorte præsident i USA's historie. Det har han, fordi han er den første præsident, der kommer efter babyboomerne og 68'erne og derfor har fået dannet sit verdensbillede i 1970'erne og 1980'erne. Og det har han, fordi han er den første præsident, der repræsenterer generationen efter Vietnam-krigen.

Men han har først og fremmest skabt historie, fordi han har formået at overbevise det amerikanske folk om, at svaret på USA's udfordringer ikke er mere kynisk splittelse, men brobygning og samling.

Derfor repræsenterer hans sejr et afgørende vendepunkt både politisk og økonomisk, stærkt båret frem af demokraternes styrkelse af flertallet i Senatet og Repræsentanternes Hus. Republikanerne kan nu se frem til en selvransagende periode, mens det også påhviler partiet at arbejde for, at Obamas sejr ikke udnyttes til at skubbe til den nationale splittelse. John McCain tog et fornemt skridt, da han i sin tale i går morges anerkendte Obamas sejr og gav ham sin fulde opbakning.

DET AMERIKANSKE folk har sammen med Barack Obama vendt et blad i historiebøgerne, fordi de beviste, at man kan gøre en forskel. I det mægtige land med tradition for lav valgdeltagelse lykkedes det at motivere en rekordstor valgdeltagelse og få folk, der aldrig før havde stemt, til at stå i kø i timevis for at afgive deres stemme. Ligegyldig hvad der end måtte komme, er det et andet USA, der nu melder sig i verden. Et USA, der har vist, at demokratiet ikke bare fungerer, men at der er en enorm vilje til at hele de sår og konflikter, som de seneste otte år under George W. Bush har blotlagt. Men også et USA, der på en helt ny måde er villigt til internt at bygge bro over raceskel, etnisk splittelse og den nationale splittelse, som valgene i 2000 og 2004 medførte.

Kommentatoren Thomas L. Friedman skrev i går i New York Times, at Barack Obamas sejr markerede afslutningen på den amerikanske borgerkrig. Symbolsk var det i Virginia, hvor det hele begyndte i 1861, at vælgerne afgjorde, at der skulle bygges bro over historiens raceskel og tages et afgørende skridt i de sidste mange årtiers kamp mod racediskrimination og social ulighed. Som en kommentator på tv-stationen CNN sagde, skal man forestille sig, at der om et par måneder er et par små, sorte piger, der løber rundt og leger i Det Hvide Hus. Så enkelt kan USA's nye begyndelse beskrives.

BARACK OBAMA HAR nægtet at anerkende opdelingen af USA i en blå og en rød blok og har formået med udgangspunkt i minoriteterne og ungdommen at mobilisere de brede masser og vinde en stor del af tvivlerne. Og i modsætning til frygten for en Bradley-effekt - at folk sagde, de ville stemme på den sorte kandidat, men lod være, når de stod i stemmeboksen - tyder meget på, at det modsatte er sket. Mange har båret vidnesbyrd om, at de ikke ville stå i vejen for de nye generationers begejstring og håb om forandring.

Der er ikke tale om Kristi genkomst, og en del af de store forventninger vil risikere at blive skuffet, når armene komme ned. Som det er fremgået af denne avis de seneste dage, står Obama over for enorme udfordringer. Det amerikanske uddannelsessystem og infrastrukturen er i opløsning, den økonomiske krise er dyb og alvorlig for hele samfundet, problemerne i sundhedssektoren skal løses, landet er stadig involveret i to krige, en ny rolle i det transatlantiske samarbejde skal udformes, og Barack Obama skal som noget af det første udforme en energipolitik, der kan få resten af verden til at tage landet alvorligt i kampen mod den globale opvarmning.

Lige nu rider han på en bølge af globalt og nationalt håb. Herfra kan det egentlig kun gå tilbage. Men som Barack Obama selv sagde i sin tale, er sejren i sig selv "ikke den forandring, vi søger. Det er muligheden, der gør os i stand til at skabe den forandring. Og det kan ikke lade sig gøre, hvis vi går tilbage til sådan, som tingene var. Det kan ikke lade sig gøre uden jer".

Sejrsrusen vil lægge sig og blive afløst af det hårde arbejde, hvor Barack Obama skal prioritere de mange udfordringer i en økonomi, der er i bund, og sammensætte en regering, der kan rumme hans mange løfter og håb om samarbejde.

Men det amerikanske folk har sendt Obama et klart budskab om, at de er bag ham og ønsker et nyt socialt USA baseret på en bredere fællesskabstanke. Opgaven kan virke uoverkommelig, og risikoen for, at Barack Obama skuffer, er overhængende. Men de største amerikanske præsidenter har netop vist sig store, når modgangen var størst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Men også et USA, der på en helt ny måde er villigt til internt at bygge bro over raceskel, etnisk splittelse og den nationale splittelse, som valgene i 2000 og 2004 medførte."

Det kan vi lære meget af i Danmark...

Eller som det står i Politiekns leder, der sædvanen tro er mere klartskuende og velskrevet end Informations ditto:

”Barack Obama foretrækker dialog frem for konfrontation. Han er inkluderende og ikke ekskluderende. Han leder ikke efter fjender, men efter samarbejdspartnere. Ja, han ønsker endda at forhandle med sine fjender, også de farlige ude i verden, fordi det nu engang er med sine fjender, at man kan lave fred.
FOR BARACK OBAMA er forskellighed – ikke mindst etnisk, religiøs, sproglig og racemæssig forskellighed – ikke en trussel, men en selvfølge. Både i USA og i verden. En selvfølge, der gør, at et frit samfund og muligheden for en mere fredelig verden nødvendigvis må hvile på et værdigrundlag, hvor gensidig respekt og en fællesskabsfølelse med plads til alle er det bærende.
Hvis alle danske politikere er enige om, at hele denne tankegang nu også skal være ledetråden i dansk indenrigs- og udenrigspolitik, er det naturligvis en rigtig god nyhed.
Det bliver spændende at se, om begejstringen for den frie verdens nye leder virkelig rækker så langt”

Kilde: http://blog.politiken.dk/lederpladsen