Leder

Hvepsereden Charlottenborg

21. november 2008

VIST ER Charlottenborg ikke Irak og Brian Mikkelsen ikke Bush, der er en verden til forskel, men også den parallel, at i begge tilfælde er deres krigsskueplads hhv. 'krigsskueplads' endt i et morads.

Den daværende kulturminister gjorde op med årtiers praksis, da han for to år siden ville forny Charlottenborg. Ud røg kunstnersammenslutningerne. Nu skulle der være såkaldt kunsthal med skiftende udstillinger med det nyeste nye inden verdenskunsten.

Forleden krakkede visionen, så enhver kunne se det, da det kom frem, at direktøren, svenske Bo Nilsson, foreløbig ikke havde frembragt ret meget nyt, men derimod oparbejdet et større underskud.

Det var jo ad helvede til.

Nu har den nye kulturminister, Carina Christensen, taget konsekvensen og fyret hr. Nilsson, der herefterdags nok vil gå rundt oppe i Sverige og hvisle Danskjävlar, hvilket var titlen på hans første udstilling på Kunsthal Charlottenborg.

Ministeren havde ikke rigtigt noget valg, efter at bestyrelsen havde afvist at arbejde videre med ham, men tilbage står en række spørgsmål. Primært dette: Hvad skal der ske nu?

KUNSTNERNES sammenslutninger vil nok invitere til nyt bidegilde. Deres bitterhed var enorm, da de blev smidt på porten. Det forstår man godt. At udstille 'på Charlottenborg' er blevet et begreb, som står for det fineste fine i danskeres bevidsthed. Billedkunstnere af den traditionelle slags sidder til daglig i hver deres atelier og maler og modellerer. Ved at slutte sig sammen i selvbestaltede, selvsupplerende grupper har de fået en styrke, som de ellers ikke ville have. Nogle af dem - som Grønningen, Corner, etc. - har så vundet hævd på at kunne udstille på Charlottenborg.

Den negative version er, at det er kunstnere af andet geled, som klamrer sig til medlemskabet. Kunstnere, som ikke er alt for spændende mere, og som indgår i et internt hierarki, der ikke er noget at samle på. Hvem kender hvem? Hvem er inde i varmen, hvem er ude? Det kørte lidt for meget i samme rille, år efter år, og et medlemskab er jo ikke en livsforsikring.

Den positive version er, at det er den nationale elite og for den enkelte kunstner en slags slutstilling, som etablerer denne med et fagligt fællesskab, et ekstra salg og et godt publikum (omend yngre kolleger også inviteres ind). En status, man har gjort sig fortjent til, og som landet skylder sine kunstnere. Grønningens fernisering var en københavnerbegivenhed. Publikumsmæssigt kørte det godt. Den akutte situation vil gøre, at sammenslutningerne vil forlange deres tabte kongerige tilbage.

VAR VISIONEN forkert? Nej, den var storslået. Hvis kunsten ikke skal gå i stå i national selvtilstrækkelighed, er det nødvendigt med inspiration udefra. Det får man - bevares - også på Louisiana, Arken, AroS, Brandts Klædefabrik og andre steder, men et nyt kunstnerisk kraftfelt med endnu flere muskler i hjertet af København, hvor nye kunstnere uddannes på akademiet, ville ikke være af vejen. En god markering over for kulturturismen ville det også være.

Det var heller ikke umiddelbart forkert at ansætte Bo Nilsson som direktør. Med tidligere ansættelser blandt andet som inspektør på Louisiana, vicedirektør for Moderna Museet i Stockholm, chef for Liljevalchs Konsthall sammesteds samt for Rooseum i Malmø var papirerne i orden.

PLUDSELIG ER situationen den stik modsatte. Kraftfeltet er udeblevet, og det er publikum også. Udstillingsudbuddet har været beskedent, og der er dårligt råd til nyt. Underskuddet er på 3,2 millioner kroner, svarende til en tredjedel af et års bevilling. Bo Nilsson beskyldes for at have indrettet en lejlighed til sig selv for 750.000 kroner, en café er lukket, uden at en ny er åbnet, osv.

Til gode har vi endnu at høre den detroniserede og indtil videre tavse Bo Nilssons version af sagen. Sager har som bekendt mindst to sider, og i hvert fald det første af årene gik med ombygning og renovering. Har uforudselige benspænd udefra været årsag til miseren? Kan der overhovedet være gyldige forklaringer? Sig noget, Nilsson!

BJØRN NØRGAARD den Allestedsnærværende, som var med i en fornyelsesgruppe, har påpeget, at Brian Mikkelsen ikke fulgte de råd, han fik. Det er sin sag at omlægge en profil. Et gammelt publikum falder fra, et nyt skal opbygges, ligesom relevante, internationale udstillinger kræver et noget større budget.

Ledelsesstrukturen, hvor kulturministeren ansætter lederen, er også under kritik, ligesom bestyrelsen har følt sig negligeret af Bo Nilsson.

Derfor er Kunsthal Charlottenborg blevet en slem kattepine. I det bedste af alle kulturministerier ville man imidlertid fastholde visionen, øge budgettet samt tilbyde kunstnersammenslutningerne plads i den for tiden trængte udstillingsbygning, Den Frie. Men sådan går det næppe. Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu