LEDER | Midt i den tilkæmpede optimisme, der præger nyhedstapetets rapporter om den irakiske regerings aftale med George W. Bush om fortsat militær besættelse af landet de næste tre år, kigger den skeptiske iagttager uvægerligt efter, om der er en musefælde-klausul, en 'Punkt 22'.
Det er der. Nemlig i et citat af den irakiske regeringstalsmand, Ali al-Dabbagh, der har sagt til The New York Times, at 'begge sider kan opsige aftalen med et års varsel'. I klartekst betyder det, at hvis det i 2010 skønnes, at regeringen i Bagdad ikke overlever 2011 på egen hånd, altså uden amerikansk militær paraply, kan besættelsen - eller om man vil 'beskyttelsen' - forlænges. Af den ene eller den anden.
Og apropos beskyttelse: I en passus fra det såkaldte SOFA-dokument (Status of Forces Agreement), lækket af en konsulent fra 'American Friends Service Committee Iraq' ved navn Raed Jarrar til en new zealandsk hjemmeside (www.scoop.co.nz), kundgøres det, at USA 'fortsat er besluttet på at beskytte Iraks naturressourcer af gas og olie samt at beskytte Iraks internationale finansielle og økonomiske aktiver'.
Iraks parlament stemmer om aftalen den 24. november, men trods optimismen er det ikke givet, at den vedtages, idet både sunni'er og dele af shia-blokken er imod. Der er altså grund til at spise brød til aftalen mellem Nouri al-Malikis regering og Bush i Washington. Den skal sikre, at shia-lederen al-Maliki kan overleve politisk ved tillige at imødekomme et folkeligt krav om ophør af besættelsen.
Irak har følgelig fået en stribe krav igennem i det papir, som efter den 1. januar vil erstatte FN-resolution 1790, der gav mandat til besættelsen og nu udløber efter fem år. USA accepterer formelt at trække de 150.000 kamptropper hjem senest om tre år - og ud af de irakiske byer allerede den 30. juni næste år. Bush har desuden givet køb på immunitet for de amerikanske soldater, der begår kriminalitet i deres fritid uden for baserne, ligesom USA lover ikke at angribe andre lande (læs: Iran) fra irakisk territorium. Aftalen er godkendt af shia'ernes religiøse overhoved, ayatollah Ali Sistani, men ikke af den unge shia-leder Moqtada al-Sadr, som magtede at mobilisere en million protest-demonstranter, da forhandlingerne indledtes.
Bush, som oprindeligt gik efter en aftale på ubestemt tid, har bøjet sig af to grunde: Han vil ikke risikere, at Barack Obama overtager en besættelse, der er kendt illegitim i FN-regi, og som derfor kan give ham grund til at gennemføre en hurtigere retræte i harmoni med hans valgløfter.
Den anden grund har dog nok mere vægtfylde: USA presser på for at få vedtaget Iraks olielovgivning, der har været blokeret i parlamentet siden februar 2007 som følge af en de facto-tildeling af vestlige olieselskabers kontrol med Iraks olie i form af langtids-koncessioner. USA vil have olieloven vedtaget, inden Obama ankommer, og bukkene for al-Maliki på militær-aftalen kan 'smøre' den proces. Når alt kommer til alt, kommer Bush fra oliebranchen.
Af hvilken grund al den snak om olie ?
AFR har i en mail - der godt nok er et par år gammel, fortalt mig at overgrebet på Irak intet havde med olie at gøre.
Søgard har ret. Der er ikke noget at komme efter...
@ A. Søgaard og Per Thomsen
Olien er motivationen. Det er så ukontroversielt efterhånden, at Washington Post i en leder om Irak-krigens rødder og præsidentvalget skriver, at Irak "ligger i Mellemøstens geopolitiske center, som indeholder nogle af verdens største oliereserver," for at irettesætte Obama's beskrivelse af Afghanistan som "den centrale front." I lederen står der yderligere, at "selvom USA har en interesse i at standse Talebans genoprejsning i Afghanistan, så blegner landets strategiske betydning i forhold til Irak."
Det er ikke hemmeligt, at det siden 2. verdenskrig har været erkendt, at Mellemøsten er en ”enorm kilde til strategisk magt,” og ”en af de mægtigste materielle gevinster i verdenshistorien.” Af disse grunde er Golfregionen det ”mest strategisk betydningsfulde område i verden,” og kontrol over regionen vil give ”vetomagt” og ”kritisk indflydelse” over industrielle rivaler. [State Department, Eisenhower, Kennan, Brezinski]. Man kan argumentere, at olien ikke er ”sine qua non” (den eneste grund), men den er så betydningsfuld, at de andre årsager, som dem i Afghanistan, ikke er vigtige nok, hvis de står alene.
Nu hvor det også er erkendt, at verden ikke er en uendelig skraldespand og at olie er en knap ressource, er kontrollen over reserverne af afgørende betydning for stormagternes hegemoni i et system, som er afhængigt af fossile brændstoffer. Da verdens befolkninger er mindre begejstrede om denne idé, er konkurrencen om disse ”mægtige materielle gevinster” steget og derfor er kontrollen over reserverne af altafgørende betydning for Washingtons snævre industrielle interesser.
I øvrigt har man specifikke planer for genoprettelsen af Iraqi Petroleum Company (IPC), som blev etableret under britisk herredømme i det tidligere århundrede, for at tillade vestlige oliekoncerne at ”mæske sig i Iraks rigdom i en berømt udnyttelsesaftale.” (Seamus Milne). De tidligere vestlige koncerner som udgjorde IPC i Irak under britisk herredømme, får igen i dag ”no-bid contracts” til udvikling og kontrol af irakisk olie. Rusland, som i sin tid havde en andel af kagen med Russisk LukOil, får som det eneste tidligere medlem af IPC ikke lov til at være med i dne lukrative nye aftale.
Kære Poya Pakzad.
Nu kan jeg af gode grunde kun svare for mit eget indlæg. Hvilket var ment dybt ironisk
Efter min mening skete overgrebet, fra de villige bl.a. Bush, Blair og Fogh, på Irak primært (udelukkende) pga olien. Hvilket Fogh i en mail til mig, har sagt nej til. Hans svar ændrer imidlertid ikke min mening.
I øvrigt tak for dit fine input, som går længere tilbage i tiden end jeg har selv har gjort omkring denne ulykkelige sag.
Det er fordi, vi lærte i skolen, i al fald de af os, der gik i skole i 1960'erne, at drivkraften bag Historien hverken er Folket (Mao Tste-Tung) eller Kampen mellem Godt og Ondt (Anders Fogh Rasmussen). Drivkraften skulle angiveligt være kampen om Jordens ressourcer, beherskelse af land- og havområder for at beskytte sin egen gruppe eller nationalstat hhv. øge dens rigdom, og det skulle endog være historikerens opgave at oplyse herom.
Jeg tror det er en fundamental fejl at tillægge Rasmussen motiver som olie eller lignende som begrundelse for Danmark militære indsats i Irak.
Hans eneste motiv, tror jeg, var at lægge sig op ad Bush - verden mægtigste mand (NATO stillingen), ligesom hans eneste moitv for den seneste drejning er at rette skuden (hamselv) op efter de nye vinde fra den næste verden-mægtigste-mand (mon det ikke stadig er NATO stillingen, der spøger).
Rasmussen har ikke nogen politisk holdning. Hans eneste motivation er hans egen karriere ... ikke gennemførelse af en-eller-anden-politik.
Han vil fremhæve sig selv ... og han vil IKKE for Rigsretten.
God analyse KP J. De fire punkter udstiller præcist og kontant hvorfor USA, og vi, er i Irak.
Helt enig med KP J's fire punkter (omend jeg er lidt lunken ved punkt tre). De fire punkter, og ingen andre, synes at forklare motiver, optakt og eksekvering af begivenhederne.
KP J:
"Hvordan forklarer vi resten af Danmark [...]"
De fleste har jo intet ønske om at høre dette. Det er jo dybt ubehageligt at komme til disse erkendelser. I Danmark har vi heller ingen tradition eller erfaring med sådanne selvopgør. Vores kollektive approach er, at de besværlige skal ignoreres, så vi alle kan hygge videre...
Måske kommer selvopgøret til Danmark, når andre lande har været gennem tilsvarende processer, og løgne og bedrag er blevet grundigt udstillet internationalt?
"Irak-aftalen og fakta på jorden"
Ved tærsklen til krigen i Irak påpeger Rogelio Garcia-Contreras i et Ph.D studium fra 2003 det velkendte skøn over menneskelige tab som funktion af vestlige sanktioner op i gennem 90erne i en undersøgelse foretaget af FN [1]. FN rapporten vurderede, at 90.000 irakere årligt omkom på grund af sanktionerne – heraf ca. en halv million børn i tidens løb. Contreras argumenterer, at sanktionerne har medført ”flere dødsfald, lidelse og unødvendig smerte…end dødsfald forårsaget af masseødelæggelsesvåben.”[2] Hans udsagn er en genlyd fra John og Karl Muellers artikel i Foreign Affairs i 1999, hvor de konkluderer det samme, dog med den tilføjelse at dødsfald med sanktioner til årsag overgik antallet af dødsfald forårsaget af masseødelæggelsesvåben ”op i gennem (iraks) historie” [3]. Det gyselige ved disse indrømmelser, argumenterer Contreras, er ikke Madeleine Albrights bemærkning i 1996, om at dødstabene var ”det værd,” men at sanktionerne fortsatte hinsides udbruddet af den nye golfkrig i marts 2003 initieret af Washington [4].
Siden 2003 er meget sket og forskellige vurderinger beregner antallet af dødsfald som funktion af invasionen til at ligge mellem en spredning på ca. 100.000 til over ca. en million. I en artikel skrevet af David Brown for Washington Post, oplyser skribenten, at en gruppe amerikanske og irakiske epidemologer havde beregnet antallet af dødsfald til 655.000 i 2006 siden krigens start i 2003 [5]. John Hopkins Universitets Bloomberg School of Public Health førte tilsyn med undersøgelsen, som blev sponsoreret af Massachussets Institute of Technology og publiceret af den respekterede britiske medicinjournal The Lancet. Metodologien anvendt i undersøgelsen er ikke i praktisk disput, da den anvendes af FN, når man udfører lignende beregninger efter krig og naturkatastrofer. Det er efter selvsamme metodologi, at Bush beskylder Sudan for folkedrab i Darfur. Det seneste skøn fra september 2007 estimerer dødsfaldene til 1,1 millioner i en undersøgelse publiceret af den uvildige Opinion Research Business og som siden er blevet bekræftet i januar 2008 [6]. Det reelle antal bliver måske aldrig afdækket – ellere rettere ’officielt anderkendt’. Til sammenligning påpeger senioranalytikeren Robert Naiman, at man heller ikke kender antaller af personer, der bor i USA, men at den officielt anderkendte vurdering danner basis for f.eks. immigrationspolitikken. Det samme bør gøres gældende, når man diskuterer den fremtidige ramme for den amerikanske besættelse af Irak, da antallet af ofre er af afgørende betydning – det burde i øvrigt ikke være så fjernt fra os, da det er en refleksiv målestok, når vi bedømmer andres forbrydelser. Efter al sandsynlighed vil hverken den nye eller tidligere amerikanske regering formelt acceptere undersøgelserne, som Michael Schwartz fortæller den norske journalist Kim Bredesen i Huffington Post.[7] Det ville være uærligt at sige, at der ikke er kontrovers omkring undersøgelsernes fund; men den uhæderlige tavshed i de danske medier, er efter alt at dømme ikke grundet undersøgelsernes troværdighed.
Mindre kontroversielt er antallet af forflyttede irakere. Ifølge en rapport fra FNs menneskerettighedskommission er antallet af internt forflyttede i Irak oppe på 2 millioner, mens irakere der er flygtet ud af landet ligger på 2,2 millioner [8]. Ifølge rapporten har ”47 % af forflyttede ikke adgang til officielle maddistributionskanaler.” Imens racehygiejnen i Danmark dyrkes på fuld tryk, modtager landene i regionen tusinder af irakiske flygtninge månedligt. Mest nævneværdigt er Syrien, der har modtaget 1,7 millioner flygtninge med en månedlig stigning på 30.000 og Jordan med 750.000 flygtninge. Denne generøsitet er ledsaget af ulidelige forhold for de flygtede og et stort antal afvisninger af enker, torturofre og håbløse familier, da krigsforbryderne på Christiansborg, i London og Washington ikke støtter deres ofre i Syrien og Jordan.
Øvrige punkter i den irakiske dagsorden er antallet af irakiske fangere tilbageholdt uden retsforfølgelse. Fangerne tilbageholdes i Camp Bucca og Camp Cropper, som ligger inden i en af de ”semipermanente” baser nær Baghdad lufthavn. Camp Bucca er angiveligvis verdens største udenretslige forvaringslejr, med knap 20.000 fanger, inddelt i grupper af 800 fangere omgivet af pigtrådshegn og vagttårne. Ifølge Foreign Policy in Focus steg det totale antal af fanger til 24.700 i 2007 – en stigning på 70 % siden 2006 [10]. Gilmartin oplyser, at US Army Corps of Engineers har øget kapaciteten i Camp Bucca, som ligger i ørkenens hede, til 30.000 personer, angiveligvis fordi, ”Washington forbereder endnu flere tilbageholdelser for fremtiden.” Langt størstedelen af de tilbageholdte er ikke beskyttet af loven og har ikke mulighed for rettergang. Yderligere er knap 26.000 irakiske fangere tilbageholdt i irakiske faciliteter – nogle dømt, andre ikke. FN konkluderer i en rapport, at ”betydelige forbedringer kræves, for at forhindre grove justitsmord” [11].
Hovedparten af den officielle kritik af krigen omhandler dog ikke de irakiske forhold, selvom man har udryddet, hvad der svarer til den danske befolkning. Som omtalt i tidligere artikler, er den irakiske befolkningsopinion næppe en faktor, der giver anledning til løftede øjenbryn. Krigen var en ”fejl,” tilbagetrækkelsen et teknisk spørgsmål og den skarpeste kritik: USA's evne til at finansiere krigen i Irak oven på den omdiskuterede pengekrise – heller ikke krigens mildt sagt forfejlede antagelser om masseødelæggesvåben gør den halvt års fængslede tidligere danske PE-officer og whistleblower fortjent til en undskyldning. Økonomien er ”the case for withdrawal,” og venstrefløjens tavshed oven på den seneste ”succesfulde belejring” af Irak er en dramatisk illustration af mangelen på principiel kritik over for vor egne forbrydelser – formentlig under den universelle forudsætning, at vor hensigt er from og vor indstilling defensiv.
Den faretruende økonomiske udsigt, der stiller USA over for den værste krise siden Depressionen, har til gengæld vakt stor bekymring, da krigsomkostningerne har opnået astronomiske højder. De hidtil direkte omkostninger ligger på 600 milliarder $ med en konservativ projiceret stigning i den totale oparbejdede omkostning på 3 billioner $ - et tal der stiger, des længere krigen varer [9].
Som tidligere omtalt i en artikel kaldet ”Drop Illusionen,” hvis jeg må citere mig selv, gør jeg en granskning af den såkaldte Status of Forces Agreement – eller SOFA – mellem den irakiske regering og Bush-administrationen. Min artikel var baseret på et draft fra juni, hvor jeg opgør en række punkter i aftalen, som mildt sagt var forkastelige [12]. Det lader til, at formuleringen i den reviderede aftale omfatter en række amerikanske overgivelser – på skrift vel at mærke. FN mandatet for krigen udløber i slutningen af december og det betyder, at krigen vil blive officielt ulovlig efter denne dato. Bush regeringen har derfor forsøgt at udvide tidhorisonten for besættelsen i en aftale underskrevet af Maliki-regeringen sidste uge [13], som pt. er under kaotisk forhandling i det irakiske parlament. Artikel 25 i aftalen omtaler ”tilbagetrækkelsen af amerikanske styrker i Irak” og henviser til en slutdato der hedder 31. december 2011, samt en tilbagetrækkelse af kombattanter fra gader og stræder tilbage til de respektive amerikanske baser [14]. Teksten indikerer ingen dedikeret indsats for tilbagetrækkelsen og i paragraf 5 står der, at Irak kan bede om forlænget tilstedeværelse, såfremt man har brug for ”træning og støtte.” Desuden kan aftalen, som Ali Al-Dabbagh fortæller NY Times opsiges med et års varsel [15]. Som Admiral Michael Mullen fortæller The Telegraph: ”Jeg synes, at det er vigtigt, at dette ikke er baseret på betingelser,” og ”3 år er lang tid. Betingelserne kan ændre sig i den periode” [16].
Med hensyn til immunitet og retsforfølgelse af soldater og private firmaers forbrydelser på civile, står der i aftalen at USA har ”den primære legale jurisdiktion over armerede amerikanske tropper og civile medlemmer,” og Irak har ”den primære legale jurisdiktion over armerede amerikanske tropper og civile medlemmer i tilfælde af større og intentionelle forbrydelser,” som forekommer udenfor baserne og ”når styrkerne ikke er i tjeneste.” Senere i aftalen står der, at USA har den udtrykkelige ret til afgøre, om hvorvidt soldaterne er off-duty eller ej. Kan vi tænke vor vej ud af en våd papirpose?
Med hensyn til de ”semipermanente” baser – dvs. permanente sålænge supermagten vil det – står der, at USA skal fremlægge en liste over ”anlæg og områder benyttet af de amerikanske styrker,” så de kan ”inspiceres og forliges af begge parter” senest i juni 2009. Aftalen hentyder til, at USA kan vende tilbage til den irakiske regerings millitærinstallationer, som er ”bygget, ombygget eller modificeret under aftalen,” men ingen reference til baser der foruddaterer aftalen, eller de baser som måske ikke er omfattet af ”anlæg og områder man er enige omkring.” Det er ikke sikkert, hvilke af de 58+ baser og fem megabaser [17], som man er ”enige omkring.”
Med hensyn til olien i Irak, så er jeg pt. den eneste i Danmark, der har rapporteret – eller citeret Seamus Milne - for genoprettelsen af Iraqi Petroleum Company (IPC), som blev etableret under britisk herredømme i det tidligere århundrede, for at tillade vestlige oliekoncerner at ”mæske sig i Iraks formue i en berømt udnyttelsesaftale” - heriblandt Mærsk [18]. Dette er et led i aftalens ”tilskyndelse til en strøm af udenlandsk investering.” Jeg vil også gentage at Bush, efter aftalen med Præsident Maliki i 2007 underskriver en ’signing statement’, hvori der står, at regeringen vil ignorere enhver indblanding fra kongressens side i etableringen af ”ethvert militæranlæg eller base til permanent udstationering af amerikanske armerede tropper i Irak” og forhindre kongressens insigelse mod ”udøvelsen af USA’s kontrol over oliereserverne i Irak” [19].
Af Poya Pakzad, d. 21. november 2008
Noter:
[1] Se fx Gilbert Achcar, “After September 11: The Clash of Barbarisms”, Monthly Review,
september 2002, s. 23
[2] Rogelio Garcia-Contreras, “American Unilateralism and the Doctrine of Preemption: The Case of Iraq”, 2003, Denver University,
[3] John Mueller & Karl Mueller, “Sanctions of Mass Destruction”, Foreign Affairs, maj/juni 1999, s. 51
[4] citeret fra Salim Yaqub, “Imperious Doctrines: U.S.-Arab relations from Dwight D. Eisenhower to
George W. Bush”, Diplomatic History, Vol. 26, Nr. 4, 2002, s. 590
[5] David Brown, “Study Claims Iraq's 'Excess' Death Toll Has Reached 655,000”, Washington Post, 11. Oktober 2006; s. A12
[6] “January 2008 – Update on Iraqi Casualty Data,” Opinion Research Business, tilgængelig på: http://www.opinion.co.uk/Newsroom_details.aspx?NewsId=88 (læg mærke til, at undersøgelsen ikke medregner to af de voldeligste provinser, Karbala og Anbar)
[7] Michael Schwartz, ”Will The Slaughter of Iraqis By The US Military Ever Be Reported?”, Huffington Post, 13. november 2008
[8] “Number of Iraqi displaced tops 4.2 million; shanty towns mushroom”, UNCHR, 5. juni 2008, tilgængelig på: http://www.unhcr.org/cgi-bin/texis/vtx/iraq?page=news&id=466579e64
[9] Linda J. Bilmes & Joseph E. Stiglitz, “The Iraq War Will Cost Us $3 Trillion, and Much More”, Washington Post, 9. marts 2008, s. B01
[10] Ciara Gilmartin, “The “Surge” of Iraqi Prisoners”, Foreign Policy in Focus, 7. maj 2008
[11] UN Assistance Mission for Iraq, “Human Rights Report,” 1. juli – 31. december 2007, tilgængelig på: http://www.uniraq.org/FileLib/misc/HR%20Report%20Jul%20Dec%202007%20EN.pdf
[12] Poya Pakzad, “Drop Illusionen”, Nydebat, 7. oktober 2008 | ”US-Iraqi Agreement: Leaked”, tilgængelig på: http://www.informationclearinghouse.info/article20671.htm
[13] Lasse Ellegaard, ”Irak-aftalen”, Information, 18. november 2008
[14] Final text of Iraq Pact, tilgængelig på: http://www.informationclearinghouse.info/pdf/SOFA_draft.pdf
[15] Campbell Robertson & Stephen Farrel, “Pact, Approved in Iraq, Sets Time for U.S. Pullout”, NY Times, 16. November
[16] “2011 US Iraq withdrawal depends on conditions on the ground, says Admiral Mullen”, The Telegraph, 18. november 2008
[17] Tom Engelhardt, “Tomgram: A Permanent Basis for Withdrawal?”, TomDispatch, 14. februar 2006 | Thomas E. Ricks, “Biggest Base in Iraq Has Small-Town Feel,” Washington Post, 4. februar 2006; A14
[18] Seamus Milne, “Bush is trying to impose a classic colonial status on Iraq,” Guardian, 26. juni 2008 | Se også: Patrick Cockburn, “Big Oil Returns to Iraq,” The Independent, 20. juni 2008, og følgende hjemmeside: http://www.cwciraqpetroleum.com/
[19] Se ‘Signing Statement’: http://www.whitehouse.gov/news/releases/2008/10/20081014-8.html | Se original lovindgreb: http://www.fcnl.org/issues/item.php?item_id=3431&issue_id=35