Leder

McDonald-skolen A/S?

Debat
8. november 2008

Kan man lave god, pædagogisk forsvarlig uddannelse og samtidig tjene penge på det?

Det spørgsmål er relevant at rejse i en dansk skoledebat, hvor folkeskolen ofte er under hård beskydning for ikke at kunne levere en vare af ordentlig kvalitet. Kigger man over sundet til vore svenske naboer, er der som omtalt i Information i går, opstået en skov af uddannelseskæder, der driver skoler som aktieselskaber.

Skolerne tjener penge på, at svenske elever lærer at læse, regne og skrive, har idræt og it. Penge, som aktieselskaberne, der ejer privatskolerne, kan trække ud og udbetale til aktionærerne. De privatdrevne skoler er 100 procent skattefinansierede, da den svenske stat udbetaler nøjagtigt samme tilskud pr. elev til henholdsvis private og offentlige skoler.

De svenske uddannelseskonsortier kan ifølge Marcus Strömberg, direktør for AcadeMedia AB, generere overskud af primært tre årsager:

Mere effektive indkøb. Mindre administration. Og rekruttering af de bedste lærere samt tildeling af mere ansvar, hvilket giver mere engagement og afføder en større arbejdsindsats.

Hvis forældrene er utilfredse med kvaliteten og det pædagogiske indhold, kan de flytte deres barn. Så ja, det er muligt at lave undervisning og tjene penge på det. Om det er kvalitet, er det ikke længere staten, der bestemmer, men forældrene selv.

Danske forældre har også mulighed for at vælge privatskoler, men det kræver, at de selv skal have penge op ad lommen. De forældre, der har råd til at købe sig til en kvalitet og et skoletilbud, de selv bestemmer, har altså muligheden.

I Sverige kan alle vælge den skole, de ønsker til deres barn. I princippet.

For de svenske A/S-skoler er centreret om de tre største byer, hvor der er et større kundegrundlag, og hvor der er flere forældre med højere uddannelse, som forventes at være topengagerede i deres børns skolegang og dermed i stand til at få udbytte af en frit valgsordning.

Det skaber social skævvridning i A- og B-skoler, hævder svenske kritikere og velfærdseksperter.

Og det er en alvorlig hage ved den svenske model.

Der burde ikke være noget problem i at overføre markedsmekanismer til skoledrift. Hvis forældrene synes, der er useriøst, at en skole bruger penge på gratis bærbare pc'er og gratis adgang til hockeysæsonen, kan de lade være med at melde deres barn ind. Og hvis en skole er i stand til at spare på drift og administration og dermed give deres lærere en højere løn, som omsættes til større arbejdsglæde og mere engagement, er det jo svært at komme uden om at overveje den private model som en mulighed.

Hånden på hjertet er der ingen seriøs grund til at frygte, at griske pengemænd eller McDonald-kæder på jagt efter nye forretningsområder vil få succes i stor stil med at drive uddannelsesforretning i de nordiske velfærdsstater. Det store flertal af forældre vil ikke spises af med et kalorielet Happymeal på skoleskemaet.

Men i et lighedsorienteret velfærdssamfund bør kravet til de private skolekonsortier være, at de også medvirker til at løfte den fælles forpligtelse med hensyn til at modtage socialt og fagligt krævende elever. Indfører man derimod bonusordninger til lærere, der kan præstere klasser med højt karaktergennemsnit, som det er tilfældet på flere af de svenske privatskoler, er det jo det samme som at afvise de svage elever ved døren. Og er det så overhovedet realistisk at forestille sig, at private skoler med en række sociale forpligtelser, kan tiltrække ressourcestærke forældre og lærere, der har vendt den fælles folkeskole ryggen, netop for at undgå de krævende børn, der saboterer undervisningen? Der er ingen som helst garanti for, at et privat skoleudbud med mulighed for økonomisk gulerod vil løse de problemer, folkeskolen står med i dag med disciplinkrise, svage faglige resultater og unge, der aldrig får en ungdomsuddannelse.

Den slags problemer er der ganske enkelt ikke penge i. De koster tværtimod penge.

Vi har endnu ikke set de private skoletilbud, der i dyre annoncekampagner slår sig op at ville konkurrere om at være bedst til at bryde den negative sociale arv og skabe mønsterbrydere ud af socialt og fagligt svage børn og unge.

Det er til gengæld indlysende, at det offentlige kunne lære af de private skolers angivelige succes med at skære ned på administration og sløjfe offentlige indkøbsordninger, som fordyrer driften.

I årevis har den politiske kur mod dårligt fungerende offentlige velfærdstilbud været mere kontrol, målstyring og evaluering, som fratager medarbejderne personligt ansvar og engagement. Giv de offentlige institutioner fri for de massive ekstraopgaver, de er blevet pålagt i de senere år og som dræner ressourcer fra primæropgaven. Og giv lederne fri til at tage ansvaret for deres medarbejdere uden at drukne dem i kommunalt bureaukrati og se hvilke eksperimenter, det kunne føre til. meth

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her