Leder

En ny præsidents udfordringer

Debat
5. november 2008

Karakteristikken af præsident George W. Bushs levned varierer, alt efter hvilken amerikaner man spørger. Nogle kalder situationen en 'katastrofe', andre 'noget elendigt rod'. Den generelle opfattelse - og det på tværs af ideologiske, demografiske og geografiske skel - er, at landet stander i våde. Over 80 pct. af de adspurgte vælgere mener, at USA er på den den gale kurs.

I dagens avis kan man læse om, hvor galt det står til, og hvad en ny amerikansk præsident skal forvente at tackle af udfordringer. Det er ikke så lidt. Den gyldne regel i præsidentpolitik er, at den nyvalgte leder højst har 100 hvedebrødsdage til at rykke på sine højeste prioriteter. Herefter går der 'politik' i processen, som man siger i USA, hvilket betyder, at en række særinteresser begynder at gøre sig gældende i de to lovgivende forsamlinger.

Det mildeste udtryk, man kan bruge om Bush-æraen, er, at det var de forspildte muligheders tid. Uanset hvordan man måler det, er rigets tilstand blevet drastisk forværret i de sidste otte år. Forbundsstaten, boligejerne og forbrugerne har gældsat sig til op over begge øre. USA skylder svimlende summer til udenlandske kreditorer. Det amerikanske transportnet er svært nedslidt og har stærkt behov for renovering. Uden investeringer i forbedringer af broer og motorveje samt en satsning på flere kollektive trafikmidler vil amerikanske virksomheder miste konkurrencevne.

Uddannelsessektoren er en skandale i USA. Universiteterne er verdensberømte og tiltrækker hundretusinder af udenlandske studerende hvert år. Højere læreanstalter og forskning er en af de få globale aktiver, som USA stadig er i besiddelse af, og som fortsat giver landet en kolossal international indflydelse. Men på de lavere uddannelsestrin - grundskolen og gymnasiet - bliver der generelt ikke investeret nok penge. Lærerne er for dårligt lønnede, man har ikke nok midler til skolemateriale, etc. Det gælder især for skoler i fattige delstater og storbyer. Hvis amerikanske politikere virkelig ønsker at styrke virksomhedernes konkurrenceevne på global plan, kræver det en tilførsel af flere midler og en reform af uddannelsessystemet, hvor forbundsstaten og staterne påtager sig et større ansvar.

Sundhedssektoren befinder sig i en næsten uoverkommelig krise. Uden en omprioritering af den private og offentlige sygesikring med større investeringer i en forebyggende indsats og en prisregulering for hospitalspleje vil sundhedssektoren flyde over alle bredder og have en ødelæggende inflationær effekt på resten af samfundskonomien.

En af de få positive begivenheder i Bush-æraen har været mange delstaters, kommuners, ngo-gruppers og enkeltindividers afvisning af at ville vente på en føderal klimapolitik, som kan sætte nationale standarder for CO2-udslip. I stedet er man gået i gang på lokalt plan, og selv om det ikke rækker i længden, har landets næste præsident i det mindste et fundament at bygge videre på. En effektiv klimapolitik kan ikke lade vente på sig. Det har begge præsidentkandidater understreget, omend John McCains initiativ i Senatet er et af de mindst ambitiøse.

Den sidste måneds skræmmende finanskrise og den dybe økonomiske recession, som alle forventer vil følge i 2009 og 2010, må nødvendigvis stå højest på en ny præsidents dagsorden. Udfordringen er af den slags, som almindelig dødelige mennesker helst undlader at tage op. Hvordan tirsdagens sejrherre magter at undgå en drastisk stigende ledighed og 'stagflation' (en kombination af faldende priser og nedsat produktion) i sin første embedsperiode, må guderne vide. Når renten ligger så lavt som nu, og forbrugere, pengeinstitutter og virksomheder bliver afholdende og påpasselige med lån og udgifter, vil en nedsættelse af indkomstskatten, virksomhedsskatten eller kapitalvindingsskatten ikke stimulere til økonomisk vækst. Den eneste farbare (og kendte) udvej er at lade forbundsstaten sætte sig yderligere i gæld (eller få centralbanken til at trykke flere pengesedler) og investere enorme beløb i udbedringer af USA's infrastruktur. Rent faktisk ville de 700 mia. dollar tilsidesat til en redning af banksektoren være bedre brugt på et sådant offentligt investeringsprogram. Ikke alene skabes millioner af nye arbejdspladser. De nybeskæftigede kan blive siddende i deres boliger og tvinges ikke til at nedsætte deres forbrug.

Naturligvis er der behov for regulering af USA's finanssektor. Men det har lange udsigter. Hvis bankerne igen skal begynde at låne penge ud til hinanden og til virksomhederne, er forudsætningen økonomisk vækst. Jo mere økonomien går i stå, desto mindre er chancen for at genoplive de finansielle institutioner. Derfor vil den nye præsident - som den berømte forgænger Franklin D. Roosevelt - blive nødt til at iværksætte et gigantisk infrastrukturprojekt. Udfordringen kalder på de store tanker. Hvis det blot bliver lidt filen her og der uden de store gennemgribende reformskridt vil den nye præsident blive fyret af de amerikanske vælgere i 2012.

burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her