Leder

Problemknuseren

Debat
5. november 2008

UDNÆVNELSEN I GÅR af den tidligere direktør for Det Kongelige Teater, Michael Christiansen, til bestyrelsesformand for Danmarks Radio blev modtaget positivt fra alle kanter. Hvis ikke fra tidligere er Christiansen da også fra sine 16 år i spidsen for nationalscenen kendt som problemknuseren, der kunne styre det kreative miljø og få teatret, der var kendt for sine årelange slagsmål mellem forskellige faggrupper, til at arbejde sammen.

Hans åbenlyse evner for at agere jernnæve i en fløjlshandske bliver der også brug for som formand for DR. Ganske vist har der en tid - måske i ly af TV2's eskalerende krise - været nogenlunde roligt omkring Danmarks Radio. Det betyder imidlertid ikke, at problemerne er løst. En særskilt opgave for Christiansen bliver at sikre DR den nødvendige arbejdsro og kræve armslængdeprincippet overholdt.

Danmarks Radio er naturligvis qua sin konstruktion som landets første og største offentligt finansierede public service-medie til enhver tid til diskussion. Men der har den seneste tid været adskillige eksempler på, at især de to politisk valgte medlemmer af bestyrelsen, Ole Hyldtoft og Katrine Winkel-Holm, der er udpeget af henholdsvis kulturministeren og Dansk Folkeparti, vidt, bredt og højlydt har givet deres meninger til kende om Danmarks Radio og om bestyrelsen.

DE HAR dermed lagt sig nydeligt i slipstrømmen af mange tidligere bestyrelsesmedlemmers tradition for at té sig, som de vil. Man må håbe, at den nye formand som noget helt nyt vil forsøge at få Danmarks Radios bestyrelse til at agere professionelt.

Ligeledes vil det uden tvivl vil være en særlig udfordring for en formand, der er kendt for at kræve temmelig stort råderum, at få det i forhold til de mange politikere og medieordførere, som konstant er parate til at mene noget om, hvordan Danmarks Radio skal drives. Der er næppe tvivl om, at han kan fylde stillingen ud, men mere tvivlsomt er det, om han kan opnå den fornødne plads.

Plads, ro og råderum vil der være brug for, hvis Danmarks Radio skal genrejses og komme ud af den både økonomiske og kvalitetsmæssige krise, den har befundet sig i de seneste år. Og selv om der siden forsommerens turbulens oven på Rigsrevisionens rapport om DR's økonomi har været mere stille, er det ikke ensbetydende med, at alt er godt.

Man må gå ud fra, at Michael Christiansen, der er kendt som en meget resultatorienteret og ærgerrig person, ikke havde sagt ja, hvis han ikke havde sikret sig det nødvendige råderum.

Men man kan også være sikker på, at han gør det, fordi han vil opnå resultater, som skal kunne ses. I den forstand udgør han også et nybrud i forhold til forgængerne. Danmarks Radios direktion - heriblandt ikke mindst en generaldirektør, der er blevet mere og mere usynlig - kan være sikker på, at den har fået en bestyrelsesformand, der vil udfordre dem i udviklingen af Danmarks Radio. weis

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her