Leder

Utåleligt

Debat
22. november 2008

"Kendelsen fra Højesteret viser, at tuneseren var uskyldigt fængslet. Regeringen kan ikke bare lade som om, Højesteret ikke er der. Det er jo ikke hverdagskost, at Højesteret kommer med en sådan kendelse"

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V)

PÅ RETSIKKERHEDENS VEGNE må man for tiden sætte sin lid til Højesteret. Ikke bare fordi retten onsdag afgjorde, at tuneseren, der i otte en halv måned har siddet fængslet for planer om at ville dræbe tegneren Kurt Westergaard, har været ulovligt fængslet, fordi Politiets Efterretningstjeneste, PET's, beviser mod ham blev vurderet til at være utilstrækkelige.

Men lige så meget fordi Højesteret i tidligere terrorsager har vist sig at have tilstrækkelig meget is i maven til ikke at lade sig påvirke af det efterhånden enorme politiske pres i sagerne.

Det gjorde sig gældende i både Vollsmose-sagen og Glostrup-sagen, hvor Højesteret som sidste retsinstans ændrede tidligere domme på grund af bevisets stilling og dermed gav håb om, at retssikkerheden trods alt stadig er nogenlunde intakt, selv om terrorlovgivningen og sagerne om terrormistanke læner sig langt op ad politistats-metoder.

Det giver bange anelser om, hvad det kan få af betydning for magtens tredeling, og under alle omstændigheder udstiller det, at ved at følge det retssikkerhedsmæssige skred, som sagerne er udtryk for, gør man præcis det, terroren i sidste ende ønsker, nemlig at indføre et til stadighed mindre retfærdigt, mindre frit og mindre demokratisk samfund.

I DEN FORSTAND kan det vel på en god dag ses som positivt, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech forud for 1. behandlingen af lovforslaget om stramning af reglerne for tålt ophold i går ville lade Højesterets kendelse indgå i behandlingen. Men så heller ikke mere.

For selv om det muligvis er den gamle, borgerligt anstændige integrationsminister, der her stikker hovedet frem, er det både for sent og forspildt. Dels blev Birthe Rønn Hornbech endnu engang øjeblikkeligt banket på plads af sin folketingsgruppe, der meldte ud, at man ikke havde til hensigt at tillægge rettens kendelse værdi i behandlingen. Dels har Birthe Rønn Hornbech for et halvt år siden selv været med til at skrive under på daværende justitsminister Lene Espersens udvisning af tuneseren, inden han overhovedet havde været i nærheden af en dommer, hvilket på den anden side udstiller hendes holdningsændring som det medløberi, det er.

Det er muligt, at Birthe Rønn Hornbech langt inde bag populismen stadig er på retsplejens og retssikkerhedens side. Men hvis det er tilfældet, burde hun hurtigst muligt tage en taxi ud til Amalienborg og få sin fratrædelse overstået. For det lader til at være et princip, hun i så fald står ret alene med i regeringen og ikke mindst i forhold til støttepartiet, Dansk Folkeparti.

DET ER MULIGT, at regeringen mener, at den i forhold til den ønskede skærpelse af reglerne om tålt ophold befinder sig på den rigtige side af de internationale konventioner.

Men i så fald balanceres der hårfint på kanten. Og det kræver ikke medlemskab af nogen af de internationale organisationer, som i sidste weekend rettede en advarende kritik mod tuneserloven, at indse, at der er tale om en deprimerende skærpelse af den underminering af de demokratiske frihedsrettigheder og retsprincipper, som terrorlovgivningen gradvist har medført, siden Poul Nyrup tog de første skridt i 2001 umiddelbart efter terrorangrebene 11. september.

Indtrykket understreges kun af den omsiggribende tilbøjelighed til ikke mindst blandt politikere fra regeringspartierne og DF at føle sig i sin gode ret til at kommentere verserende terrorsager. Det er muligt, den pågældende tuneser har haft onde hensigter mod Kurt Westergaard, og det er muligt, at PET ved noget, som ingen andre ved. Men lige så lidt som PET er den dømmende magt, er politikerne det. Det er derfor beskæmmende, når Pia Kjærsgaard bramfrit i bedste sendetid udtaler sig om tuneseren skyld og hånligt omtaler sig om hans "burkaklædte kone". Ligesom det er hånligt, når landets justitsminister siger, at i hans bog er der ingen tvivl om, at tuneseren udgør en fare for rigets sikkerhed. Det er muligt, men så før dog bevis for det!

Som det fremgår af høringssvarene til lovforslaget, der ikke kun vil ramme den pågældende tuneser, men en række andre udlændinge med domme, også selv om de for længst er afsonet, er der heldigvis voldsom kritik fra den juridiske sagkundskab. Det ændrer imidlertid ikke ved, at Danmark har ikke bare et lille isoleret mindretal, men et flertal af folkevalgte, som åbenbart mener, at det gyldne retsprincip om, at man er uskyldig, indtil andet er bevist, kan sættes ud af kraft. Det er en skandale, som bør afføde bekymring om, hvad det er, der er ved at ske med landet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

Udmærket leder fra Palle Weis, omend det er noget trættende atter at skulle lægge øjne til udsagn om magtens tredeling.

Magten er ikke reelt tredelt, hverken på papiret og slet ikke i praksis. Magtens tredeling er fantasi og ønsketænkning...

Domstolene er pt. heldigvis nogenlunde adskilt, men ikke pga. vores Grundlov, der ikke sikrer domstolenes uafhængighed (men kun at dommere ikke kan fyres før pensionsalderen).

At domstolene i praksis er nogenlunde uafhængige, skyldes givetvis gode traditioner og ikke mindst principfaste og fornuftige personers indflydelse i tidens løb. Men Grundloven sikrer os ikke imod, at pærevællingen af lovgivende og udøvende myndighed undlader at opnå indflydelse på, eller kontrol med, den dømmende magt.

Den aktuelle sag vist på foruroligende vis, at domstolenes uafhængighed hænger i en tynd tråd. Folketing og regering ønsker at nedbryde denne, og Grundloven kan ikke forhindre denne erosion.