Vækst i det grønne

"Vi skal skabe en grøn vækstøkonomi i Danmark," sagde statsministeren på Venstres landsmøde forrige søndag.

Vel skal vi ej. Vi skal skabe vækst i det grønne. Det er ikke det samme.

Anders Fogh Rasmussens grønne tale på V-landsmødet var opsigtsvækkende og opmuntrende. I mange detaljer gjorde partiformanden rede for såvel de fejltagelser, han og regeringen har begået på miljø-, energi- og klimaområdet, som de nye visioner og konkrete forandringer, man nu vil forfølge. Anders Fogh Rasmussen har lagt sig i slipstrømmen af de internationale politikere, institutioner, virksomheder og fagfolk, der med afsæt i den finansielle krise taler for en New Green Deal: Et privat-offentligt partnerskab, hvor der investeres i at skabe en klimavenlig transportinfrastruktur, et grønt energisystem, en energieffektiv bygningssektor. Man slår to fluer med ét smæk ved at gøre noget markant ved CO2-udledningerne, samtidig med at man skaber nye arbejdspladser og ny økonomisk aktivitet.

I den forstand er den finansielle krise kommet som en gave fra himlen: Med ét går alt op i en højere enhed. Med ét kan alle se perspektivet.

"Vi skal bruge omlægningen til at gennemføre en grøn revolution, der ud over at skåne miljøet og forbedre klimaet samtidig skaber nye erhvervsmuligheder," skrev skatteminister Kristian Jensen (V), da han forleden i Politiken bar statsministerens budskab videre.

Det er næsten for godt til at være sandt. Og er det antagelig heller ikke. For Anders Fogh Rasmussen og andre med ham risikerer at reproducere den grundlæggende systemfejl.

I landsmødetalen betoner statsministeren 12-13 gange, at det handler om at skabe ny vækst. At retablere den trygge, vante tilstand, hvor bruttonationalproduktet (BNP) vokser, og "menneskeheden kan fortsætte sin stadige fremgang i levestandard". Hjulene skal bringes til at snurre igen, forbrugsevnen genoplives. Med den grønne klima- og energitransformation som ny motor.

Men hvis BNP-vækst også fremover bliver den ultimative ledestjerne, så ender revolutionen som symptombehandling. Som midlertidig smertelindring der blot bringer os igennem til næste systemfejl, frem til næste grænseoverskridelse og krise.

Som det hedder i den store Millennium Ecosystem Assessment Report, bestilt af FN's generalsekretær:

"Menneskets aktiviteter lægger et sådant pres på Jordens naturlige funktioner, at de globale økosystemers evne til at understøtte kommende generationer ikke længere kan tages for givet."

Hvis fremtiden skal være "grøn" og "holdbar", som statsministeren siger, er det ikke længere BNP, man skal måle på. Det er om noget BNP's éndimensionelle karakter, der historisk har befordret en økonomisk adfærd, hvor alle andre aspekter af væksten er gjort usynlige - indtil de nu rammer os i nakken som smeltende ismasser og voksende ørkener.

I den grønne økonomi skal vi - for en tid - have vækst i vindmøller, i energibesparelser, i kollektiv trafik, i CO2-reduktion, i økologisk fødevareproduktion. Vækst i alt det grønne. Men vi skal samtidig have minusvækst i kulforbrug, benzinbilkørsel, flyrejser, store indkøbscentre, en del privat vareforbrug og temmelig meget andet. Om summen af det hele bliver en positiv BNP-vækstrate er ikke det centrale. Udviklingens holdbarhed er det centrale, og den førte politiks succes må derfor måles på anden vis. Via udviklingen i CO2-udledning, i vort økologiske fodspor, i en ny trivselsindikator - måske inspireret af kongeriget Bhutans mangeårige målestok for udvikling: BNL, Bruttonationallykke.

At realisere en New Green Deal og bebude en grøn revolution er løfterigt. Men når statsministeren lægger op til, at de milliarder, som EU's CO2-kvotesystem fremover vil indbringe staten, skal bruges til skattelettelser, der kan stimulere fornyet forbrugsvækst, så er det ildevarslende. Ligesom når regeringen nu vil ophæve planlovens restriktioner på storcenterbyggeri, "så alle landets byer selv kan bestemme, om de ønsker et storcenter, og hvor stort det i så fald skal være". Og som når regeringen afviser Enhedslistens forslag om at støtte landets kriseramte busselskaber, at ophæve kommunernes bygge- og anlægsloft på energiområdet samt at indføre en energisparefond, der hjælper boligejere til energirenovering. Regeringen synes styret af den beslutning, der blev truffet på V-landsmødet dagen før Foghs grønne tale:

"Venstre skal arbejde for en afbalanceret miljøpolitik, der ikke stopper udviklingen gennem urimelige forbud eller krav."

Men det er ikke et spørgsmål om at 'stoppe udviklingen' eller ej. Ej heller om at 'skabe grøn økonomisk vækst'. I dag er det en forkert terminologi. En forældet optik.

I dag handler det om at redefinere, hvad 'udvikling' er. Det er derfor, det er berettiget at tale om revolution.