Leder

En britisk glidebane

Debat
4. december 2008

DEN STORE FRANSKE filosof og samfundskritiker François-Marie Arouet - bedre kendt som Voltaire - betegnede i sine Lettres philosophiques sur l'Angleterre, datidens England som 'frihedens land'. Det kunne man ikke fortænke ham i. Dengang - i midten af det 18. århundrede - var Frankrig og resten af det europæiske fastland tynget af forskellige former for autoritære regimer og diktaturer. Men i England, fortalte Voltaire sine læsere, havde man menneskerettigheder; i England var parlamentarikere beskyttede mod regeringens og kongens overgreb og vilkårlige magtudøvelse.

HVIS DER I DISSE dage kan høres en underlig støj i krypten under Panthéon i det centrale Paris, hvor den franske filosof er begavet, er det fordi salig Voltaire vender sig i sin grav. For det England, Voltaire skrev om, er en saga blot.

I weekenden blev den konservative indvandrer-ordfører - eller 'skyggeminister' - Damien Green arresteret i sit hjem. Han var mistænkt for at have modtaget fortrolige oplysninger fra en ministersekretær. Det er forbudt. Embedsfolk må ifølge britisk lov hverken tale med oppositionspolitikere eller journalister.

Damien Green blev - i overværelse af sine to mindreårige døtre og sin kone - beordret til at afklæde sig, mens hans hus og hans kontor i parlamentet blev gennemrodet. Politiet fandt ingenting.

DEN BRITISKE indenrigsminister Jacqui Smith - der tilsyneladende var informeret om politiets raid - har forsvaret politiet. Men både partifæller, oppositionspolitikere og en enig befolkning er oprørte over, at politiet på denne måde bruger metoder, der mere minder om Burma og Hviderusland end om et demokratisk vesteuropæisk land.

At det samtidig er kommet frem, at politiets special branch rutinemæssigt aflytter parlamentarikernes kontorer - af 'sikkerhedshensyn' - gør ikke situationen bedre. Det er en glidebane, der viser, at politiet i England er blevet en trussel mod folkestyret og befolkningens sikkerhed.

At politiet desuden har dræbt uskyldige - som den brasilianske elektriker Jean Charles de Menezes der blev skudt i undergrundsbanen i 2005, uden det fik konsekvenser - er et yderligere bevis på tingenes triste tilstand.

DEN NU AFDØDE britiske forfatningsteoretiker Geoffrey Marshall sagde engang til sine studenter i Oxford: "Den britiske forfatning er ligesom den i Nordkorea, men med den lille forskel, at regeringen skal vælges mindst hvert femte år".

Det er selvfølgelig en overdrivelse, men den viser en tendens, der kun kan betegnes som skræmmende, beskæmmende og meget kritisabel. Please stop it now!Q

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her