Dagblade og demokrati

FINANSKRISEN HAR OGSÅ ramt en avisbranche, der i forvejen befandt sig i en krisesituation, mens resten af samfundet stadig nød højkonjunkturens bølge. Med få undtagelser har abonnementspilen for aviser i store dele af den vestlige verden kun vendt én vej, nemlig nedad. Samtidig er annoncerne, der for især de store dagblade udgør en væsentlig del af indtægtsgrundlaget, flyttet andre steder hen, primært på internettet.

Moderne menneskers medieforbrug er uændret i den forstand, at de ikke bruger væsentlig mere tid på medier, end de gjorde tidligere, men i dag fordeles tiden blot på langt flere. Dagblade er i den forstand blevet de langsomme og svage trafikanter i medietrafikken. Men deres krise er ikke bare deres egen. Det er hele branchens og i sidste ende samfundets, for hvis krisen forværres yderligere for aviserne, vil det få fatale følger for både den journalistiske og den demokratiske kvalitet.

Som det kunne læses i Information i går, gik det i sidste uge ud over de to hæderkronede amerikanske dagblade Chicago Tribune og Los Angeles Times. Aviserne er ikke lukket - endnu da - og gør det måske ikke, men deres ejer, Tribune Group, gik konkurs som følge af et voldsomt fald i annonceindtægterne forårsaget af finanskrisen og en stor gældsfinansiering af virksomheden. I USA er der alene i år forsvundet 15.000 job fordelt på 1.400 aviser, mens flere end 30 amerikanske aviser for tiden er til salg, uden at en eneste køber har meldt sig. Det mest foruroligende er, hvor hurtigt det er gået. For ser man bare et årti tilbage, var de amerikanske dagblade i en helt anden form, både økonomisk og læsermæssigt.

FRYGTEN FOR FALDET i annonceindtægter deler danske dagblade med de amerikanske. Men når der ses bort fra Berlingske Media, der er ejet af den engelske medieinvestor David Montgomery og hans stærkt overbelånte Mecom-gruppe, forhindrer ejerskabsstrukturerne i de danske dagblade, at helt det samme kan ske her. Det betyder imidlertid ikke, at de er uden for fare.

Som det kan læses i avisen i dag, er der flere steder store fyringsrunder i gang eller i udsigt, og de fleste steder ser man frem mod et år, hvor de øvrige kriseimplikationer i form af faldende abonnementstal vil falde sammen med de forværrede konsekvenser af en finanskrise, hvis dybde og længde der indtil videre kun kan spås om.

Men andre ting truer de danske dagblade. Som det sikkert er mange bekendt, har de danske dagblade i årtier nydt godt af moms- og portofritagelse. Det har ikke været ren filantropi fra statens side, men er etableret, fordi den danske statsmagt og skiftende regeringer i bedste demokratiske tradition har kunnet se en interesse i at skabe en så bred og sikker udbredelse af aviserne som muligt. Som i kulturlivet i øvrigt har man blandt andet villet sikre, at dagbladshold ikke blev et rent københavnerfænomen - det skulle ikke være dyrere at få Information leveret i Bjerringbro end på Østerbro - og samtidig også sikre, at muligheden for et pluralistisk mediebillede var til stede. Med privatiseringen af Post Danmark blev denne ordning lavet om til en direkte distributionsstøtte, hvor et trecifret millionbeløb årligt har skullet sikre distributionen af de danske dagblade. Denne ordning er nu under behandling i et udvalg, som til næste år vil komme med sine anbefalinger til en omstrukturering. Alt er for så vidt i spil, og med opkomsten af nye medier er der ingen tvivl om, at der vil ske noget med den måde, midlerne fordeles på.

Men selv de mindste forrykkelser i form af ændring af enten momsen eller mediestøtten kan få alvorlige konsekvenser for en dagbladsbranche, der i forvejen er ramt. Man kan naturligvis spørge, hvad det kommer resten af verden ved, for hvis ikke dagbladene kan overleve på rene konkurrencevilkår, har de så ikke fortjent at dø?

Så enkelt er det imidlertid ikke. Hvis man ikke ønsker, at det i sidste ende er den rå reklamemagt, der skal definere medieudbuddet, er det ikke ligegyldigt. Langt fra, ikke mindst hvis man tænker i kvalitet og kritisk journalistik. På trods af vigende oplagstal behøver man ikke dvæle længe ved en radio- eller tv-avis for at kunne konkludere, at dagbladene stadig spiller en altafgørende rolle i nyhedsformidlingen i det, man i branchen kalder den journalistiske fødekæde. Derudover tjener mediestøtten til internt at modarbejde tendensen til monopoldannelse på dagbladsmarkedet, og det kan der være al mulig grund til, i betragtning af hvordan ejerskabsforholdene har udviklet sig de senere år, hvor man har kunnet se to store mastodonter, JP/Politiken og Berlingske Media, sætte sig på en større og større del af markedet.

Man har stadig til gode at se, om et demokrati som det, vi kender og lever i, overhovedet kan bevares uden den fjerde statsmagt, som dagbladene er med til at udgøre.

Men hvis man vil undgå at tage chancen, er der mere end god grund til at bevare en mediestøtte, der sikrer journalistisk kvalitet og i sidste ende også bevarer en pluralistisk og demokratisk tradition.