Leder

Dam den ene vej ...

Debat
18. december 2008

"Det er fuldstændig absurd at basere en retsstat på en blind tro på, at politiet altid har ret."

Ole Stig Andersen, tidligere chef for PET til Information

Hvorfor er Socialdemokrater så slatne? Se nu bare på partiets integrationsordfører Henrik Dam Kristensen, som aldrig rigtig ved, hvilket ben han skal stå på. Så tordner han mod tuneserloven, og så falder han ned igen. Dam den ene vej, og Dam den anden vej. Det er ved Gud ikke nemt at sidde med netop det ordførerskab i det gamle arbejderparti - hvis han siger det ene, bliver han uvenner med en fløj, og siger han noget andet, får han ledelsen og Henrik Sass Larsen på nakken. Så det bliver mest til sådan en gang hop på stedet og kiggen op i loftet. Men hvor er det dog slapt - kvalmende slapt. Til alle medlemmer af den socialdemokratiske Folketings-gruppe: Tag lige og læs interview med tidligere PET-chef Ole Stig Andersen i dagens Information. Der står altså mere på spil i denne sag, end et par decimaler i næste Gallup-måling.

I morgen - Folketingets sidste arbejdsdag i 2008 - vil gå over i dansk retshistorie. Et knebent flertal vedtager den stærkt omstridte L69 - tuneserloven - en lov, som formentlig er et brud på både menneskerettigheder og den danske grundlov, og som de danske domstole og ikke mindst Højesteret kommer til at beskæftige sig med i de næste mange år, når sag på sag vil blive anlagt. Loven betyder, at mennesker på tålt ophold fremover skal melde sig hver dag i Sandholmlejren, og hvis de ikke gør det, risikerer de hårde straffe. Desuden vil de få påbud om at overnatte i lejren, omend der kan gives dispensation i ny og næ. Modstanden fra de juridisk lærde har været enorm, og debatten om menneskerettigheder og overholdelse af grundloven har været voldsom, for de barske foranstaltninger for den enkelte er ikke en følge af nogen juridisk dom, men er af ren administrativ karakter. På initiativ fra Liberal Alliances Naser Khader blev der derfor i 11. time iværksat en indsamling af underskrifter for at få lovens vedtagelse udsat i 12 dage. Det kan et mindretal på to femtedele af Folketinget svarende til 72 mandater gøre, hvis de finder, at behandlingen i Folketinget har været for lemfældig. Men her valgte Socialdemokraterne så at sige stop. Partiet er ganske vist modstander af tuneserloven, mest - måtte man forstå af ordførerens tale ved andenbehandlingen i Folketinget - fordi den ikke ændrer noget. De beføjelser, som myndighederne får med loven, eksisterer allerede, mener Dam Kristensen. Så loven bliver vedtaget i morgen, og Socialdemokraterne stoler på justitsminister Brian Mikkelsens garantier om, at stramningerne ikke er i strid med grundloven.

En udsættelse ville ellers have bragt den endelige afstemning ind i januar og meget tæt på afslutningen af det udvalgsarbejde, som lige nu arbejder på en forbedret retssikkerhed i forbindelse de såkaldte administrative udvisninger. Det kunne have skabt ny usikkerhed om vedtagelsen, men det kunne Socialdemokraterne altså ikke støtte, til trods for at den kontroversielle lov er blevet hastet igennem Folketinget på rekordtid, embedsmænd har høvlet den igennem og bøjet paragrafferne til det yderste for at slippe uden om en fremtidig rigsretssag. Hastværket var en del af Dansk Folkepartis pris for at deltage i sidste måneds forlig om finansloven, og under en høring i Folketinget advarede juraprofessor Henning Koch i sidste uge mod brud på grundloven. Men han tager fejl, var det korte budskab fra justitsministeren. Prøv blot at undersøge, hvor mange gange Koch har taget fejl, lød salutten fra Mikkelsen - en efterhånden kendt metode til karaktermord på eksperter, der siger regeringen imod.

Så det spørgsmål, der står tilbage, er, hvorfor Socialdemokraterne ikke gik hele vejen. Hvorfor fik Dam Kristensen gummiarm, da den sidste kugle skulle stødes i hul. Svaret er desværre lige så ligetil, som det er foruroligende: Integrationsordfører Henrik Dam Kristensen valgte at stå af, fordi partiet fortsat frygter sine vælgere mere end noget andet. Hver gang partiet fraviger den stramme udlændingekurs, kan det aflæses i meningsmålingerne. Det åbenlyst rigtige for en opposition i denne sag ville være at kæmpe med arme og ben og alle midler mod den helt igennem tåbelige, uretfærdige og skadelige tuneserlov. Men uanset substans, retssikkerhed og almindelig fornuft, så stod frygten tilbage - frygten for, at regeringen og Dansk Folkeparti kunne bruge sagen til at stemple Socialdemokraterne som bløde. Så kommer det angiveligt i anden række, at loven rammer uskyldige, at tuneseren er blevet dømt og berøvet sin frihed uden nogen form for dom, og at loven hastes gennem Folketinget trods stakkevis af nationale og internationale advarsler. Udlændingepolitik gør Socialdemokraterne nervøse, de mister fokus og overblik, gamle spøgelser vælter frem. Socialdemokraterne vil helst slippe for at tage del i det seneste årtis vigtigste politiske slagsmål. Og det holder naturligvis ikke - hverken i byretten eller på Christiansborg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Men hvor er det dog slapt - kvalmende slapt. Til alle medlemmer af den socialdemokratiske Folketings-gruppe: Tag lige og læs interview med tidligere PET-chef Ole Stig Andersen i dagens Information. Der står altså mere på spil i denne sag, end et par decimaler i næste Gallup-måling."

Enig. Socialdemokratiets ledelse er en katastrofe.

Heinrich R. Jørgensen

Fremragende leder fra Bent Winther. Socialdemokratiet i en nøddeskal. De er vitterligt slappe og pinlige.

Inger Sundsvald

Hver eneste gang der skal debatteres noget om ’de fremmede’, glimrer Socialdemokraterne med deres fravær. I Debatten på DR2, må Margrethe Vestager stille op alene, eller med Johanne Schmidt-Nielsen som eneste meddebattør. Også SF er åbenbart blevet bange for at udtale sig.

Egentlig kan man vel vente sig, at S og SF går i regering næste gang med DF.

Det ville være en lykke for det her land, hvis social-demokraterne blev spaltet i to, et højrefløjs-socialdemokrati og et socialist parti. Så kunne vi måske få fre' --

Enig med Karsten Aaen. Det kunne være rart hvis alle i Soicaldemokratiet og for den sags skyld også i SF, der tænker som Karen Jespersen ville følge hendes eksempel og melde sig in i VKO...