Leder

Kanonteater

5. december 2008

For lidt over en måned siden afviste bestyrelsesformanden for det lille storbyteater Kaleidoskop, Litten Hansen, kategorisk Informations afsløring af, at hun og bestyrelsen arbejdede på en fusion med teatret Camp X, hvor Kaleidoskops nuværende kunstneriske leder, Martin Tulinius, netop var blevet ansat som direktør. I går bekræftede hun det så i Politiken: Hun samarbejder med Martin Tulinius om en strategi, der indebærer, at Camp X skal overtage Kaleidoskops største scene og største succes gennem de seneste tre år: Kanonhallen på Østerbro. Litten Hansen medgiver, at det kan betyde, at Kaleidoskop bliver opløst. Men både hun og Martin Tulinius forsikrer, at det er et krav fra dem, at når Camp X overtager Kanonhallen, så skal der findes et alternativt spillested til de mange teaterkompagnier, der er dybt afhængige af den åbne scene, som Kanonhallen lige nu fungerer som.

Lad os fjerne navne og gode intentioner fra billedet og lægge helt konkret frem, hvad der er sket i sagen: Bestyrelsesformanden i en selvejende institution opfordrer sin egen direktør til at søge en anden stilling. Ikke fordi bestyrelsen er utilfreds med direktøren, tværtimod er man overordentlig tilfreds. Faktisk er direktøren identisk med institutionen, udtaler bestyrelsesformanden. Det er hans skyld, at institutionen er vokset, har nydt kæmpesucces og modtaget indtil flere priser de seneste 14 år. Alligevel opfordrer bestyrelsesformanden direktøren til at søge en anden stilling. Faktisk den direktørstilling, formanden selv er konstitueret i. I en anden større selvejende institution inden for samme branche i samme by - altså en konkurrent. Direktøren er så heldig at få den anden stilling. Herefter beslutter bestyrelsen ikke at slå direktørens gamle stilling op, men meddeler medarbejderne, at bestyrelsen arbejder på, at institutionens største succes gennem de seneste tre år, skal følge med direktøren over i den større konkurrerende institution, hvor han nu er blevet ansat. Bestyrelsesformanden og direktøren samarbejder nu om en strategi, der i praksis højst sandsynligt vil betyde, at den lille institution opløses. Tilbage står den store institution, hvor direktøren nu skal overtage direktørstillingen, som bestyrelsesformanden er konstitueret i, og har sikret sig den opløste institutions største aktiv.

Information bringer i disse dage en artikelserie om ledelse i kulturlivet, og netop sagen om Kaleidoskop illustrerer, hvordan gode ledelsesprincipper risikerer at blive sat ud af spil, når aktørerne har den selvforståelse, at de jo først og fremmest arbejder for kunstens skyld.

Litten Hansen siger, at hun har handlet i hele teatermiljøets interesse, men når hun er bestyrelsesformand i Kaleidoskop, er det specifikt Kaleidoskops interesser, hun skal varetage. Derfor burde hun have afstået fra at formulere strategier, der sandsynliggjorde institutionens opløsning. Eller endnu bedre, have fratrådt sin post som bestyrelsesformand, da hun i sommer blev konstitueret direktør på Camp X, der, selv om det er et statsstøttet teater og Kaleidoskop er et kommunalt støttet, må kategoriseres som en konkurrent: De ligger i samme by og bejler til det samme publikum. Det ville også have været i alles interesse, at Martin Tulinius fratrådte sin stilling på Kaleidoskop, straks han blev ansat på Camp X og rygterne om Kanonhallen begyndte at svirre. Usikkerheden herskede allerede dengang ikke kun hos Kaleidoskops ansatte, men også hos Kaleidoskops samarbejdspartnere; de mange små teaterkompagnier, der er dybt afhængige af Kaleidoskops åbne scener. Det har skabt en mistillid til Kaleidoskop, som det lille storbyteater hverken er tjent med eller har fortjent, for selvfølgelig kunne Kaleidoskop være blevet ført videre under en ny leder. Det er rigtigt, at Martin Tulinius som grundlægger og meget succesfuld leder har været nærmest identisk med Kaleidoskop, men under den kunstneriske leder arbejder der jo en hel organisation, der har oparbejdet 14 års erfaring med at drive scenerne. At påstå, at institutionen mister sin legitimitet med Martin Tulinius, er at forklejne hele deres arbejdsindsats.

Det er selvfølgelig pænt af Litten Hansen og Martin Tulinius at forsikre, at de arbejder på at sikre, at nogle andre vil arbejde på at sikre alternative scener til teaterkompagnierne, men det klinger hult, når det kommer fra dem, der i ugevis i det skjulte har arbejdet på at fjerne tæppet under dem.

At man arbejder for kunsten, legitimerer ikke, at man handler ud fra en personlig dagsorden og udnytter den magtposition, man sidder i, til at indrette teatermiljøet på den måde, som man som kulturpersonlighed mener er den rette. Før man påbegynder et lobbyarbejde, der griber ind i den demokratiske proces, bør man i det mindste gøre sig det klart, at det, selv om det handler om kunstens fremme, også handler om millioner af kroner og om mange menneskers økonomiske sikkerhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu