Leder

Kolosserne i Detroit

Demokraterne - men som er indlysende fornuftig. At sige: "Nok er nok. Ledelsen i Chrysler, Ford og GM har i den grad forsømt at produktudvikle i de seneste 10 år. Hvis japanske og europæiske biler faktisk er bedre, billigere og mere grønne, skal de amerikanske skatteydere ikke betale for at holde den ufinansierede fest for de amerikanske bilgiganter kørende
30. december 2008

SÅ BLEV det da mod forventning alligevel en glædelig jul og et godt nytår i de over 2,5 millioner amerikanske hjem, hvor husstandsindkomsten direkte eller indirekte kommer fra den hjemlige automobilindustri. Og det takket være en direkte intervention fra den afgående præsident George W. Bush. Det Hvide Hus besluttede lige før jul at komme Chrysler, General Motors og Ford til hjælp med gigantiske lån fra den finansielle sektors nødfond, efter at det amerikanske Senat ellers havde sagt nej til at bevilge penge. De to første firmaer havde forlods meddelt, at de ville gå konkurs, hvis ikke der kom en statslig hjælpepakke, mens Ford havde bebudet, at firmaet sandsynligvis snart ville få brug for hjælp.

HVORDAN ER det kommet så vidt? Svaret er enkelt. I modsætning til deres europæiske og japanske konkurrenter er amerikanerne blindt fortsat med at kopiere egen succes fra de glade 1990'ere, hvor benzinpriserne var lave, og profitterne væltede ind. Der er blevet produceret store benzinglade biler og pickup trucks i sikker forvisning om, at de bilglade amerikanere aldrig ville foretrække mindre og mere energirigtige modeller, men på bedste patriotiske vis ville fortsætte med at købe amerikanske benzinslugere.

CHOKKET OVER, at det var forkert, har været stort på direktionsgangene i Detroit, som ellers er blevet advaret adskillige gange. Tilbage i maj 2007 holdt en vis politiker ved navn Barack Obama f.eks. en omtalt tale i downtown Detroit for over 2.000 ledere i automobilindustrien.

Her sagde han bl.a., at de tre store firmaer havde gjort alt for lidt for at mindske amerikanernes afhængighed af udenlandsk brændstofimport, og at dette havde efterladt industrien i "store problemer, som der ikke er nogen nemme genveje ud af (...) hver gang der er kommet forslag om at hæve kravene til, hvor effektivt vi bruger brændstoffer, har automobil-industriens lobbyister strittet kraftigt imod".

Obama kritiserede også den magtfulde fagforening UAW (United Auto Workers) for at have spillet samme melodi som arbejdsgiverne i stedet for at rette fokus mod fremtidens krav til bilindustrien.

IKKE MEGET tyder på, at kolosserne i Detroit vil være i stand til at sadle hurtigt om. Og beslutningen vil ende som Obamas hovedpine. Bush slipper for at gå af som den præsident, der lagde den amerikanske bilindustri i graven - oven i alle de andre minusser i hans økonomiske karakterbog. Og i stedet bliver det hans afløser, der om få måneder skal vælge mellem en ny redningspakke eller at tage en beslutning, der vil være særdeles upopulær - ikke mindst hos Demokraterne - men som er indlysende fornuftig. At sige: "Nok er nok. Ledelsen i Chrysler, Ford og GM har i den grad forsømt at produktudvikle i de seneste 10 år. Hvis japanske og europæiske biler faktisk er bedre, billigere og mere grønne, skal de amerikanske skatteydere ikke betale for at holde den ufinansierede fest for de amerikanske bilgiganter kørende."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu