Leder

Kvælertag på Gaza

9. december 2008

Ifølge den fjerde Genève-konvention fra 1949 er "kollektiv afstraffelse, plyndring og repressalier mod civile og deres ejendom" defineret som krigsforbrydelser. Med 'det internationale samfunds' billigelse har Israel frikort til alle tre kategorier: Kollektiv afstraffelse - indskrænkning af civiles fri bevægelse og totalblokade af varer til Gaza. Plyndring - simpelt tyveri af landområder. Repressalier - bortsprængning af boliger ejet af familier til terrorister.

Israel har underskrevet konventionen, men afviser, at den har relevans for dets væbnede styrkers ageren i de palæstinensiske områder. Heri er det 'internationale samfund', bl.a. den danske regering, åbenbart enig. I hvert fald lyder ikke et kvæk til protest mod den systematiske udsultning af kvinder og børn, som Israel kalder "selvforsvar". Jo, et lille kvæk: Et lille flertal i EU-Parlamentet vedtog torsdag at udskyde en afstemning om øget EU-samarbejde med Israel, vedtaget af de 27 udenrigsministre i juni.

"Selvforsvar" er da heller ikke den reelle grund til afstraffelsen af de 1,5 mio. i Gazas åbne fængsel. Årsagen er, at deres flertal stemte på Hamas ved det demokratiske valg til Palæstinas lovgivende forsamling (PLC) i januar 2006. Og nu er selv Gazas høns væk - spist, da der ikke er foder at få, og som erstatning for proteinholdigt lamme- og oksekød. De sultende trøster sig med, at hønsekød ikke feder.

Denne tilstand går tilbage Annapolis, Maryland, i november 2007, da 'det internationale samfund' besluttede at redde Det Palæstinensiske Selvstyres præsident og Fatah-leder Mahmoud Abbas efter det Hamas-kup i juni, der eliminerede hans sikkerhedsstyrker i Gaza. Tankegangen var, at støtte til en Abbas-forhandlingsløsning kombineret med strangulering af Gaza ville mørne befolkningen, så den vendte sig mod Hamas. Det skete ikke.

Tværtimod blev Hamas styrket i en grad, så Israel indgik våbenhvile i juni. Alle åndede lettet op, og selv om blokaden mod Gaza blev opretholdt, blev ikke én raket affyret mod israelske mål. Så hvorfor brød Israel våbenhvilen den 4. november under påskud af en "illegal tunnel"? Af samme grund som relanceringen af den såkaldte "køreplan for fred" i Annapolis: Støtte til Abbas, hvis valgperiode udløber 9. januar. Kunne Hamas presses til en 'udsoning' med Det Palæstinensiske Selvstyre på betingelser, dikteret af Israels allierede, Egypten, kunne Abbas forlænges som overhoved for en "national samlingsregering", hvor Hamas accepterede "anerkendelse af Israel, fordømmelse af terror og accept af eksisterende PLO-aftaler". Et sådant knæfald er nu som før urealistisk - Hamas tog 74 af PLC's 132 sæder mod Fatahs 45 på et program, der gik imod Abbas' 'partnerskab' med Israel. Hamas-lederen Khaled Mishal har tilbudt en 30-årig hudna, en langtids-våbenhvile, der kan åbne for den så hedt ønskede to-stats-løsning. Men det internationale samfund, Israel og Egypten ikke vil vide af Hamas, før det anerkender Israels overherredømme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Selv hjælpeorganisationer, som f.eks. Interpal, bliver forsøgt forhindret i at gøre dens arbejde og Lloyd har bebudet lukning af den bank, IBB, der administrerer pengene til nødhjælpsarbejdet.
Det ser ud som om hele vesten og USA ligger under for den kollektive idé at israelerne er heltene og palæstinenserne er skurkene.
Jøder er helte og muslimer er skurke?

Heldigvis er grupperne af isralere der er imod den kollektive afstraffelse, menneskerettighedsaktivister og militærnægtere støt voksende.

Der ud over er grupperne der taler for en fælles-stat løsning og indfødsret også støt voksende.

Danske journalister må tage et ansvar og informere befolkningen om krænkelserne af menneskerettighederne i Israel/Palæstina; danskerne gik jo i krig for at "afskaffe diktatur" i Irak, så der burde jo være sanktioner også her fra den danske regering?

Lettere trættende med alle disse automatreaktioner på denne alt for langstrakte konflikt.

Var det ikke en idé at vurdere de klemptokratiske/ fundamentalistiske palæstinensere ud fra nogle af de samme ideale fordringer til demokrati, menneskerettigheder osv. som israelerne forventes at leve op til?

Det er et faktum, at der er lighed for loven i Israel for alle borgere (arabere og israelere). Lighed for loven er slet, slet, slet ikke tilfældet i de palæstinensiske områder, og videre i den arabiske verden.

Selvfølgelig skal Isralerne kritiseres, når de går over stregen. Men artiklens leflen for palæstinenserne er udtryk for en grundlæggende chauvinistisk indstilling, fordi palæstinensere ikke forventes at leve op til liberale idealer. De ædle vilde.

Vilhelm von Håndbold

Meget indsigtfuld artikel fra Ellegaard.

"Tankegangen var, at støtte til en Abbas-forhandlingsløsning kombineret med strangulering af Gaza ville mørne befolkningen, så den vendte sig mod Hamas."

Dette er international terror pr. definition.

_______________________________________

@ Peter Larsen

Du har ret i at der i "det besatte palæstinensiske område," ikke eksisterer acceptable demokratiske forhold. Men er det en undskyldning for at fortsætte den nu 42 år lange brutale besættelse? Det er jo trods alt Israel der besætter Palæstina ikke omvendt.

Vilhelm von Håndbold

Tzipi Livni sagde i går (onsdag d. 11 dec.) at "the Israeli army should carry out a large-scale military offensive in the Gaza Strip in retaliation," som hævn for det hun kalder "the violation of the truce."

Hun mener nemlig, at en længere våbenhvile vil være til skade for strategiske israelske mål og at en sådan aftale "gives the impression that Israel recognizes Hamas."

http://imemc.org/article/57960

En stilstandskrig, der har varet i tre generationer fremelsker de værst tænkelige poltiske typer og politiske programmer - på begge sider - og det bør i det 21. århundrede være en international opgave , at tvinge parterne til, at lade almindelige borgere på begge sider behandle problemerne via et overstatsligt internationalt organ baserete på lokale sandhedskommissioner.

Israel og Palæstina har som statsdannelser kvajlet sig så grundigt ind i hævnens tankespind, at de ikke kan se hvad der er opad eller nedad. De bør have hjælp til at oprette en stat baseret på en et-statsløsning - og almindelige mennesker vil tage imod tilbudet med kyshånd.

En stat med 40 pct. jøder og 60 pct. palæstinensere kan sagtens eksistere. I Sydafrika er fordelingen mellem sorte og hvide 80:20.

Vilhelm von Håndbold

@ Bill,

Hej Bill, det er dejligt at høre, at du har hjertet på rette plads. Du vil gerne have fred i regionen for begge folk.

Men idéen om en enstatsløsning er ikke ny; og selvom den ville være at foretrække (detaljerne kan diskuteres), så er der ikke nogen af parterne, der formelt tilslutter sig idéen. Israel vil gerne have en stat for jøderne, og palæstinensernes nationale bestræbelser, er støttet af næsten samtlige lande i verden.

Nu hvor PLO, hele den arabiske liga, Iran, Rusland, Kina og Europa tilslutter sig idéen om tostatsløsningen, så ville det være forkert, at genopfinde den nye tallerken. Forkert af to årsager: 1) Der er ingen diplomatisk støtte og 2) det ville tilskrive de næste generationer af palæstinensere og israelere til en endeløs konflikt.

Israels samfund skal undergå massive ændringer, for at imødekomme blot kravet om afviklingen af de ulovlige bosættelser; et nyt forslag om en enstatsløsning er nærmest politisk umulig.

Jeg synes heller ikke, at løsningen i Sydafrika har været opfyldende... det er en fortløbende kamp at skabe en fredelig og ligeberettiget situation for borgerne.

Jeg synes da også, at det ville være dejligt hvis de gad at bo med hinanden. Men retfærdighed er begrænset af gennemførlighed i den rigtige verden.

Der findes en løsning, som der er baseret på international lov, som har det internationale samfunds overvældende tilslutning og som har været vente i snart 42 år. FN resolution 242.

De stridende parters fortolkning af 242 er som følger:

Israel: Man er fokuseret på formuleringen ”sikre og anderkendte grænser,” som betyder, at Israel ikke vil trække fuldt tilbage til 1967-linien (den grønne linie), da disse grænser ikke er ”sikre.” Man påpeger at israel geografisk har en meget smal talje, som gør denne særligt udsat og truet af de arabiske nabostater. Derfor ønsker israel formelt, at forhandle jord til fordel for fred, såfremt palæstinenserne kan garantere denne fred.
---------------------------------------------------------------------

Palæstina: Man fokuserer på den indledende paragraf: ” ulovligheden af tilegnelsen af territorie i krig,” i overenstemmelse med FN’s charter for menneskerettigheder” – og at israel derfor skal trække tilbage til 1967-grænserne; og at landudvekslinger finder sted med et 1:1 forhold, samt at en retfærdig løsning på flygtningeproblemet, indebærer en hjemvendelsen af en portion af de palæstinensiske flygtninge.
---------------------------------------------------------------------

I december 2003 kaldte FNs Generalforsamling på verdensretten (International Court of Justice), for at udarbejde en ”vejledende anskuelse” vedrørende de ”juridiske konsekvenser” der opstår under Israels opførelse af en mur, der inkorporerer betydelige fraktioner af Vestbreddens territorie.

I juli 2004 udgav verdensretten sin ”vejledende anskuelse”: ”Legal Consequences of the Construction of a Wall in the Occupied Palestinian Territory.”

Bedømmelsen blev godkendt af af 14 ud af 15 dommere. Bedømmelsen konkluderede, at ”konstruktionen af muren af Israel, den besættende magt, på det ’besatte palæstinensiske territorie’, inklusiv inde og omkring Østjerusalem og dets associerede regime, er i modstrid med international lov,” og at ”Israel er forpligtiget til at ende sin overtrædelse af international lov; forpligtet til at afslutte konstruktionen på ’besatte palæstinensiske territorie’ inklusiv inde og omkring Østjerusalem, for at omgående afvikle bygningsværket placeret deri.” Yderligere konkluderer bedømmelsen, at ”Israel er forpligtet til at betale erstatning for den skade der stammer fra konstruktionen af muren i det ’besatte palæstinensiske territorie’, inklusiv inde og omkring Østjerusalem.”

Grunden til at jeg nævner den bedømmelse er fordi, at retten var nødt til at gennemgå de såkaldte ”Final Status Questions,” for at udarbejde deres bedømmelse.

”Final Status Questions” er de punkter, som man hævder er så kontroversielle, at de først kan forliges ved selve slutningen af en omfattende ”fredsproces.”

”Final Status Questions”: 1. Bosættelser, 2. Grænser, 3. Jerusalem og 4. Palæstinensiske flygtninge

1. Retten sagde iht. ” ulovligheden af tilegnelsen af territorie i krig,” i overenstemmelse med FN’s charter for menneskerettigheder og den indledende paragraf i Resolution 242, og I overenstemmelse med den fjerde genevekonvention artikel 49, at ”The Occupying Power shall not deport or transfer parts of its own civilian population into the territory it occupies.” Dette er ikke kontroversielt hævder retten, det er faktisk en ”customary rule.” Selv den afvigende stemme, navnlig justice Bergenthal, erklærede i en separat deklaration, hvor han forklarer sin afvigende stemme, at HVIS Israel, rent faktisk bygger muren for at beskytte de ulovlige bosættelser, så er muren ipso facto ulovlig iht. international lovgivning.

2. Samtlig palæstinensisk jord erobret af Israel under krigen i 1967, dvs. alt der bevæger sig udover den internationalt accepterede grønne linje betragtes og betegnes af verdensretten som "besat palæstinensiske territorie," under genkaldelsen af ”ulovligheden af tilegnelsen af territorie under krig,” i overenstemmelse med FN’s charter for menneskerettigheder og den indledende paragraf i 242, og I overenstemmelse med den fjerde genevekonvention artikel 49, at ”The Occupying Power shall not deport or transfer parts of its own civilian population into the territory it occupies.”

3. Palæstinenserne har under fredsforhandlinger opgivet betydelige andele af Jerusalem (over halvdelen). Israel vil formelt have hele Jerusalem, men ifølge verdensretten er hele Jerusalem betragtet og betegnet som "besat palæstinensisk territorie." Dvs. at Israel iht. International Lov, ikke har krav på så meget som en centimeter af Jerusalem.

4. Med hensyn til flygtningene gælder der en række øvrige resolutioner (resolution 338, resolution 194 og resolution 237). FN242 kalder kun på en ”fair resolution af ’flygtningespørgsmålet.’” Vi har ikke brug for at anvende verdensrettens bedømmelse her, da denne Final Status Question er ubestridelig, hvis man kigger på international lov. Palæstinenserne ret til hjemvendelse er beskyttet under følgende juridiske forskrifter (bortset fra de stadfæstede resolutioner i sikkerhedsrådet):

Human Rights Law (Universal Declaration of Human Rights); artikel 8 og 13 |

International Covenant on Civil and Political Rights; artikel 2(3) punkt a, b. c og artikel 12 |

International Convention on the Elimination of all forms
of Racial Discrimination; artikel 5 og 6 | International Humanitarian Law (Hague Regulations concerning the Laws and Customs of War on Land); artikel 3 | Den Fjerde Genevekonvention; artikel 49 og 'additional protocol' artikel 74 og 91 | Law of Nations; artikel 5 og 14

_____________________________________

Hvis nogen af en eller anden uklar grund, måtte mene at konflikten er så kontroversiel, at den ikke kan løses på baggrund af Internation Lov, så kan jeg oplyse, at det overvejende skyldes Israel og ikke palæstinenserne. Dette lyder måske ikke så nøgternt og objektivt, men det er den eneste konklusion man kan drage hvis man gør sig en diplomatisk afregning. Hvis vi ser på samtlige fredsprocesser og forhandlinger, så kan man se, at de eneste konkrete overgivelser, kommer fra den palæstinensiske side. Dette har en simpel forklaring og der opstår ofte tvivl, når man påpeger dette. Hvis man framer "fredsprocessen" i forhold til hvad Israel vil have, så er det korrekt at Israel har gjort sig betydelige overgivelse. Eksempel: Før Camp David og i dag var og er Vestbredden inddelt i ca. 200 enklaver opdelt af checkpoint og ekslusive israelske veje rundt og omkring de allestedsværende israelske bosættelser på territoriet. Under Camp David tilbød man, at reducere antallet af enklaver til 5 store: Østjerusalem, Gaza, og Vestbredden inddelt i 3 (alle sammen uden kontakt). Dette omfatter betydelige overgivelser.
Men hvis man framer fredsprocessen ifht. hvad Israel og palæstinenserne juridisk har krav på, så har Israel gjort sig præcis og eksakt ingen overgivelser.

Derfor min gode ven Bill H, er forhindringerne for en vedvarende retfærdig løsning tydelige. Israel nyder komplet immunitet fra internationale foranstaltninger såsom våbenembargo og sanktioner udelukkende pga. amerikansk militær, diplomatisk og økonomisk støtte. Desuden er midlerne mod fred også tydelige; som sagt er der en international konsensus omkring dette.

Jeg giver dig ret, tostatsløsningen er ligesom den løsning man implementerede i Sydafrika ikke en fyldestgørende løsning, men det er det mest sandsynlige trin mod en vedvarende fred, da der er stor juridisk såvel som folkelig og politisk opbakning.

@Poya Pakzad
Tak for din interessante kommentar - jeg er ikke færdig med nærlæsningen, men kommer alligevel med denne kommentar:

Fra 1918 til 1947 blev Palæstina forvandlet fra et harmonisk og tolerant samfund, hvor jøder, kristne og muslimer levede side om side, til et land med drab og terror - Ben-Gurion har indrømmet, at han stod bag regionens første bilbombe. I 1947 blev diskussionen i FN om en etstatsløsning skudt i sænk af den britisk ledede "United Nations Special Committee on Palestine" og en evig strid var en grundlagt - Zionisterne tog herefter det jødiske folk som gidsel i deres menneskefjendske statsdannelsesprojekt.

Under hele min opvækst har jeg - godt nok med længere og længere mellemrum - kunnet læse artikler om isolerede landsbysamfund hvor jøder og palæstinensere levede side om side i fordragelighed og samarbejdede om maskinstationer o.a. Jeg ved ikke om sådanne landsbyer stadig eksisterer, men efter min mening var det en eklatant fejltagelse, at Yasser Arafat, Shimon Peres og Yitzhak Rabin fik Nobels fredspris i 1994. Tildelingen var en opbakning til de elitære kræfter i Israel-Palæstina konflikten. Fredsprisen burde i stedet være givet til borgmester, eller en betyrer af en fælles maskinstation eller en leder af et blandet jødisk-palæstinensisk sangkor eller et andet folkeligt initiativ ....

og så er netop Fredsprisen overladt til det Norske Storting fordi Nobel ikke mente det svenske akademi kunne håndtere fredspørgsmål .. Ak ja

Vilhelm von Håndbold

@ Bill H

Du har ret i, at palæstinensere og jøder levede sammen i den pågældende periode. Ikke uden vold - det ville være forkert at sige, når man betragter stridighederne i 20erne og 30erne under det brutale britiske mandat.

Det som vi ser i Israel-Palæstina konflikten er hovedsageligt en konflikt mellem to nationale bevægelser.

Den nærmeste løsning, som man fx var tæt på at opnå i Taba i 2001 og som Geneve Akkorden viderarbejdede i 2003 var og er tostatsløsningen.

Denne løsning nyder international tilslutning, og den kan opnås, såfremt man er villig til at indgå i forhandlinger uden forhåndsbetingelser om eksklusiv anderkendelse af nuværende forhold. Alle parter har kaldt på forhandling heriblandt Hamas.

Mine personlige håb er nærmere integration mellem staterne i en form for binational føderation. Men jeg advokerer ikke denne løsning, da 1) det er ikke mit ansvar at bedømme for dem og 2) der er ingen overvejende politisk tilslutning.

Jeg anser tostatsløsningen som et trin mod integration, økonomisk samarbejde og kulturel udvikling mellem de to stater. Det vil sige, at jeg anser implementeringen af FN 242 som en fortløbende proces mellem de to nationer.

Jeg forholder mig, som du kan se, politisk til emnet. Da jeg opvejer hvilke muligheder der er mest gennemførlige på nuværende tidspunkt. Jeg advokerer ikke en enstatsløsning, da dette modgår den internationale konsensus og de to parters bestræbelser. At arbejde mod enstatsløsningen ville kræve massive forandringer internt i de to samfund - og det betyder, at det vil tilskrive de næste måske 3-4-5 generationer den selvsamme ulidelige konflikt. Lad os hellere sørge for, at implementere den mest mulige løsning, for derefter at betragte processen som en fortløbende kamp mod fred i regionen.

Vilhelm von Håndbold

@ P. Lauritzen

PLO har anderkendt israels "ret til at leve indenfor sikre og anderkendte grænser," for snart 30 år siden første gang. Der har været masser af terapeutisk retorik, der har kunnet danne basis for fredsforhandlinger. Israel har besat palæstinensernes land i 42 år, denne tilstand skal standes omgående. Hvad angår Hamas, så har du ret i, at de ikke har formelt accepteret Israel. Men de har gentagende gange kaldt på våbenhvile og forhandling i overenstemmelse med FN resolution 242. Vi kan diskutere hvorvidt de to bør anderkende hinanden; men så vidt situationen forholder sig, så har begge parter nægtet at gøre de - u kunne ligeså godt have framet spørgsmålet med henblik på Israel, som trods alt er den der nægter palæstinenserne en stat. Og det er ikke blot i retorik, men i handling: bosættelser, nedrivninger, razziaer, indespærringer, totale blokader, militær offensiver og skødesløse brud på basale menneskerettigheder. Mht. Hamas, så mener jeg personligt, at de skal opgive charterets provisioner og bevæge sig fra accepteringen af to-statsløsningen til en indbefatning af "gensidig anderkendelse", men i forhold til dit spørgsmål bør man have i mente, at Hamas' standpunkt er langt mere imødekommende end den af Israel ift. den international tilslutning - som afspejlet i sikkerhedsrådet og generalforsamlingen. Siden 1973 har palæstinenserne formelt accepteret resolution 242; Israel og USA har i international Isolation nedlagt veto mod implementering af resolutionen i sikkerhedsrådet i 30 år, det er den dokumentariske afregning, resten er indlysende; Israel skal trække sig ud af de besatte områder og afvikle bosættelserne - ellers er fred og forhåndsbetingelser om eksklusiv anderkendelse en illusion. I øvrigt har Israel heller ikke anderkendt sig selv. Deres grænser er endnu ikke defineret.