Leder

En meningsfuld forandring

3. december 2008

Efter Barack Obamas præsentation i Chicago af sine højeststående sikkerheds- og udenrigspolitiske medarbejdere hersker der ingen tvivl om, at USA's næste præsident værdsætter tre dyder - erfaring, kompetence og pragmatisme.

Ingen af de fire vigtige udnævnelser - Hillary Clinton, Robert Gates, James Jones og Susan Rice - udmærker sig ved at være originale nytænkere. Det efterlader det åbne spørgsmål, hvorvidt Obama er forandringen, som amerikanerne og resten af verden søger. Afhænger det udenrigspolitiske kursskifte af Obama alene? Og hvis det er en korrekt analyse, kan man så være sikker på, at dette hold af sværvægtere rent faktisk gennemfører den tilstræbte forandring?

Den næste præsident er konfronteret med udfordringer på ude- og hjemmebane, hvis omfang og kompleksitet er uden fortilfælde i moderne historie. Man kan derfor ikke bebrejde Obama for at plukke ministre og rådgivere med nogle gode år på bagen. Havde det forholdt sig omvendt, ville kritikken være haglet ned over ham. Det er mere end nok, ville indvendingerne lyde, at beslutningstagere bliver nødt til at eksperimentere med nye økonomiske pakker og løsningen på konflikterne i Irak, Iran og Afghanistan.

Skal de nu også først i lære? Jøsses!

De udenrigspolitiske holdspillere synes også at være folk, der ved, hvordan man får gennemført en politik sådan rent praktisk. Det var ikke en egenskab, som Bush og hans folk besad. USA har næppe haft en regering med så inkompetente ministre og embedsfolk.

Hvad er egentlig lykkedes for dem? Det er svært at komme i tanke om en eneste mærkbar succes.

Det virker også, som om Obama og hans rådgivere har tænkt grundigt over, hvordan de forskellige sværvægtere vil gå i spænd med hinanden. Valget af general Jim Jones til næste nationale sikkerhedsrådgiver giver en vis garanti for, at processen bliver koordineret og velordnet. Det bliver bl.a. hans opgave at formidle mellem Hillary Clinton og Robert Gates, hvis ministerier traditionelt rivaliserer med hinanden på adskillige områder. Jones' rolle som bagstopper bliver betydningsfuld.

Set i denne optik er der ikke noget i vejen med Obamas udenrigspolitiske udnævnelser. Det knager derimod med nytænkningen. Det nye hold skal naturligvis have lov at fremlægge deres udenrigspolitiske strategi, inden kritik lyder fra denne kant.

Man kan håbe på, at de formulerer et nyt strategisk koncept for USA's udenrigspolitik - at de ikke bliver alt for pragmatiske og tror, at problemer kan løses uden en præcis definition af, hvad der er og ikke er amerikanske sikkerhedsinteresser. Skal USA fortsat være engageret i verden? Selvfølgelig, men lad os få et bud på, hvor grænsen går.

Skal spredning af amerikanske værdier - demokrati, markedsøkonomi og ytringsfrihed - stadig være et bærende fundament for udenrigspolitikken med eftertryk på unilaterale handlinger, som det har været under Bush? Eller vil en Obama-regering skifte spor og udnytte sine bløde magtmidler - diplomati, teknologi, bistand og manpower - til at fremme en mere kompleks dagsorden? En sådan 'agenda' kunne lægge mere eftertryk på bekæmpelse af klimaforandringen, den voksende globale ulighed, manglen på vandressourcer, livstruende sygdomme som hiv-aids, malaria og tuberkulose og starte et Manhattanprojekt til udvikling af et nyt energisystem. Og i hvor høj grad agter en Obama-regering at indbygge en ny strategi i en multilateral ramme?

Nye amerikanske præsidenters udenrigspolitik er tilbøjelige til at være refleksiv. De når aldrig at formulere en strategi, inden de bliver overvældet af den første international krise, og herefter går det hug i hug.

Desværre er der en risiko for, at Obama og hans sikkerhedspolitiske hold lader sig drive af den aktuelle dagsorden og sætter alle kræfter ind på at tackle krigene i Afghanistan og Irak og samtidig forsøger at få Iran til at opgive sit atomprogram. Ikke fordi disse konflikter skal underprioriteres. Problemet er, at de næppe kan løses på sigt, med mindre andre og mere dybtliggende globale modsætninger, uligheder og uretfærdigheder håndteres.

Her kommer vi tilbage til udgangspunktet, at et strategisk koncept for USA's fremtidige rolle i den internationale arena er en absolut forudsætning for den tilstræbte forandring.

Et eksempel: Obama antydede i 2007, at en løsning på mellemøstkonflikten - eller i hvert fald et afbalanceret goodwill-forsøg fra amerikansk side - måske kan gøre det lettere at bilægge konflikten med Iran og krigen i Afghanistan og vinde kampen mod terrorismen.

Det er den slags dristige tiltag, som vil kunne skabe respekt om USA og lægge fundamentet til Obamas 'forandring'. burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu