Leder

Menneskerettigheder i 60 år

10. december 2008

"Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd."

SÅLEDES LYDER DET idealistisk og smukt i artikel 1 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fra 1948. Og videre i artikel 2 slås det fast, at "enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art".

Meget vand er løbet i stranden, siden den daværende forkvinde for FN's Menneskerettighedskommission, Eleanor Roosevelt, den 10. december 1948 kunne fremlægge det færdige dokument for Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. I skyggen af Anden Verdenskrigs forbrydelser mod menneskeheden og med udgangspunkt i tidligere menneskerettigheder, som de kendtes fra den franske revolution og den amerikanske frihedserklæring, formulerede FN en række universelle rettigheder, som skulle beskytte mennesker mod hinanden, mennesker mod staten og stater mod stater.

Der er stadig lang vej, hvis målet er, at alle skal være født frie og lige i værdighed og rettighed. Men når man i dag kan fejre 60-året for de 30 bud for god opførsel mennesker og stater imellem, er det alligevel i det lys beretningen om en succes. Som en universel og global rettesnor for sikring af, at visse fundamentale rettigheder overholdes, er tilslutningen kun blevet større - de kan i dag læses på 360 sprog - og deres gyldighed mere omfattende i form af forankring i en FN-højkommissær for Menneskerettigheder, internationale domstole og komitéer, der registrerer brud på menneskerettighederne. Der er oprettet internationale straffedomstole og uddannet internationale og nationale dommere, advokater og politistyrker med speciale i menneskerettighederne.

I DEN FORSTAND har menneskerettighederne aldrig stået stærkere. Vold, tortur og undertrykkelse er stadig dagens orden mange steder. Men flere end 100 lande har nationale menneskerettighedsorganisationer, emnet er fast punkt på dagsordenen ved mange statsbesøg, og ved det netop afholdte OL i Beijing var der forud en lang og global debat om menneskerettighedssituationen i Kina. Ikke at det forhindrede legene i at blive afholdt, men det lagde et vist pres på det politiske styre og fastholdt et fokus som et billede på, at menneskerettighederne er blevet en del af et fælles internationalt univers. Derfor burde der vel kun være grund til at kippe med flaget på den runde fødselsdag. Men det kan med lige stor ret, som det også blev her i avisen i går af FN's særlige observatør for tortur, Manfred Nowak, hævdes, at menneskerettighederne aldrig har været i større krise end nu. Når det er tilfældet, skyldes det både eksterne faktorer, der sætter dem under pres, men også at de nærmest fra fødslen har haft en indbygget fare for sammenbrud.

MANFRED NOWAKS POINTE var, at Vesten, der i sagens natur må siges at være særlig forpligtet på menneskerettighederne, med kampen mod terror er i fare for at sætte de selv samme idealer over styr. Abu Ghraib og Guantánamo taler for sig selv som store skandaliseringer af enhver vestlig tolkning af retsstatsprincipper og sikring af krigsfangers rettigheder. I lidt mindre målestok kan det samme siges om de terrorlove, som en række vestlige lande, heriblandt Danmark, har indført i kølvandet på 11. september 2001, hvis beføjelser for en lang rækkes vedkommende læner sig kraftigt op af de internationale konventioner. Og beskæmmende er det, at når dette forhold påtales, som det aktuelt gøres i forbindelse med tuneserloven, udløser det angreb fra Pia Kjærsgaard på menneskerettighederne frem for en politisk erkendelse af den internationale forpligtelse.

Menneskerettighedernes krise kommer ydermere og tydeligere til udtryk, når de rammer de realpolitiske og multikulturelle hensyn i den nye globale verdensorden. Det ses tydeligst i debatten om den kommende racismekonference, Durban II, hvor FN i tråd med organisationens pluralistiske principper har overladt konferencen til en uhellig alliance, der direkte modarbejder FN's principper. Anført af en række magtfulde islamiske lande i ledtog med Kina og Rusland, der har deres egne særlige motiver, vil man bruge konferenceerklæringen til at kriminalisere ytringer vendt mod religion. Ved at vende menneskerettighederne på hovedet vil man beskytte sin egen undertrykkelse af for eksempel religiøse mindretal eller politiske oppositionsbevægelser, der anfægter det religiøse magtapparat. Der er al mulig grund til at boykotte konferencen, men det understreger også behovet for at bekæmpe enhver relativering af menneskerettighederne. I sidste ende siger det måske mere om FN's begrænsninger end om menneskerettighedernes. Men det understreger Vestens behov for at komme i offensiven, hvis man vil forsvare, at der er særlige rettigheder, som indiskutabelt er mere værdifulde end for eksempel lokale religiøse hensyn og arbitrære love.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Palle Weis:

"Anført af en række magtfulde islamiske lande i ledtog med Kina og Rusland, der har deres egne særlige motiver, vil man bruge konferenceerklæringen til at kriminalisere ytringer vendt mod religion. Ved at vende menneskerettighederne på hovedet vil man beskytte sin egen undertrykkelse af for eksempel religiøse mindretal eller politiske oppositionsbevægelser, der anfægter det religiøse magtapparat."

Palle Weiss mener at menneskerettighederne bliver "vendt på hovedet" hvis de ikke længere bliver defineret af et meget lille mindretal, nemlig middelklassen i den rigeste del af verden.

Palle Weiss er imod, at det femover vil være et fletal i FN der definerer menneskerettighederne.
Palle Weiss er da vist ikke særligt demokratisk indstillet?

Niels Ivar Larsen

Et flertal af ikke-demokratiske stater, som altså ikke selv er repræsentative for noget flertal.

Men for øvrigt er menneskerettigheder ikke noget, der sådan bare uden videre skifter karakter efter vekslende flertal. Det skal vi være glade for i Danmark, for overlod man det til det nuværende DF-baserede flertal at definere menneskerettigheder, som de lyster, var vi ilde faren.

FN's menneskerettigheder er i øvrigt ikke defineret af middelklassen i den rigeste del af verden, men af et bredt internationalt sammensat panel af retslærde og filosoffer fra alle kulturkredse.